Serbisk statsborger skulle selv betale for fødsel under ophold i Danmark i forbindelse med sag om familiesammenføring

Region 1 har ikke handlet i strid med sundhedslovens § 81, stk. 1, ved den 21. april 2016 at meddele og hendes mand, at de selv skulle betale for fødslen af deres fælles barn den 28. marts 2015.

Sagsnummer:

17SPS59

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 20. september 2017

Juridisk tema:

Betaling for sygehusbehandling

Kategori:

Patientrettigheder

Region 1 har ikke handlet i strid med sundhedslovens § 81, stk. 1, ved den 21. april 2016 at meddele og hendes mand, at de selv skulle betale for fødslen af deres fælles barn den 28. marts 2015.

KLAGEN

fødte den 28. marts 2015 en datter på Sygehus . Region 1 afkrævede herefter betaling for fødslen, hvilket Advokatfirma den 26. maj 2016 klagede over til Styrelsen for Patientsikkerhed på s og hendes mands vegne.

BEGRUNDELSE

Hændelsesforløb

nedkom den 28. marts 2015 med et barn på Sygehus . Hun var på daværende tidspunkt serbisk statsborger og havde ophold i Danmark i forbindelse med en verserende sag om familiesammenføring.

Den 21. april 2016 afkrævede Region 1 betaling for fødslen, idet ikke havde bopæl i Danmark, og da fødslen efter regionens opfattelse ikke var foregået akut. Efter regionens opfattelse var der således ikke noget til hinder for, at hun var taget tilbage til Serbien og havde født dér. Region 1 lagde i denne forbindelse vægt på, at fødslen skete til forventet termin.

Regionen lagde ved sin afgørelse også vægt på, at s ægtefælle talte godt dansk og under hele forløbet fungerede som tolk, hvorfor man fra sygehusets side gik ud fra, at han havde forstået situationen, samt at han den 18. marts 2015 blev gjort opmærksom på, at en fødsel på et dansk sygehus ville udløse betalingskrav.

Det var herefter Region 1s opfattelse, at en ansøgning om familiesammenføring ikke alene kunne begrunde, at behandlingen kunne ydes vederlagsfrit.

Advokatfirma klagede den 26. maj 2016 over dette til styrelsen på s og hendes mands vegne.

I sin klage henviste Advokatfirma til Sundhedsministeriets notat af 16. december 1999, j.nr. 1998-200-9, 2. kontor, vedrørende bekendtgørelsen om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv. og til praksis i Region 2, idet han anførte, at der ifølge denne praksis ikke opkræves betaling for fødsler i tilfælde, hvor den fødende har processuelt ophold i Danmark.

Advokatfirma har hertil i partshøringssvar af 4. maj 2017 anført, at der føres en uens praksis på Region 1s sygehuse, idet han har forhørt sig og har fået det indtryk, at de fleste andre hospitaler i regionen ikke ville have opkrævet betaling i den pågældende situation.

Betaling for sygehusbehandling

Styrelsen for Patientsikkerhed kan oplyse, at sygehusbehandling i de fleste tilfælde er gratis i Danmark for personer med bopæl i landet. Det følger af sundhedslovens § 81, stk. 1. Det kræver udtrykkelig lovhjemmel at opkræve betaling for sygehusbehandling fra en patient.

Det fremgår af § 5 i den dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v. (sygehusbekendtgørelsen), at personer, der ikke har bopæl her i landet, har ret til akut sygehusbehandling m.v. i opholdsregionen i tilfælde af ulykke, pludseligt opstået sygdom og fødsel eller forværring af kronisk sygdom m.v. Behandlingen m.v. ydes på samme vilkår som til personer med bopæl her i landet.

Det er på baggrund af ovenstående styrelsens opfattelse, at en person uden bopæl i Danmark har ret til vederlagsfri akut sygehusbehandling på lige fod med personer, der har bopæl i den pågældende region, i tilfælde af ulykke eller pludselig opstået eller forværret sygdom.

Det fremgår videre af § 5, stk. 2, at regionsrådet i opholdsregionen herudover yder sygehusbehandling m.v., når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, jf. dog § 16. Det fremgår hertil af stk. 3, at regionsrådet kan opkræve betaling for behandling, der ydes efter stk. 2. Endelig fremgår det af stk. 4, at behandling efter stk. 2, kan ydes vederlagsfrit, når det under de foreliggende omstændigheder skønnes rimeligt.

Hvis patientens tilstand således ikke (længere) er akut eller i tilfælde, hvor der generelt er tale om ikke-akut behandling, kan der (fortsat) ydes sygehusbehandling til personer, der ikke har bopæl i Danmark, selvom der ikke i disse tilfælde består en ret til sygehusbehandling. Det følger direkte af § 5, stk. 3, jf. § 50, stk. 1, i sygehusbekendtgørelsen, at regionen opkræver betaling for behandling af personer, der ikke har en ret til sygehusbehandling.

Som ovenfor nævnt, har Advokatfirma i sin klage henvist til Sundhedsministeriets notat af 16. december 1999, j.nr. 1998-200-9, 2. kontor. Det fremgår heraf blandt andet, at der vil: ”kunne ydes vederlagsfri fødselshjælp (…), når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til hjemlandet, det vil sige også i tilfælde, hvor det kunne forudses, at fødslen ville finde sted under opholdet her i landet. Eksempelvis vil reglen gælde for gravide, som ikke umiddelbart kan folkeregistreres her i landet, fordi de venter på en opholdstilladelse og derfor når at føde her i landet inden karenstidens udløb.”

Det fremgår af sagens oplysninger, at blev gift i Danmark den 21. august 2014, at hun rejste til Danmark den 14. februar 2015 og søgte om familiesammenføring med sin ægtefælle den 9. marts 2015. Som ovenfor beskrevet fødte hun et barn den 28. marts 2015.

Det fremgår herunder af en mail fra Sygehus af 1. april 2016, at fødslen skete til forventet termin. Den 6. maj 2015 underskrev hendes mand en aftale med sygehuset om selvbetaling.

Som nævnt fremgår det af § 5, stk. 4, i ovenstående bekendtgørelse, at behandling efter stk. 2 kan ydes vederlagsfrit, når det under de foreliggende omstændigheder skønnes rimeligt.

Det beror således på det behandlende sygehus’ konkrete skøn i hvert enkelt tilfælde, om der af personer, der ikke opfylder bopælskravet, skal opkræves betaling for ikke-akut sygehusbehandling.

Det er styrelsens opfattelse, at der ved udøvelse af dette skøn blandt andet lovligt kan lægges vægt på karakteren af opholdet i Danmark (ferie, arbejds- eller uddannelsesophold eller ophold som følge af ansøgning om familiesammenføring eller opholdstilladelse) samt om opholdet ville have kunnet tilrettelægges på en sådan måde, at det ville have været muligt at søge behandlingen i hjemlandet.

Region 1 har ved brev af 16. juli 2016 til styrelsen oplyst, at regionen ved sin afgørelse desuden lagde vægt på s egne oplysninger om, at hun var ind- og udrejst af Danmark mere end én gang inden for de seneste to år. Regionen har videre oplyst, at s ægtefælle den 18. marts 2015 henvendte sig telefonisk til sygehuset med forespørgsel om sine rettigheder, og at han i denne forbindelse blev gjort opmærksom på, at og han blev anset som selvbetalere.

Region 1 har endelig oplyst, at man ved afgørelsen lagde vægt på, at ansøgningen om familiesammenføring på fødselstidspunktet allerede havde været under behandling gennem længere tid, og at der ikke forelå oplysninger, der gav grundlag for at antage, at der ville foreligge en afgørelse i umiddelbar forlængelse af fødslen.

Advokatfirma har i sit partshøringssvar af 4. maj 2017 anført, at det ikke fremgår, hvilken termin der var anført i vandrejournalen, og hvordan det efter praksis tolkes, om der er født til forventet termin eller ej, når der ikke er overensstemmelse mellem den faktiske fødselsdato og den skønnede termin. Hertil har Advokatfirma anført, at der øjensynligt ikke føres en ensartet praksis i Region 1.

Styrelsen har i forbindelse med sagens behandling haft telefonisk kontakt til Udlændingestyrelsen, der oplyser, at der ikke er noget til hinder for, at en person, der er taget til Danmark i forbindelse med en ansøgning om familiesammenføring, herefter tager tilbage til oprindelseslandet, imens ansøgningen om familiesammenføring behandles.

Det er videre styrelsens opfattelse, at Indenrigs- og Sundhedsministeriets notat af 16. december 1999, j.nr. 1998-200-9, 2. kontor, ikke i sig selv er en hindring for at opkræve betaling for ikke-akut sygehusbehandling, som hjemlet ovenfor i sundhedsloven og sygehusbekendtgørelsen.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at der ifølge notatet kan ydes vederlagsfri fødselshjælp, selvom det kunne forudses, at fødslen ville finde sted under opholdet her i landet. Styrelsen har videre lagt vægt på, at notatet som eksempel nævner den situation, hvor gravide opholder sig i Danmark og ikke umiddelbart kan folkeregistreres her, fordi de venter på en opholdstilladelse.

Styrelsen har dog i denne forbindelse bemærket, at notatet anvender ordet ”kan” og således efter styrelsens opfattelse ikke omtaler en egentlig pligt til at yde vederlagsfri fødselshjælp i en situation, hvor en patient afventer behandlingen af en ansøgning om ophold hos de relevante myndigheder.

Styrelsen har lagt afgørende vægt på, at fødte til forventet termin og at der derfor på fødselstidspunktet ikke var tale om akut sygehusbehandling, men om en behandling, som og hendes ægtefælle måtte have kunnet indse behovet for forud for rejsen til Danmark.

Der er ikke oplysninger i sagen, der tyder på, at ikke kunne have rejst til Serbien for at føde efter indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring.

Der var således efter styrelsens opfattelse ikke noget til hinder for, at var rejst tilbage til oprindelseslandet Serbien og havde født dér.

Vedrørende anbringendet fra Advokatfirma om forskelsbehandling i Region 1 har styrelsen den 1. juni 2017 partshørt regionen herover. Regionen har i denne forbindelse henholdt sig til Sygehus s redegørelse for den konkrete sag, og til regionens tværregionale retningslinje om behandling af patienter uden bopæl i Danmark.

Den 6. juli 2017 partshørte styrelsen Advokatfirma over dette, hvilket Advokatfirma dog ikke havde kommentarer til, bortset fra supplerende spørgsmål til regionen og Sygehus om den konkrete sags omstændigheder.

Det er herefter ikke styrelsens opfattelse, at afgørelsen fra Region 1 af 21. april 2016 var udtryk for et brud på forvaltningsretlige grundsætninger om ens administration af reglerne på området.

Styrelsen har lagt vægt på, at reglerne som ovenfor skitseret giver hvert sygehus i en region mulighed for skønsmæssige betragtninger vedrørende spørgsmålet om selvbetaling. Det følger i denne forbindelse af almindelige, forvaltningsretlige grundsætninger, at et sådant skøn skal bygge på saglige kriterier.

Styrelsen har ikke fundet anledning til at konkludere, at det skøn som Region 1 foretog i nærværende sag ikke byggede på saglige kriterier.

På denne baggrund finder styrelsen, at Region 1 i henhold til sundhedsloven var berettiget til, den 21. april 2016, at meddele og hendes mand, at de selv skulle betale for fødslen den 28. marts 2015.

ooo00ooo

Kommentarer fra Advokatfirma af 4.maj 2017 er indgået i styrelsens vurdering af sagen.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 81. Sygehusbehandling efter bestemmelserne i afsnit VI, VII og VIII er vederlagsfri for patienten, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter § 80, stk. 2. Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt.
Stk. 3. Hvor særlige forhold taler herfor, kan sundheds- og ældreministeren uanset reglerne i §§ 79 og 80, fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det regionale sygehusvæsen.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
3) vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..