Nødvendig gentagelse af undersøgelse var faglig årsag

En patient fik foretaget en undersøgelse, som det var nødvendigt at gentage. Gentagelsen af undersøgelsen var en faglig årsag, der gyldigt kunne begrunde en forlængelse af udredningsforløbet. Regionen udredte dog ikke patienten inden for fristen.

Sagsnummer:

24SFP137

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 11. september 2024

Juridisk tema:

Ret til hurtig udredning på sygehus

Kategori:

Patientrettigheder

Region A har handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.

Det betyder, at du ikke blev udredt inden for 30 dage.

Det betyder også, at det ikke kun skyldtes faglige årsager, at du ikke blev udredt inden for fristen.

KLAGEN

Du har klaget over:

  • at du ikke blev udredt hurtigt nok.

SAGSFREMSTILLING

Vi har lagt vægt på oplysningerne i journalen, hvis der ikke står andet.

Den 12. april 2021 blev du henvist til Afdeling A, Hospital A til vurdering af søvnforstyrrelser. 

Den 13. april 2021 modtog du tid til udlevering af udstyr til måling af dit søvnmønster den 11. maj 2021. Det fremgik af indkaldelsesbrevet, at man forventede at kunne udrede dig inden for fristen på 30 dage. Hvis det mod forventning ikke lykkedes, skulle du kontakte regionen, så I sammen kunne se på andre muligheder for at afslutte udredningsforløbet hurtigt.

Udlevering af udstyr og instruktion i anvendelsen foregik som planlagt den 11. maj 2021. 

Den 12. maj 2021 konstaterede man på Afdeling A, at optagelsen var af dårlig kvalitet, og at rapporten ikke var gemt. Det blev aftalt, at der skulle sendes en ny tid til dig til udlevering af udstyr. 

Den 12. maj 2021 modtog du en ny tid 4. juni 2021. Igen fremgik det af indkaldelsesbrevet, at man forventede at kunne udrede dig inden for fristen på 30 dage, og ellers skulle du kontakte regionen.

Den 4. juni 2021 fik du igen udleveret udstyr og modtog instruktion i anvendelse af det. 

Den 7. juni 2021 blev det vurderet, at optagelsen denne gang var af god kvalitet.

Den 7. juni 2021 modtog du indkaldelse til Afdeling B, Hospital A den 7. juli 2021. Denne tid blev den 5. juli 2021 udsat til den 24. august 2021, og den 19. august 2021 blev tiden udsat til den 30. september 2021. 

Det fremgik af indkaldelserne af 5. juli og 19. august 2021, at udsættelsen skyldtes sygeplejekonflikten. 

Den 22. september 2021 skrev Afdeling B til dig, at tiden den 30. september 2021 var udsat til den 19. november 2021, og den 15. oktober 2021 blev tiden ændret til 13. december 2021.

Du har oplyst, at det er urimeligt, at du skal have det udsat gang på gang. Du har også oplyst, at din kone ikke tror, at du får ilt nok under søvn, da du er så frygtelig træt om dagen.

Vi har spurgt regionen, hvad der var årsagen til, at du ikke blev udredt inden for fristen, hvis det ikke skyldtes kapacitetsmæssige årsager. Regionen har ikke oplyst, hvad der var årsagen til ventetiden i den første del af forløbet. Årsagen til at dine tider blev aflyst var manglende kapacitet i forbindelse med sygeplejestrejken.

Du var ikke færdigudredt, da du klagede til os den 16. oktober 2021.

BEGRUNDELSE

Reglerne om retten til hurtig udredning

Når en patient bliver henvist til udredning på et sygehus, har patienten ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.

Det betyder, at sygehuset, når det er fagligt muligt, skal tilrettelægge udredningsforløbet, så patienten inden for fristen kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles.

Fristen på 30 dage løber fra den dag, sygehuset modtager henvisningen, til den dag, udredningen er færdig.

Faglige årsager kan begrunde, at fristen på 30 dage overskrides. Det kan fx være en faglig årsag, hvis den næste undersøgelse afhænger af svaret på den første, herunder når en planlagt undersøgelse, af grunde der ikke kunne forudses, viser sig ikke at afdække tilstanden i tilstrækkelig grad, og der derfor må iværksættes yderligere udredning.

Kapacitetsmæssige årsager kan ikke begrunde, at fristen på 30 dage overskrides. Travlhed, personalets sygdom, ferie og øvrigt fravær er eksempler på kapacitetsmæssige årsager.

Vores resultat

Vi vurderer, at du ikke blev udredt inden for 30 dage.

Vi vurderer også, at dette ikke kun skyldtes faglige årsager.

Vi har lagt vægt på:

  • at Hospital A modtog din henvisning den 12. april. Fristen på 30 dage udløb derfor den 12. maj 2021.
  • at du stadig var under udredning den 16. oktober 2021.
  • at manglende kvalitet af den første måling var en faglig årsag. Dette forsinkede forløbet i to dage.
  • at regionen ikke har redegjort for, at det også var faglige årsager, der lå til grund for den øvrige ventetid frem til den 5. juli.
  • at årsagen til at dine tider efterfølgende blev aflyst var manglende kapacitet i forbindelse med sygeplejestrejken.

Regionen har derfor handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning. 

Afsluttende bemærkninger til regionen

Regionen har ikke vejledt om muligheden for udredning på andre offentlige sygehuse eller privathospitaler.

Når regionen finder ud af, at regionen ikke kan overholde udredningsfristen, skal regionen vejlede patienten om muligheden for udredning på regionens sygehuse, samarbejdssygehuse eller et privathospital (aftalesygehus). Det gælder dog kun, hvis regionerne har indgået aftale om udredning med et privathospital.

Når regionen oprindeligt har vurderet, at patienten kan blive udredt inden for udredningsfristen,

gælder vejledningspligten fra det tidspunkt, hvor regionen finder ud af, at udredningen alligevel

ikke kan ske inden for fristen. Det er derfor ikke nok, at regionen i det første indkaldelsesbrev skriver, at patienten skal henvende sig, hvis regionen mod forventning ikke kan overholde udredningsfristen på 30 dage.

Vi har dog ikke taget stilling til, om regionen burde have vejledt patienten. Det er fordi, vi har

vurderet, at der ikke er klaget over det.

REGLER

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 82 b, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
  • § 82 b, stk. 3, om nærmere regler om regionernes forpligtelser efter stk. 1 og 2

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • § 14, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
  • § 20, stk. 1, 2. pkt., om beregning af tidsfristen for udredning

Vejledninger

Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:

  • Pkt. 2.0 om ret til hurtig udredning