Utilstrækkelig udredning af atypiske symptomer
Lægehus får kritik for ikke at henvise til videre udredning af tidligere kræftramt patient, som flere gange henvendte sig med atypiske symptomer.
Sagsnummer:
25SFP72
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 18. november 2025
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Behandlingssted 1 (CVR.nr: ██) får kritik for behandlingen i perioden fra den 31. januar til den 27. februar 2025.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted 1 (tidligere █████████), i perioden fra den 8. november 2024 til den 3. marts 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at du ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt og behandlet for dine symptomer.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 6. november 2024 blev du tilset i Behandlingssted 1 (tidligere █) via en akut drop-in aftale. Du var på tidspunktet 67 år og tidligere kendt med brystkræft, idet du i 2011 havde fået fjernet en knude og været i kemobehandling. Baggrunden for konsultationen var, at du gennem 1 måned havde haft smerter i højre side af brystkassen, som forværredes ved dybe vejrtrækninger. Du havde ikke været udsat for en fysisk skade, som kunne forklare smerterne. Lægehuset foretog en objektiv undersøgelse. Lægehuset mistænkte, at symptomerne skyldtes muskelsmerter. Du fik ordineret røntgenundersøgelse af dine lunger og brystkasse (thorax) for at udelukke anden bagvedliggende sygdom. Du ønskede ikke at få ordineret smertestillende.
Den 12. november 2024 modtog lægehuset en epikrise vedrørende din røntgenundersøgelse.
Den 13. november 2024 fik du via e-konsultation svar om, at din røntgenundersøgelse viste normale forhold. Du korresponderede via e-konsultation med lægehuset om muligheden for yderligere scanning, idet radiologen havde oplyst dig om, at metastaser i knoglerne ikke kunne fanges på røntgenbilleder. Lægehuset svarede dig, at de ikke havde mistanke om metastaser. De angav, at man ville kunne se det meste på røntgenbilleder og anbefalede, at du startede med en blodprøve for at udelukke metastaser.
Den 14. november 2024 skrev du, at du ikke ønskede blodprøver, hvis ikke lægehuset mistænkte metastaser. Lægehuset anbefalede blodprøve og eventuel scanning, hvis du ikke oplevede bedring indenfor 4-6 uger.
Den 25. november 2024 blev du tilset i lægehuset via en akut drop-in aftale. Du havde ingen nye symptomer, men ønskede en blodprøve til udelukkelse af metastaser. Du blev henvist til blodprøver og fik ordineret smertestillende (Panodil).
Den 26. november 2024 fik du taget blodprøver i lægehuset.
Den 27. november 2024 fik du via e-konsultation svar på dine blodprøver, som var normale. Lægehuset oplyste, at du havde fået taget et omfattende panel, som så fint ud.
Den 31. januar 2025 var du til konsultation i lægehuset. Baggrunden herfor var, at du siden november 2024 havde oplevet tiltagende smerter og nedsat kraft i de store muskler tæt på kroppen. Du havde også haft skiftende smerter i hofter og lår. Du havde ikke været udsat for fysiske skader. Du havde indtil seks måneder tidligere været i god form. Lægehuset foretog en objektiv undersøgelse. Din almentilstand var lettere nedsat. Du angav diffuse smerter i de store muskler tæt på kroppen, og du havde markant nedsat muskelstyrke i overarme, lår og baller. Dit infektionstal (CRP) var 9. Trods dit forholdsvist lave infektionstal mistænkte lægehuset, at du havde en inflammatorisk sygdom (PMR). Du ønskede ikke at afprøve binyrebarkhormon (Prednisolon). Du blev henvist til reumatolog.
Den 10. februar 2025 var du til konsultation i lægehuset via en akut drop-in aftale. Du ønskede nu at prøve binyrebarkhormon (Prednisolon) og fik ordineret 15 mg dagligt. Du oplyste, at du først kunne få tid ved en reumatolog i privat regi i maj måned. Der blev aftalt opfølgning maksimalt en måned senere.
Den 17. februar 2025 var du til konsultation i lægehuset via en akut drop-in aftale. Du havde generelle muskelsmerter, som lægehuset tolkede som en mulig inflammatorisk sygdom (PMR). Du havde dog ikke haft effekt af det ordinerede lægemiddel (Prednisolon). Lægehuset foretog en objektiv undersøgelse. Din tilstand var som tidligere med tilkomst af meget svagt oplevet dobbeltsyn og ømhed ved venstre tinding. Du fik ordineret en forøget dosis binyrebarkhormon (Prednisolon) på 37,5 mg om dagen samt sovemiddel (Zopiclon). Du blev også henvist til vurdering for kæmpecellearteritis (GCA).
