Regionen imødekom ikke ønske om frit sygehusvalg

Det fremgik tilstrækkeligt klart af henvisningen fra egen læge, at patienten ønskede at gøre brug af det frie sygehusvalg. Det var derfor i strid med reglerne, at regionen visiterede patienten til et andet sygehus end det ønskede.

Sagsnummer:

25SFP71

Offentliggørelsesdato:

fredag den 14. november 2025

Juridisk tema:

Frit og udvidet frit sygehusvalg

Kategori:

Patientrettigheder

Kritik

Region A har ikke overholdt reglerne om retten til frit sygehusvalg.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • at du ikke fik lov til selv at vælge sygehus.

Sagsfremstilling

Den 30. januar 2025 blev du henvist af egen læge til Hospital A på grund af smerter i din venstre hofte. Henvisningen blev sendt til Hospital As Centralvisitation, og det fremgik af henvisningen, at du ønskede henvisning til ortopædkirurgisk vurdering på Hospital A.

Det fremgår af oversigten over behandlingen af henvisningen, at den samme dag blev videresendt til den centrale visitation på Hospital B. Den blev efterfølgende accepteret af Ortopædkirurgisk Afdeling på Hospital B.

Hospital A har oplyst, at der i Region A er oprettet █ centrale visitationsenheder. Den praktiserende læge skal henvise til visitationsenheden i det planområde, hvor patienten bor. Denne visitationsenhed sender henvisningen til hospitalet i patientens planområde, medmindre patienten vil gøre brug af frit sygehusvalg. I så fald vil visitationsenheden i patientens planområde sende henvisningen videre til den visitationsenhed, hvor det ønskede hospital ligger, og denne visitationsenhed vil sende henvisningen videre til den relevante afdeling.

Regionen har hertil oplyst, at sekretærerne i visitationsenhederne ikke tager stilling til, om der er kapacitet på en klinisk afdeling, men de vurderer ud fra teksten fra den henvisende læge, om patienten har ønsket at benytte sig af det frie sygehusvalg. Der er således et element af individuel vurdering, når ønsket om frit sygehusvalg i teksten fra den henvisende læge ikke er helt tydeligt.

Regionen har også oplyst, at i dit tilfælde har den visiterende sekretær ikke ud fra oplysningerne i henvisningen forstået, at du ønskede at benytte dig af din ret til frit sygehusvalg. Afdeling A på Hospital A har ikke visiteret henvisningen og har dermed ikke afvist at tage dig ind.

Du har oplyst, at du i start februar 2025 selv kontaktede Afdeling A på Hospital A for at høre, hvorfor din henvisning blev sendt videre til Hospital B. Afdelingen oplyste, at man alene kunne tage patienter fra eget optageområde grundet manglende kapacitet.

Begrundelse

Reglerne om frit sygehusvalg

En patient har normalt ret til selv at vælge sygehus, når patienten er henvist til behandling på et sygehus.

Det er den henvisende læges ansvar at informere om, at patienten ønsker at anvende det frie sygehusvalg. Det er herefter regionen, der skal håndtere patientens ønske om selv at vælge sygehus.

Vores resultat

Vi vurderer, at din ret til selv at vælge sygehus ikke blev overholdt.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det fremgik af henvisningen fra egen læge, at du ønskede at blive henvist til vurdering på Hospital A.
  • det derfor fremgik tilstrækkelig klart af henvisningen, at du ønskede behandling på et bestemt sygehus.  
  • du blev visiteret til udredning på Hospital B.
  • regionen dermed ikke reagerede på dit ønske om selv at vælge sygehus.

Regionen har derfor ikke overholdt reglerne om retten til frit sygehusvalg.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, stk. 1, nr. 4, om frit sygehusvalg efter § 86

Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:

  • § 86 om frit sygehusvalg

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • § 15, stk. 1, om frit sygehusvalg
  • § 15, stk. 4, om frit sygehusvalg uanset bopælsregionens behandlingstilbud og kriterier for sygehusbehandling
  • § 15, stk. 5, om henvisning til det sygehus, patienten vælger

Vejledninger

Vejledning nr. 10109 af 22. december 2023 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:

  • Punkt 2.0 og 2.1 om det frie sygehusvalg.