Kræftknude kunne kun ses med bagudrettet viden
Sygehus får ikke kritik for ikke at opdage kræftknude på et tidligere tidspunkt. Der er stor forskel på at se på billeder bagudrettet og på billeder uden dette sammenligningsgrundlag.
Sagsnummer:
25SFP62
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 29. oktober 2025
Speciale:
Røntgen (radiologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Røntgen og skanning den 9. juli 2023.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Røntgen og skanning, Hospital A, i perioden fra den 9. maj 2022 til den 12. januar 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at skanningsbilleder ikke blev relevant og tilstrækkeligt beskrevet.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 9. maj 2022 blev en CT-skanning af din brystkasse og din mave beskrevet. Du var på tidspunktet 58 år. Undersøgelsen var udført den 27. april 2022 på Røntgen og skanning, Hospital A. Det var en kontrol-CT-skanning, efter du tidligere var blevet behandlet for nyrekræft. Skanningen blev sammenholdt med undersøgelser fra 2020 og 2021 og viste uændrede følger efter fjernelse af højre nyre uden tegn på tilbagefald af sygdom.
Den 22. november 2022 fik du igen CT-skannet brystkassen og i maven. Skanningen blev beskrevet den 29. november 2022 og viste følger efter fjernelse af højre nyre uden tegn på tilbagefald af sygdom.
Den 7. juli 2023 fik du igen CT-skannet brystkassen og i maven. Skanningen blev beskrevet den 9. juli 2023 og viste følger efter fjernelse af højre nyre uden tegn på tilbagefald af sygdom.
Den 8. januar 2024 fik du igen CT-skannet brystkassen og i maven. Skanningen blev beskrevet den 8. januar 2024 og med en tilføjelse den 12. januar 2024 og viste to områder med forandringer. I venstre nyre sås en uregelmæssig knude, der stak ud fra overfladen øverst og ind mod midten. Den havde haft samme indre tæthed over tid, men den var vokset langsomt fra 12 x 12 mm i november 2022 til 18 x 16 mm og nu 26 x 24 mm.
I højre leverlap sås også et område med forandring, der så ud til at være vokset. Begge forandringer blev vurderet som mistænkelige, og der blev anbefalet nærmere undersøgelse for at finde årsagen.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset CT-skanningsbillederne af den 1. december 2021, af den 27. april 2022, af den 22. november 2022, af den 7. juli 2023 og af den 8. januar 2024.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Røntgen og skanning, Hospital A, for beskrivelsen den 9. juli 2023.
Vi har lagt vægt på:
- at beskrivelsen den 9. juli 2023 af en kontrol-CT-skanning af brystkassen og maven, som blev lavet den 7. juli 2023, ikke var tilstrækkelig. Det skyldes, at der på billedoptagelserne, udover det beskrevne, ses knuder i venstre nyre og bugspytkirtlen, som burde være beskrevet som muligt tilbagefald af nyrekræften og anbefalet udredt nærmere.
- at på billederne ses en nytilkommen diskret aftegnet velafgrænset 16 x 18 mm stor knude opadtil i venstre nyre med let nedsat kontrastopladning i forhold til det omkringliggende nyrevæv. Desuden buler knuden lidt ud i det omkringliggende fedtvæv. Knuden giver mistanke om tilbagefald af kræften. Desuden ses en nytilkommen 9 mm stor cystisk forandring midt i bugspytkirtlen, som giver mistanke om spredning af kræft med vævsdød.
Røntgen og skanning, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 9. juli 2023.
Vi vurderer samtidig, at der ikke er grundlag for at kritisere Røntgen og skanning, Hospital A, for den resterende behandling.
Vi har lagt vægt på:
at beskrivelsen den 9. maj 2022 af en kontrol-CT-skanning af brystkasse og mave, som blev lavet den 27. april 2022, var tilstrækkelig. Det skyldes, at beskrivelsen var dækkende for, hvad der ses på billederne. Der ses på billedoptagelserne ingen synlige tegn på spredning i venstre nyre, lever og bugspytkirtel. I venstre nyre ses antydning af en lille uregelmæssighed i kanten opadtil, men det er kun ud fra viden om et senere fund, at den kan ses og derfor ud fra en bakspejlsbetragtning. Det kunne ikke forventes, at den lille uregelmæssighed på dette tidspunkt skulle være opdaget eller beskrevet.
- at beskrivelsen den 29. november 2022 af en kontrol-CT-skanning af brystkasse og mave, som blev lavet den 22. november 2022 var relevant og tilstrækkelig. Det skyldes, at beskrivelsen var dækkende. Der ses på billedoptagelserne ingen tegn på spredning til lever og bugspytkirtel. Der ses dog en lille uregelmæssighed i venstre nyre nu lidt tydeligere opadtil i venstre nyre ind mod rygsøjlen. Den er lidt tydeligere end ved CT-skanningen den 27. april 2022, men ses kun ud fra viden om et senere fund. Det kan ikke forventes, at den skulle være opdaget eller beskrevet på dette tidspunkt. Nyren er et organ, som består af mange forskellige gråfarvetoner, og der kan desuden være stor variation i udseendet i nyrerne fra person til person. Metastaser i nyrerne ses typisk som velafgrænsede knuder med vævsdød, øget kontrastoptagelse og en tilkommen ”bule” på nyrens overflade. Ingen af disse fund er overbevisende til stede på CT-skanningen. Endvidere er den anden nyre et atypisk sted for spredning/tilbagefald af nyrekræft. Metastaser ses som oftest i lunger, knogler, lymfeknuder, lever og binyrer.
- at beskrivelsen den 8. januar 2024 med tilføjelser den 12. januar 2024 af en kontrol CT-skanning af brystkasse og mave lavet den 8. januar 2024 blev relevant og tilstrækkeligt beskrevet. Det skyldes, at alt det væsentlige blev set og beskrevet. På billederne ses én formodet metastase opadtil i venstre nyre, én i leveren og to i bugspytkirtlen.
Der er stor forskel på at se på billeder bagudrettet og på billeder uden dette sammenligningsgrundlag. Bagudrettet vil der kunne erkendes forandringer fra tidligere billedundersøgelser, som var starten på en metastase. Op til en tredjedel af metastaser kan genfindes på tidligere CT-skanninger ved senere gennemsyn.
Nogle gange kan der ses tegn på forandringer, som ikke var tydelige første gang, en skanning blev set, når den senere sammenlignes med nye billeder. En metastase udvikler sig over tid og skal have en vis størrelse, før den kan ses sikkert på en skanning. Derfor kan en metastase ofte først opdages, når den er blevet større, selv om det senere kan ses, at der måske var små tegn allerede tidligere.
Røntgen og skanning, Hospital A, har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres øvrige behandling af dig i perioden fra den 9. maj 2022 til den 12. januar 2024.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed