Manglende udredning for forhøjet LDH-værdi

Sygehus får kritik for ikke at anbefale udredning for årsagen til en patients vedvarende forhøjelse af enzymet LDH ved forespørgsel fra en praktiserende læge.

Sagsnummer:

24SFP148

Offentliggørelsesdato:

fredag den 20. september 2024

Speciale:

Reumatologi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Hospital A får kritik for behandlingen på Afdeling A den 28. juni 2023.

Ikke kritik

Hospital B får ikke kritik for behandlingen på Afdeling B, Hospital C.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Afdeling A, Hospital A, den 28. juni 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • det ikke blev opdaget, at du havde kræft på baggrund af dine blodprøver.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 28. juni 2023 foretog Afdeling A, Hospital A, en vurdering af dig på baggrund af en skriftlig henvendelse fra din praktiserende læge.

Din praktiserende læge havde første gang kontaktet Afdeling A 8 måneder forinden med en forespørgsel om udredning for ondartet sygdom. Det fremgik af den tidligere henvendelse fra den praktiserende læge, at du var 70 år og havde fået konstateret kraftigt forhøjet LDH (et enzym kaldet laktatdehydrogenase).

Afdeling A svarede ved genforespørgslen om fortsat forhøjet LDH den 28. juni 2023, at LDH-forhøjelse kan ses ved ondartet lymfom. Afdeling A fandt ikke grund til yderligere undersøgelse, hvis du ikke havde nogle symptomer og ingen hæmatologiske forstyrrelser eller glander ved en objektiv undersøgelse.

Afdelingen noterede, at din praktiserende læge kunne rekvirere en CT-scanning, hvis der var mistanke om glandelforstørrelse.

Du har oplyst, at du havde afvigende værdier, og at du senere fik påvist kræft ved høje calciumværdier.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A, for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • din LDH-værdi havde været forhøjet siden oktober 2022. Den var siden da steget yderligere fra 635 til 745 ved henvendelsen den 28. juni 2023. LHD er en hyppigt anvendt biokemisk analyse med et bredt indikationsområde, og har et normalområde på 115 til 255. Du havde forinden haft et normalt niveau af LDH. Der var ved genforespørgslen til Afdeling A også tilkommet en gradvis mindre stigning i basisk fosfataser. Det fremgik af laboratorieskemaet fra juni 2023, at basisk fosfataser var steget til 133. Det havde tidligere været indenfor normalværdierne 35 til 105.

Forhøjede LDH-værdier er en uspecifik markør for cellehenfald og ses ved en lang række forskellige sygdomstilstande med involvering af forskellige organer og væv. Vedvarende forhøjede værdier kan ses ved infiltrerende kræftsygdomme, hvor basisk fosfatase typisk også er forhøjet.

  • Afdeling A burde have anbefalet yderligere undersøgelse eller indkaldt dig til udredning for mulig alvorlig sygdom såsom kræft, eller anden årsag til den betydeligt forhøjede LDH. Stigningen i LDH kan forekomme ved flere andre tilstande end hæmatologiske sygdomme, og patienter vil ikke altid frembyde sygdomstegn eller andre skæve blodprøver. Patienter, der tidligere har haft normale værdier, som oplever en uforklaret, betydelig og vedvarende forhøjet LDH-værdi, skal udredes for årsagen hertil. Dette er uanset, at der ikke umiddelbart er øvrige sygdomstegn ved optagelse af sygehistorie, ved en objektiv undersøgelser og ved øvrige blodprøver. Du burde på baggrund heraf være undersøgt nærmere for afklaring af eventuel ondartet sygdom. 

Afdeling A, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 28. juni 2023.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Afdeling B, Hospital C, i perioden fra den 6. til den 15. september 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • Afdeling B ikke opdagede tegn på, at du havde kræft ved deres undersøgelse og operation af din hofte.

Ansvarligt behandlingssted

Vi kan oplyse, at Hospital B, er ansvarlig for den behandling, der blev foretaget på Hospital C, som en udefunktion.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 6. september 2023 var du til forundersøgelse på Afdeling B, Hospital C, da du skulle have en ny hofte. Du fik foretaget en røntgenundersøgelse af dit bækken og hofteled, og arbejdsbillederne blev gennemgået.

Den 15. september 2023 fik du isat ny hofte.

Du har oplyst, at der under operationen blev fundet en cyste og hul i hofteskålen. Du har fået oplyst, at der allerede på arbejdsbilleder til hofteoperationen kan ses forandringer på knoglerne, som burde have ført til mistanke om kræft.

Begrundelse

Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under begrundelse for 1. klagepunkt. 

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbillederne af den 6 september 2023.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Hospital B for behandlingen på Afdeling B, Hospital C.

Vi har lagt vægt på, at:

  • der ikke var noget ved hoften forinden operationen eller i forbindelse med operationen, som skulle have ført til en mistanke om kræft. Det er vores vurdering, at røntgenbillederne fra den 6. september 2023 viser svær slidgigt. Der ses ingen forandringer forårsaget af anden skade eller lidelse, som Afdeling B burde have været opmærksom på.
  • Afdeling B under operationen den 15. september 2023 oprensede for en cyste, som er en mindre lokaliseret defekt i knoglen. Der vil ofte være cyster omkring et hofteled med slidgigt, og dette kræver ikke særskilt udredning eller behandling. Større cyster skal oprenses ved operation med isættelse af en hofteledsprotese. Der skal derefter ilægges noget af den knogle som er fjernet fra andre dele af hoften, som det blev i dit tilfælde. Der var ved operationen og ved fundet af cysten ikke tegn på kræft eller øvrige forhold, som Afdeling B burde have undersøgt nærmere.

Den omstændighed, at du efterfølgende fik konstateret kræft, er ikke ensbetydende med, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at der ikke var tegn på kræft, som Afdeling B burde have opdaget i forbindelse med undersøgelse og operation.

Hospital B har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig på Afdeling B, Hospital C i perioden fra den 6. til den 15. september 2023.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed