Det fremgår ikke af psykiatriloven, at betænkningstiden maksimalt må være 3 dage/72 timer

Ankenævnet fandt anledning til at bemærke, at det fremgår af psykiatriloven, herunder lovens forarbejder, at før man kan tvangsbehandle en patient, skal patienten have en passende betænkningstid. Patienten har krav på højst 3 dages betænkningstid. Det er en konkret vurdering, hvor lang betænkningstiden skal være, og overlægen kan give patienten en kortere eller længere betænkningstid end 3 dage. Det fremgår ikke af psykiatriloven, at betænkningstiden maksimalt må være 3 dage/72 timer.

Sagsnummer:

26DPA02

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 29. januar 2026

Juridisk tema:

Tvangsbehandling

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser fra Psykiatrisk Ankenævn

Tiltrædelse

Vi er enige i afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn af 24. juli 2025. Vi tiltræder derfor afgørelsen.

Vi godkender beslutningen den 17. juli 2025 om at tvangsbehandle dig.

Sagens forløb

Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse i din sag den 24. juli 2025. De traf afgørelse om at godkende beslutningen den 17. juli 2025 om at tvangsbehandle dig.

Din patientrådgiver klagede den 28. juli 2025 over afgørelsen på vegne af dig.

Sagsfremstilling

Vi henviser til den sagsfremstilling, der fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 24. juli 2025.

Bemærkninger fra sagens parter

███████████████

Du har klaget over afgørelsen uden nærmere bemærkninger.

Behandlingssted 1

Vi har ikke modtaget bemærkninger fra Behandlingssted 1, til sagen.

Begrundelse for afgørelsen

Vi vurderer, at betingelserne var opfyldt for at træffe beslutning den 17. juli 2025 om at tvangsbehandle dig.

Vi er enige i den begrundelse, som Det Psykiatriske Patientklagenævn har givet i sin afgørelse, og henviser derfor hertil.

Vi er således enige i, at du var i en psykotisk tilstand, hvor det ville have været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle dig af hensyn til, at udsigten til en afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Du fik en passende betænkningstid på 3 dage, hvor du havde mulighed for at drøfte beslutningen med din patientrådgiver, og du blev tilstrækkeligt motiveret til at tage medicinen frivilligt.

Vi bemærker hertil, at det fremgår af psykiatriloven, herunder lovens forarbejder, at før man kan tvangsbehandle en patient, skal patienten have en passende betænkningstid, hvor patienten dagligt tilbydes at indtage medicinen frivilligt. Patienten har dog krav på højst 3 dages betænkningstid.

Det er en konkret vurdering, hvor lang betænkningstiden skal være, og overlægen kan give patienten en kortere eller længere betænkningstid end 3 dage. I overlægens vurdering af, hvor lang betænkningstiden skal være, skal der lægges vægt på sygdommens alvorlighed og varighed, om den manglende medicinering medfører anvendelse af andre former for tvang samt patientens ambivalens, forpinthed mv.

Det fremgår således ikke af psykiatriloven, at betænkningstiden maksimalt må være 3 dage/72 timer.

Der blev truffet beslutning om at tvangsbehandle dig med tablet Abilify, startdosis 10 mg dagligt, afhængigt af effekt og bivirkninger øget til højst 30 mg dagligt, og subsidiært injektion Abilify, startdosis 9,75 mg én gang dagligt, afhængigt af effekt og bivirkninger øget til højst 30 mg dagligt.

Lægemidlerne er almindeligt anvendte og velafprøvede, og doseringerne er almindelige.

Vi tiltræder på den baggrund afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Det betyder, at vi kan godkende beslutningen den 17. juli 2025 om tvangsbehandling.

Afgørelsen er truffet af et enigt ankenævn.

Lovgivning

Her kan du se de regler, som vi har afgjort din sag efter, og andre relevante regler for din sag.

Bekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (psykiatriloven)

  • § 4, stk. 1, om frivillig medvirken og betænkningstid
  • § 4, stk. 2 - 4, om mindst indgribende tvang
  • § 4 a om beslutning i overlægens fravær
  • § 5 om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
  • § 10 om tvangstilbageholdelse under indlæggelse
  • § 12 om tvangsbehandling
  • § 31 om oplysninger til patienten før tvang
  • § 32, stk. 1, om vejledning om klageadgang
  • § 32, stk. 2 og 3, om opsættende virkning ved klage
  • § 38, stk. 1, om klage til Det Psykiatriske Ankenævn
  • § 38, stk. 2, om klagefristen
  • § 38, stk. 3, om klage til en anden administrativ myndighed

Bekendtgørelse nr. 339 af 15. marts 2023 af lov om lægemidler

  • § 7 om afprøvede lægemidler

Bekendtgørelse nr. 1075 af 27. oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

  • § 3 om foranstaltninger før tvangsmedicinering
  • § 4 om afprøvede lægemidler i sædvanlig dosis
  • § 5 om brugen af depotpræparater ved tvangsbehandling