Mors aktindsigt kunne begrænses, da datter sagde nej
Klinik kunne lovligt begrænse mors ret til aktindsigt i 17-årig journal, da datter ikke ønskede, at mor fik journal. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af datters udmelding og modenhed. Datters fortrolighed vejede tungere end mors interesse i aktindsigt.
Sagsnummer:
25SFP39
Offentliggørelsesdato:
fredag den 20. juni 2025
Juridisk tema:
Aktindsigt
Kategori:
Patientrettigheder
Ikke kritik
Speciallægeklinikken (CVR.nr.: ████) får ikke kritik for den måde, de har behandlet dit ønske om aktindsigt den 26. maj 2024.
Klagen
Du har klaget over, at:
- du ikke fik aktindsigt i din datter, ███████s journal.
Sagsfremstilling
Den 26. maj 2024 bad du om aktindsigt i din datters journal. Din datter var på daværende tidspunkt 17 år.
Samme dag modtog speciallægeklinikken en SMS fra din datter, hvoraf det fremgik, at hun ikke ønskede, at du fik aktindsigt i hendes journal.
Senere samme dag skrev speciallægeklinikken til dig. Du blev oplyst, at du kun kunne få aktindsigt med din datters samtykke, og at det skulle vurderes i samråd med speciallægen.
Den 1. juni 2024 skrev du igen til speciallægeklinikken, at du stadig søgte aktindsigt i din datters journal.
Du har oplyst, at du flere gange bad om aktindsigt i din datters journal, og at du modtog et svar fra speciallægeklinikken, men at du ikke havde modtaget journalen.
Begrundelse
Reglerne om aktindsigt
En patient har ret til aktindsigt i sin egen journal, når patienten er fyldt 15 år.
Den person, der har forældremyndigheden over en ung under 18 år, har normalt ret til aktindsigt i den unges journal. Det gælder dog kun, når det er nødvendigt for at varetage den unges interesser.
Forældremyndighedsindehaverens adgang til aktindsigt i den unges journal, kan dog begrænses, hvis forældremyndighedsindehaverens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne bør vige for afgørende hensyn til den unge. Det kan være, hvis journalen indeholder følsomme oplysninger om fx abort, behandling for kønssygdomme, prævention, blodtransfusion eller lignende, som kan komme den unge til skade.
Det er ikke et krav, at den unge har givet samtykke til at forældremyndighedsindehaveren må få aktindsigt i journalen. Behandlingsstedet bør dog undersøge den unges holdning, hvis der er grund til at antage, at det vil stride med den unges ønske, at indehaveren af forældremyndigheden får aktindsigt.
Den unges holdning kan herefter indgå, når behandlingsstedet vurderer, om der er afgørende hensyn til den unge, der kan begrænse forældremyndighedsindehaverens ret til aktindsigt. I vurderingen kan det også indgå, hvor moden den unge er, og i hvor stort omfang, der er behov for, at indehaveren af forældremyndigheden skal drage omsorg for den unge.
Retten til aktindsigten kan også begrænses, hvis det er nødvendigt for at beskytte væsentlige hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt beskyttelse af vidner eller andre i sager om strafferetlig forfølgning.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallægeklinikken for den måde, de har behandlet dit ønske om aktindsigt på.
Vi har lagt vægt på, at:
- du havde forældremyndighed over din datter, der på daværende tidspunkt var 17 år.
- der ikke er oplysninger i journalen, der indikerer, at det ville være til skade for din datter, hvis du fik oplysningerne.
- din datter imidlertid tydeligt havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede, at du fik aktindsigt i hendes journal.
- speciallægeklinikken lavede en samlet vurdering af din datters udmelding og hendes modenhed
- der ikke er grundlag for at tilsidesætte speciallægeklinikkens vurdering.
- der ikke er oplysninger, der tyder på, at din interesse i at få aktindsigt i din datters journal vejer tungere end hensynet til din datters krav på fortrolighed.
- speciallægeklinikken derfor lovligt kunne begrænse din ret til aktindsigt i din datters journal.
Speciallægeklinikken har derfor ikke handlet i strid med reglerne om aktindsigt.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over aktindsigt
Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:
- § 14 om legal repræsentation
- § 17 om mindreårige
- § 37, stk. 1, om retten til aktindsigt
- § 37, stk. 2, om begrænsninger i aktindsigten
Bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar 1992 af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen):
- Artikel 12 om barnets mening
Vejledninger
Vejledning nr. 9118 af 26. januar 2022 om aktindsigt i patientjournaler og om videregivelse af helbredsoplysninger til afdødes nærmeste pårørende:
- Punkt 4.1 om begrænsning af retten til aktindsigt for forældremyndighedsindehavere