Tandudtrækning i fuld narkose kunne ske i privat regi

Kommunen var berettiget til at give afslag på en enkelthenvisning til tandfjernelse i fuld narkose. Personen havde en lille mund og indlæringsvanskeligheder, men ingen psykiske diagnoser. Tandlægeskræk og kunne ikke ændre på dette.

Sagsnummer:

25SFP42

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 2. juli 2025

Juridisk tema:

Specialtandpleje

Kategori:

Patientrettigheder

Tiltrædelse

Vi er enige i afgørelsen fra Kommune 1 om afslag på specialtandpleje. Vi tiltræder derfor afgørelsen.

Du havde ikke ret til specialtandpleje.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • du fik afslag på specialtandpleje.

Sagsfremstilling

Den 4. april 2024 modtog kommunen en ansøgning om specialtandpleje fra din tandlæge. Det fremgår heraf, at du har en lille mund, hvilket gør det umuligt at fjerne dine visdomstænder (8-8) i lokal bedøvelse. Der er derfor ansøgt om henvisning til Specialtandplejen med henblik på fjernelse af visdomstænderne og måske også kindtænderne 7-7 i fuld narkose.

Det fremgår også, at du har forhøjet blodtryk, at du er meget lille, og at du har indlæringsvanskeligheder.

Den 30. april 2024 var du til visitationssamtale ved Specialtandplejen ledsaget af din samlever og mor. Det fremgår af visitationsnotatet, at du har oplyst, at du har angst for tandlæger, og at du ved, at der skal fjernes visdomstænder. Du har derudover fravalgt at få oplysninger fra egen tandlæge om tandstatus. Kommunikationen foregår derfor mellem din egen tandlæge og din samlever.

Det er også noteret, at du har en lille hjerneskade efter iltmangel under fødslen. Du har altid haft psykiske udfordringer, men har ingen psykiske diagnoser. Du har tidligere været tilknyttet gruppeforløb via § 85-kontaktperson. Du er bevilget samvær på værestedet . Du får medicin for diabetes og i 2017/2018 blev du kortvarigt medicinsk behandlet for forhøjet tryk i hovedet. Du oplyste også, at du klarer hverdagsopgaver med din samlever uden hjælp fra andre, og at du har behov for en ledsager til tandlæger, da du har tandlægeangst.

Du har også oplyst, at du forventer at kunne fortsætte dine behandlinger hos en privat praktiserende tandlæge efter fjernelsen af visdomstænderne.

Kommunen har i forbindelse med deres sagsbehandling indhentet supplerende oplysninger fra henholdsvis din praktiserende læge og en narkoselæge (speciallæge i anæstesiologi).

Det fremgår af udtalelsen fra din egen læge af 3. maj 2024, at din diabetes, dit forhøjet blodtryk eller andre sygdomme ikke skulle forhindre dig i at få tandbehandling i fuld narkose.

Det fremgår også af en udtalelse fra en narkoselæge af 8. maj 2024, at du på baggrund af dine helbredsoplysninger vil kunne få behandling i fuld narkose i privat-regi.

Den 13. maj 2024 blev du partshørt over de modtagne oplysninger på din sag.

Den 14. maj 2024 ringede du til kommunen, hvor du oplyste, at du er bevilget samvær i form af gruppeforløb på værestedet . Der var dog på daværende tidspunkt ikke oprettet et gruppeforløb, og samværet var derfor sat på pause. Du har dog behov for socialt samvær på værestedet. Du oplyste også, at du jævnligt er i kontakt med din vejleder på værestedet, og at du ledsages af din samlever til aftaler udenfor hjemmet.

Den 24. maj 2024 traf kommunen afgørelse om afslag på specialtandpleje.

Din tandlæge har som din partsrepræsentant oplyst, at hun ikke henviste dig til Specialtandplejen af økonomiske årsager. Din tandlæge har hertil refereret til en lignende sag, hvor din tandlæge havde henvist en anden patient til Afdeling A. Afdeling A havde afvist og viderehenvist patienten til Specialtandplejen, hvor den pågældende patient havde fået behandlinger. Din tandlæge mener, at den sag er identisk med din sag og at kommunen har ønsket at se, hvor grænsen går og har derfor givet dig afslag. Din tandlæge har også oplyst, at du har tandlægeangst, men at du godt kan få lavet almindelige tandeftersyn og tandrensninger, når I tager jer god tid, snakker og hygger.

Kommunen har oplyst, at din tandlægeskræk og økonomiske forhold ikke indgår i vurderingen af, om du er berettiget til specialtandpleje.

Begrundelse

Reglerne om specialtandpleje

Personer med psykisk sygdom og psykisk udviklingshæmmede kan blive tilbudt specialtandpleje, hvis de ikke kan bruge de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, omsorgstandplejen eller praksistandplejen. Visse andre personer med en meget betydelig og varig nedsat funktionsevne kan også blive tilbudt specialtandpleje.

Personerne har primært en psykisk funktionsnedsættelse, men ofte også fysiske handicaps. Det er typisk for målgruppen, at personerne ofte har behov for varig og omfattende sygepleje eller pædagogisk støtte.

Det er oftest nødvendigt at holde en samtale for at afklare personens aktuelle tilstand i forhold til funktionsnedsættelser, funktionsniveau og tandplejebehov.

Det kan også være relevant at afklare, om personen kan modtage behandling hos en privatpraktiserende tandlæge, der har speciale i tandlægeskræk, og om personens helbredstilstand muliggør behandling i fuld bedøvelse.

Behandling i fuld bedøvelse tilbydes hos visse privatpraktiserende tandlæger og specialtandlæger med offentlig tilgængelig praksis, som samarbejder med en narkoselæge. Det er ikke kun personer, der er visiteret til specialtandplejen, som kan modtage tandbehandling i fuld bedøvelse.

Vores resultat

Vi vurderer, at du ikke opfylder kravene for at blive tilbudt specialtandpleje.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du bor i egen bolig med din samlever.
  • du i det daglige klarer egenomsorg og din daglige tandpleje. Du er i stand til at udføre hverdagsopgaver med din mand, og får ikke støtte udefra.
  • du er tilknyttet værestedet , og er jævnligt i kontakt med din vejleder på værestedet.
  • du ikke har psykiske diagnoser. Du har diabetes, forhøjet blodtryk, indlæringsvanskeligheder og en lille hjerneskade på grund af iltmangel under fødslen. Du er dertil lille af bygning.
  • du bliver ledsaget af din samlever til aftaler uden for hjemmet.
  • du går regelmæssigt til tandlæge hos en privatpraktiserende tandlæge.
  • der dermed ikke er oplysninger om, at dine beskrevne funktionsnedsættelser medfører, at du ikke kan benytte en privatpraktiserende tandlæge.
  • du har ansøgt om fjernelse af visdomstænder i fuld narkose hos Specialtandplejen med forventning om, at du efter afsluttet behandling kan fortsætte dine behandlinger hos din privatpraktiserende tandlæge.
  • en narkoselæge har vurderet, at du ukompliceret vil kunne modtage tandbehandling i fuld narkose hos en privatpraktiserende tandlæge.
  • du tidligere har været i narkose uden komplikationer, og at det også er din egen læges umiddelbare vurdering, at du vil kunne modtage behandling i fuld narkose.
  • dit oplyste behov for tandbehandling i fuld bedøvelse dermed kan udføres hos en privatpraktiserende tandlæge, der samarbejder med en narkoselæge.
  • både narkosebehandling hos en privatpraktiserende tandlæge og i Specialtandplejen vil omfatte, at du skal samarbejde med andre mennesker, som du hverken kender eller er tryg ved, og som du derfor skal oparbejde en relation til.
  • tandlægeangst i sig selv ikke giver ret til specialtandpleje.
  • oplysningerne om, at en anden patient blev henvist til Specialtandplejen med henblik på behandling i narkose, i øvrigt ikke kan ændre på vores afgørelse.

Vi tiltræder derfor kommunens afgørelse af 24. maj 2024 om specialtandpleje.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 5, nr. 5, om specialtandpleje efter § 133 og § 134 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri

Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:

  • § 133 om persongruppen, der kan tilbydes specialtandpleje

Bekendtgørelse nr. 871 af 26. juni 2024 om tandpleje:

  • § 12 om kommunens pligt til at tilbyde specialtandpleje til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl.
  • § 13 om persongruppen, der kan henvises direkte til specialtandpleje
  • § 31 om fastsættelse af retningslinjer for omfanget af og kravene til den kommunale og regionale tandpleje

Vejledninger

Vejledning nr. 9382 af 12. maj 2023 for omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje:

  • Punkt 4 om specialtandpleje
  • Punkt 4.1 om personkreds
  • Punkt 4.2 om henvisning og visitation