Ikke ret til tilskud til behandling af parodontitis

Patienten havde ikke betydelige tandproblemer og øvrige tandproblemer vedrørte parodontitis. Tilskudsordningen giver ikke mulighed for at give tilskud til behandling af parodontitis til patienter, der har modtaget antihormonbehandling. Patienten havde derfor ikke ret til tilskud til tandpleje.

Sagsnummer:

25SFP48

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 5. august 2025

Juridisk tema:

Tilskud til tandpleje

Kategori:

Patientrettigheder

Tiltrædelse

Vi er enige i afgørelsen fra Region A om tilskud til tandpleje. Vi tiltræder dog afgørelsen med en ændret begrundelse.

Du har ikke ret til tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • du ikke fik tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje.

Sagsfremstilling

I maj 2017 fik du konstateret brystkræft. Du modtog i juli og august strålebehandling og modtog efterfølgende antihormonbehandling (Letrozol) i 5 år.

Den 12. februar 2025 modtog regionen din ansøgning om tilskud til tandpleje. Der var vedlagt tre prisoverslag fra din tandlæge af 24. januar 2025. I det første prisoverslag søgte du om tilskud til parodontitis behandlinger i form af undersøgelser, operationer, udvidet tandrensninger og kontrol af tænderne -5 og -7 til en samlet pris på 3.720,49 kr. I det andet prisoverslag søgte du om tilskud til parodontitis behandlinger i form af undersøgelser, operationer, udvidet tandrensninger og kontrol af tænderne +6>+7 til en samlet pris på 3.720,49 kr. I det tredje prisoverslag, søgte du om tilskud til behandling i form af udvidet tandrensning og tandrodsrensning af tanden 7+ til en samlet pris på 437,14 kr.

Vi har ikke oplysninger om, at du var til undersøgelse (visitation) i regionens tandpleje efter ansøgningen.

Den 11. marts 2025 fik du afslag på tilskud til tandpleje fra regionen. Du fik afslag, fordi regionen vurderede, at det var usandsynligt, at dine tandproblemer var forårsaget af kræftbehandlingen. Regionen lagde vægt på, at du fik kræftbehandling fra 2017 og 5 år frem.

Du har oplyst, at du stadig har mundtørhed og har nedsat spytsekretion.

Begrundelse

Reglerne om tilskud til tandpleje

Reglerne om tilskud til tandpleje blev ændret fra den 1. juli 2024. Ansøgninger indsendt til regionen efter den 1. juli 2024 skal behandles efter de nye regler.

Regionen giver et særligt tilskud til tandpleje til udvalgte patientgrupper.

Regionen giver blandt andet et særligt tilskud til kræftpatienter, der har fået antihormonbehandling.

Patienterne kan søge om tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje, ligesom patienterne kan søge om tilskud til særligt kostbare behandlinger.

Det er ikke muligt at få tilskud til behandling af parodontitis.

Almindelig forebyggende og behandlende tandpleje

Det er en betingelse, at patienten har fået påvist nedsat produktion af spyt. 

Regionen skal foretage en spytmåling (sialometri) i forbindelse med visitationen. Dette skyldes, at regionen kun kan vurdere, om det objektive krav om nedsat spytsekretion er opfyldt ved at foretage en spytmåling som led i visitationen. Spytmålingen skal foretages uanset, om der ved ansøgningen er medsendt dokumentation for nedsat spytproduktion.

For at opfylde denne betingelse, skal enten den målte ustimulerede spytsekretion være på 0,1 ml/min eller mindre, eller den målte tyggestimulerede spytsekretion være på 0,7 ml/min eller mindre.

Regionen kan undlade at foretage en spytmåling, hvis det vurderes, at patienten ikke har et betydeligt tandproblem.

Det er også en betingelse for at få en bevilling, at patienten har betydelige tandproblemer.

Betydelige tandproblemer

Regionen skal altid foretage en konkret og individuel tandfaglig vurdering af, om patienten har betydelige tandproblemer.

Tandslid og caries kan efter en konkret vurdering være betydelige tandproblemer.

Generaliseret eller lokaliseret moderat tandslid kan udgøre et betydeligt tandproblem, hvis det moderate tandslid er atypisk for patientens alder, giver anledning til tandfølsomhed, eller hvor behandling er nødvendig med henblik på at forebygge udvikling til alvorligt eller ekstremt tandslid.

Caries er som udgangspunkt et betydeligt tandproblem, hvis patienten på ansøgningstidspunktet har aktiv caries i 3 eller flere tænder. Det er dermed antallet af tænder med aktiv caries, der er afgørende, og ikke det samlede antal cariestilfælde i tandsættet.

Aktiv caries, som er behandlet med tandfyldning inden for de seneste 12 måneder før ansøgningen, indgår også i vurderingen af, om patienten har betydelige tandproblemer. Det er dog et krav, at fyldningsbehandlingen er foretaget, efter at patienten påbegyndte medicinsk behandling.

Der skelnes ikke mellem, om den aktive caries er en overfladisk, ru og hvidlig carieslæsion (nonkaviteret caries) eller en carieslæsion, der har udviklet sig til dannelse af et hul i tanden (kaviteret caries). Der skelnes heller ikke mellem, om der er tale om et nyt cariestilfælde eller caries opstået i relation til en eksisterende fyldning.

Inaktiv caries, der ikke er behandlingskrævende, indgår ikke i vurderingen.

Patienten skal ikke dokumentere, at den nedsatte spytproduktion eller de betydelige tandproblemer har årsagssammenhæng med sygdomsbehandlingen.

Parodontitis er en tilstand af betændelse, der nedbryder kæbeknoglen og de fibre, der holder tænderne fast i kæbeknoglen. Tandproblemer som følge af parodontitis indgår ikke i vurderingen af, om en patient har betydelige tandproblemer. Årsagen hertil er, at det ikke er muligt at give tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje, der skyldes parodontitis.

Vores resultat

Almindelig forebyggende og behandlende tandpleje

Regionen har ikke foretaget en spytmåling.

Vi vurderer dog, at du ikke har betydelige tandproblemer.

Vi vurderer derfor, at du ikke har ret til tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det fremgår af tandlægejournalen, at du har tandslid på skærekanterne af for- og hjørnetænderne af flade 1 på tænderne 3+, 1+, +1 og +3.
  • det fremgår af røntgenbilledet fra 3. oktober 2024, at tandsliddet strækker sig til tandbenet, men at der fortsat er kronehøjde på tænderne.
  • der ikke er planlagt yderligere behandling af tandsliddet, og at du ikke har smerter, kuldefølsomhed eller andre gener som følge af tandsliddet.
  • tandsliddet derfor ikke udgør et betydeligt tandproblem.
  • du derudover ikke har haft tænder med aktiv caries inden for de seneste 12 måneder fra ansøgningstidspunktet.
  • dine øvrige tandproblemer relaterer sig til parodontitis. Behandling af parodontitis er dog ikke omfattet af tilskudsordningen.
  • det ikke ændrer ved vores vurdering, at du ikke har fået foretaget en spytmåling, da du ikke har betydelige tandproblemer.

Vi tiltræder derfor regionens afgørelse af 11. marts 2025 om tilskud til tandpleje.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, nr. 11, om tilskud til tandpleje efter § 166 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri

Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:

  • § 166, stk. 1, nr. 5 om tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje til kræftpatienter, der har modtaget medicinsk behandling
  • § 166, stk. 4 om kravene for at få tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje for patienter der har fået medicinsk kræftbehandling

Bekendtgørelse nr. 629 af 2. juni 2025 om tandpleje:

  • § 28, stk. 1, om de omfattede patientgrupper
  • § 28, stk. 2, om kravene om dokumenterede betydelige tandproblemer og nedsat spytsekretion
  • § 28, stk. 3, om patientens dokumentation af betydelige tandproblemer

Vejledninger

Vejledning nr. 9853 af 21. oktober 2024 om omfanget af og kravene til den regionale tandpleje:

  • Afsnit 3 om de udvalgte patientgrupper og de grundlæggende kriterier for at få tilskud til tandpleje
  • Afsnit 3.2. om visitationskriterier for tilskud til almindelig forbyggende og behandlende tandpleje
  • Afsnit 8 om kræftpatienter, som har fået kemoterapi, immunterapi, hormon- og antihormonbehandling
  • Bilag 6 om vejledende faglige behandlingskriterier for betydelige tandproblemer til tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje for patientgrupperne 4-6