Den 20. februar 2025 fik du målt dit blodtryk og kolesterol ved lægehuset. Du var også til konsultation i lægehuset via en akut drop-in aftale. Du angav at være træt og øm ved bevægelse. Du havde ingen effekt af binyrebarkhormon (Prednisolon), og da dit CRP var indenfor normalområdet, vurderede lægehuset, at du ikke havde en inflammatorisk sygdom (PMR). Du havde tid til både reumatolog og øre-, næse-, halslæge. Du fik ordineret smertestillende (Ibuprofen) og lægemiddel til nedsættelse af produktion af mavesyre (Pantoprazol). Du ville få svar på din blodtryksmåling via mail.
Den 21. februar 2025 fik lægehuset via tredjemand oplyst, at du først havde tid til reumatolog i privat regi i maj 2025. Lægehuset vurderede dette utilfredsstillende og henviste dig til reumatolog i hospitalsregi. Samme dag fik du også taget blodprøver.
Den 21. februar 2025 modtog lægehuset en afvisning af henvisningen til reumatolog i hospitalsregi. Baggrunden var, at de vurderede, at det var usandsynligt, at dine symptomer skyldtes inflammatorisk eller reumatologisk sygdom. De anbefalede en bred udredning.
Den 24. februar 2025 var du til opfølgning vedrørende det målte kolesterol. Du havde tidligere dyrket meget motion. Grundet gener i benene cyklede du på tidspunktet dagligt. Du var i udredning for dine smerter i benene, og du ønskede ikke at opstarte kolesterolmedicin (statiner). Der blev aftalt opfølgning med ny blodprøve seks måneder senere.
Den 24. februar 2025 var du også til konsultation i lægehuset via en akut drop-in aftale. Din tilstand var uændret. Du angav, at du havde fået kontrolleret dine briller, som var, som de skulle være. Du blev henvist til neurolog.
Den 26. februar 2025 sendte lægehuset via e-konsultation svar vedrørende dine blodprøver, som var normale uden tegn på reumatologiske lidelser.
Den 27. februar 2025 havde du en telefonkonsultation med lægehuset. Du angav, at du ønskede henvisningen til neurolog sendt til en bestemt privat klinik.
Den 1. marts 2025 modtog lægehuset epikrise fra vagtlægeregi fra en telefonkonsultation.
Den 3. marts 2025 var du til konsultation i lægehuset. Du oplevede en klar forværring med tydeligt dobbeltsyn. Lægehuset foretog en objektiv undersøgelse. Du oplevede udtalt dobbeltsyn, særligt på højre øje. Du havde ingen udtaleproblemer eller sprogforstyrrelser. Du havde normal muskelkraft og følesans i arme og ben, og dine reflekser og koordination var normale. Du havde haft en markant nedgang i din almentilstand over de sidste uger med tilkomst af markant dobbeltsyn. Lægehuset mistænkte, at du havde en muskelsygdom (myasthenia gravis). Du blev henvist til neurologisk vurdering.
Du har i klageskemaet og det vedhæftede brev oplyst, at lægehuset trods mange henvendelser i klageperioden lavede fejlslagne og fatale lægefaglige vurderinger vedrørende dit tilbagefald med kræft. Lægehuset gav tidligt i forløbet udtryk for, at de ikke vidste, hvad du fejlede. Du oplevede, at lægehuset ikke søgte efter en second opinion, da de ikke kunne finde mulige årsager til dine symptomer. Lægehuset reagerede ikke på en afgørende udtalelse, som du havde fået fra røntgen-regi. Lægehuset iværksatte blodprøver, som du mener, ikke kan have været målrettet til at afsløre kræft, som du allerede på det tidspunkt havde meget fremskredent. Lægehuset igangsatte også forkert medicinsk behandling.
Du har oplyst, at du i forløbet ikke blev taget alvorligt, at lægehuset ikke lavede en lægefaglig hypotesedannelse og ikke selvstændigt fulgte op. Du savnede, at lægehuset påtog sig ansvar i forløbet, da du oplevede, at du som patient havde udredningsansvaret. Dette har resulteret i, at du unødigt har spildt fire måneders vigtig behandlingstid. Du er i dag dødeligt syg.
Du har videre oplyst, at du anvendte de akutte dop-in tider, fordi der ofte var meget lang ventetid på almindelige konsultationer.
Behandlingssted 1 (tidligere ████████) har oplyst, at de vurderer, at de i forløbet har handlet rettidigt, fagligt korrekt, engageret og empatisk. Lægehuset har anført, at du indledningsvist havde symptomer af meget almindelig karakter.
Lægehuset oplyser, at det kan have påvirket din opfattelse af kontakten og systematikken i lægehuset, at du valgte i høj grad at henvende dig til lægehuset via akutte drop-in tider i stedet for bookede konsultationer.
Lægehuset oplyser, at de allerede ved dit første besøg var opmærksom på din tidligere brystkræft. Derfor planlagde lægehuset allerede på det tidspunkt henvisning til røntgenbillede. CT/MR-scanning ville forudsætte klar mistanke, hvilket ikke forelå på tidspunktet. Lægehuset har oplyst, at de reagerede relevant ved at henvise til hospitalsregi, da dit dobbeltsyn blev væsentligt forværret. Her blev den bagvedliggende kræft opdaget.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted 1 (tidligere █████████) for behandlingen i perioden fra den 31. januar til den 27. februar 2025.
Vi har lagt vægt på:
- at du ikke blev behandlet relevant og tilstrækkeligt den 31. januar 2025. Det skyldes, at du henvendte dig med smerter og svaghed i de muskler, der sidder tættest på kroppen (proksimale muskulatur). Lægehuset mistænkte muskelgigt (PMR), på trods af at dit infektionstal (CRP) var 9. Ved PMR vil infektionstallet typisk være forhøjet. PMR er en udelukkelsesdiagnose, da samme symptomer kan skyldes mange andre sygdomme. Derfor vil det typisk kun være relevant at diagnosticere en patient med PMR, hvis der ikke er andre symptomer, tegn, blodprøvesvar med mere, der tyder på anden sygdom. Det var derfor ikke tilstrækkeligt, at lægehuset ordinerede Prednisolon. Du burde være henvist til CT-scanning eller yderligere udredning i hospitalsregi.
- at du ikke blev behandlet relevant og tilstrækkeligt den 17. februar 2025. Det skyldes, at du henvendte dig ved lægehuset med samme symptomer som den 31. januar 2025. Du havde ikke haft effekt af den ordinerede Prednisolon og havde også fået let dobbeltsyn og ømhed i venstre side af kraniet. På baggrund af dine symptomer mistænkte lægehuset, at du havde tilstanden kæmpecellearteritis i form af arteritis temporalis. Derfor burde lægehuset have konfereret med hospitalsregi, alternativt indlagt dig akut. Det var således ikke relevant og tilstrækkeligt, at din Prednisolon-dosis blev øget, og at du blev henvist til specialist i øre, næse og hals.
- at du ikke blev behandlet relevant og tilstrækkeligt i perioden fra den 20. til den 27. februar 2025, hvor du blev tilset i lægehuset. Det skyldes, at du angav, at du ikke havde effekt af din øgede dosis Prednisolon, og at du fremstod træt og øm ved bevægelse. Behandlingen i denne periode var ikke relevant og tilstrækkelig, da dine symptomer allerede den 17. februar 2025 burde havde ført til, at lægehuset konfererede med sygehusregi, alternativt indlagde dig akut. Dine symptomer burde have givet anledning til yderligere og hurtigere undersøgelser.
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted 1 (tidligere ███████) for den øvrige del af behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at du blev behandlet relevant og tilstrækkeligt i november 2024. Det skyldes, at du henvendte dig med smerter i højre side af brystkassen, som blev forværret ved dybe indåndinger. Disse symptomer skyldes typisk muskelsmerter, hvilket blev understøttet af lægehusets objektive undersøgelse. Du blev henvist til røntgen og blodprøver, som umiddelbart var normale. På tidspunktet var der derfor ikke indikation for yderligere undersøgelser eller behandling, også selvom røntgenbilleder ikke kan vise alt.
- at du blev behandlet relevant og tilstrækkeligt, da du blev indlagt i marts 2025, da du henvendte dig med forværret dobbeltsyn og dårlig almentilstand.
Kræft er en hyppig diagnose, og særligt brystkræft er en meget hyppig diagnose, således at en praktiserende læge ofte vil møde kvinder med tidligere brystkræft i sin konsultation. De fleste kvinder med brystkræft vil ikke få tilbagefald af deres sygdom. Det er dog meget vigtigt, at den praktiserende læge tager den tidligere kræftdiagnose med i sine overvejelser, når der skal lægges en udrednings- og behandlingsplan. Den typiske tilgang vil således være, at der er en lavere tærskel for at henvise til eksempelvis CT-scanning hos en patient med tidligere kræft end hos en patient, som aldrig har haft kræft. For at undgå blandt andet overbehandling og strålerisiko er det dog også vigtigt, at ikke alle disse patienters symptomer håndteres som kræftmistænkte.
Behandlingssted 1 (tidligere █████) har derfor samlet handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 31. januar til den 27. februar 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed