Underkendelse af beslutning om kombinationsbehandling med injektion Serenase og injektion Lorazepam
Ankenævnet underkendte en beslutning om indgivelse af beroligende medicin med magt i form af injektion Serenase 5 mg og injektion Lorazepam 2 mg intramuskulært, idet den samtidige administration af de to lægemidler ikke var tilstrækkeligt begrundet i journalen.
Sagsnummer:
25DPA05
Offentliggørelsesdato:
mandag den 19. januar 2026
Speciale:
Psykiatri
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser fra Psykiatrisk Ankenævn
Tiltrædelse
Vi er delvist enige i afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn af 3. september 2025. Vi tiltræder derfor afgørelsen.
Vi godkender beslutningen om at give dig beroligende medicin med magt den 18. juni 2021 kl. 10.00, den 20. juni 2021 kl. 11.50, den 20. juni 2021 kl. 18.30 og den 23. juni 2021 kl. 15.35.
Vi godkender beslutningen om at tvangsbehandle dig for din fysiske lidelse den 18. september 2021 kl. 10.00.
Vi godkender beslutningen om at behandle dig med elektrostimulation (ECT) med tvang den 21. september 2021 kl. 10.00.
Ændring
Vi godkender dog ikke beslutningen den 17. juni 2021 kl. 11.00 om at give dig beroligende medicin med magt.
Sagens forløb
Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse i din sag den 3. september 2025. De traf bl.a. afgørelse om at godkende beslutningen om at give dig beroligende medicin med magt den 17. juni 2021 kl. 11.00, den 18. juni 2021 kl. 10.00, den 20. juni 2021 kl. 11.50, den 20. juni 2021 kl. 18.30 og den 23. juni 2021 kl. 15.35.
De traf også afgørelse om at godkende tvangsbehandling af dig for din fysiske lidelse den 18. september 2021 kl. 10.00.
De traf endvidere afgørelse om at godkende beslutningen om at behandle dig med elektrostimulation med tvang den 21. september 2021 kl. 10.00.
Din advokat klagede den 9. september 2025 over de godkendte indgreb på vegne af dig.
Sagsfremstilling
Vi henviser til den sagsfremstilling, der fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 3. september 2025.
Bemærkninger til sagen
██████████████
Du har klaget over afgørelsen uden nærmere bemærkninger.
Afdeling A, Hospital A
Vi har ikke modtaget bemærkninger fra Afdeling A, til sagen.
Begrundelse for afgørelsen
Sagsbehandlingstiden
Det Psykiatriske Patientklagenævn skulle have orienteret dig om, hvorfor de ikke kunne træffe afgørelse i din sag inden 14 dage.
Når patienter klager over at have fået beroligende middel med magt, skal Det Psykiatriske Patientklagenævn træffe afgørelse så snart det er muligt. Hvis de ikke har truffet afgørelse inden 14 dage, skal de orientere patienten og patientrådgiveren om:
- grunden til, at der ikke er truffet afgørelse
- hvornår de forventer at træffe afgørelse
I din sag traf Det Psykiatriske Patientklagenævn afgørelse i sagen senere end 14 dage efter, at du klagede til dem.
De burde derfor have orienteret dig og din patientrådgiver om grunden til, at der ikke kunne træffes afgørelse inden 14 dage efter de modtog din klage. De skulle også have oplyst dig om, hvornår de forventede at træffe afgørelse.
Beroligende medicin med magt
Vi vurderer, at det var korrekt at behandle dig med beroligende medicin med magt i form af
- injektion Olanzapin (Zyprexa) 10 mg intramuskulært den 18. juni 2021 kl. 10.00,
- injektion Olanzapin 10 mg intramuskulært den 20. juni 2021 kl. 11.50,
- injektion Zyprexa 10 mg intramuskulært den 20. juni 2021 kl. 18.30,
- injektion Serenase 10 mg intramuskulært den 23. juni 2021 kl. 15.35.
Vi er enige i den begrundelse, som Det Psykiatriske Patientklagenævn har givet i sin afgørelse, og henviser derfor hertil.
Vi er således enige i, at du var i en tilstand, hvor det var nødvendigt at bringe dig til ro for at bedre din tilstand, at det var den mindst indgribende måde at berolige dig på i situationen, og at man havde forsøgt at få dig til ro ved at tale med dig og få dig til at ændre din adfærd uden tilstrækkelig effekt, før man gav dig beroligende medicin med magt.
Du fik henholdsvis Serenase og Olanzapin (Zyprexa), som er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, og doseringerne var almindelige.
Vi tiltræder på den baggrund afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Det betyder, at vi kan godkende beslutningen om at give dig beroligende medicin med magt den 18. juni 2021 kl. 10.00, den 20. juni 2021 kl. 11.50, den 20. juni 2021 kl. 18.30 og den 23. juni 2021 kl. 15.35.
Tvangsbehandling af legemlig lidelse den 18. juni 2021 kl. 10.00
Vi vurderer, at betingelserne for at tvangsbehandle dig for din fysiske sygdom den 18. juni 2021 var opfyldt.
En patient må kun tvangsbehandles for sin fysiske sygdom, hvis patienten er sindssyg eller i en tilstand, der kan ligestilles med sindssyge. Det er også et krav, at patientens liv eller helbred er i væsentlig fare, hvis patienten ikke bliver behandlet for sin fysiske sygdom.
Vi vurderer, at du var i en psykotisk tilstand, hvor du havde vrangforestillinger om forfølgelse og forgiftning, tankeforstyrrelser, eksplosive affektudbrud og manglende sygdomsindsigt.
Der var væsentlig fare for dit liv og helbred, fordi en manglende behandling af din fysiske lidelse ville medføre en potentiel livstruende tilstand grundet dehydrering. Vi lægger vægt på, at du i 3 dage havde et meget sparsomt væskeindtag, og stort væsketab på grund af sommervarmen. Der var fysiske tegn på, at du var dehydreret, idet huden var slap og havde mistet sin normale elasticitet (nedsat hudtugor), og dine øjne var indsunkne.
Det var derfor nødvendigt at behandle dig med væske.
Motivation og betænkningstid
Før man tvangsbehandler en patient, skal man først forsøge at få patienten til at medvirke frivilligt. Hvis der er andre mindre indgribende måder at løse situationen på, skal man forsøge det først, før man vælger at tvangsbehandle.
Patienten skal også have en passende betænkningstid på højest tre dage, hvor patienten får mulighed for at overveje at give frivilligt samtykke til behandlingen.
Du blev dagligt i 3 dage motiveret til at indtage væske, men der blev ikke iværksat en egentlig betænkningstid.
Vi vurderer, at der var tale om en akut situation, hvor dit helbred var i fare.
Vi lægger vægt på, at afdelingen ikke kunne forudse, at du ville afvise at indtage væske i 3 dage i træk, da dette er usædvanligt, selv hos en patient med giftfrygt. Da du blev så dehydreret, at det udsatte dit liv og helbred for væsentlig og nærlæggende fare, var det nødvendigt at iværksætte væskebehandlingen uden yderligere betænkningstid.
Vi vurderer, at betænkningstiden var relevant og tilstrækkelig, dehydreringens alvorlighed taget i betragtning, samt at du under hele indlæggelsen havde været afvisende overfor frivilligt at indtage væske, og således ikke udviste ambivalens, hvorfor yderligere betænkningstid ville have været formålsløs.
Beslutningen om tvangsbehandling blev truffet af en overlæge.
Medicin og dosis
Vi vurderer, at du fik et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosis.
Når man giver medicin med brug af tvang, skal man altid vælge lægemidler, som er afprøvede og med færrest bivirkninger. Det skal også gives i sædvanlig dosis.
Du fik væskebehandling i form af 2 liter isoton NaCl samt 0,5 liter glukose, som er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel.
Vi lægger vægt på, at det fremgår af oplysningerne om medicinen på pro.medicin.dk, at isoton NaCl kan anvendes til ”Erstatning af basale natrium- og væsketab” (fx dehydrering) og at doseringsforslaget er ”Individuelt efter behov. Infusionshastighed sædvanligvis ikke over 500 ml/time.” Glukose er angivet som et ”Middel til dækning af væsketab og som energikilde”, og doseringsforslaget er angivet som ” Individuelt. Gives som langsom i.v. injektion. Infusionshastigheden til voksne bør ikke overskride 50 ml/time.”.
Vi tiltræder på den baggrund afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Tvangsbehandling med ECT den 21. juni 2021 kl. 10.00
Vi vurderer, at betingelserne for at behandle dig med elektrostimulation med brug af tvang den 21. juni 2021 var opfyldt.
En patient må kun behandles med brug af tvang, hvis patienten er sindssyg eller er i en tilstand, der kan ligestilles med sindssyge. Derudover skal det være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten, fordi:
- udsigten til helbredelse ellers vil blive væsentlig forringet
- en afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet
- patienten udgør en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre
Behandling med elektrostimulation ved brug af tvang må dog kun ske, hvis patienten er i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand, som behandlingen kan forhindre.
Vi vurderer, at du var sindssyg, fordi du var i en psykotisk tilstand med vrangforestillinger om forgiftning og tankeforstyrrelser, samt med læderet formel og emotionel kontakt, latent aggressivitet og manglende sygdomsindsigt.
Hvis du ikke blev behandlet, ville din tilstand blive forværret med betydelig risiko for udvikling af en livstruende tilstand, fordi du var ved at udvikle et såkaldt delirium, som er en potentiel dødelig tilstand.
Det var derfor nødvendigt at behandle dig med elektrostimulation med brug af tvang, fordi helbredelsen af dig eller en betydelig og afgørende bedring af din tilstand ellers ville blive væsentligt forringet.
Der var ikke andre mindre indgribende behandlingsmetoder, der i tilstrækkelig grad ville kunne behandle din svære tilstand, som var potentiel livstruende.
Vi lægger vægt på, at du ikke havde drukket frivilligt siden den 16. juni 2021. Du var forvirret og ikke helt orienteret i tid og sted. Du havde under indlæggelsen modtaget antipsykotika som beroligende medicin med tvang, men uden markant effekt på de psykotiske symptomer.
Der var behov for en hurtig effekt, hvilket elektrostimulation giver. Elektrostimulation har desuden få bivirkninger
Det var nødvendigt at behandle din underliggende psykiske lidelse, for at bedre din tilstand med begyndende delirium.
Motivation og betænkningstid
Vi vurderer, at du fik tilstrækkelig betænkningstid og blev tilstrækkeligt motiveret til at tage medicinen frivilligt.
Før man behandler en patient med brug af tvang, skal man først forsøge at få patienten til at medvirke frivilligt. Hvis der er andre mindre indgribende måder at løse situationen på, skal man forsøge det først, før man vælger at behandle med elektrostimulation med brug af tvang.
Før man kan behandle en patient med tvang, skal patienten have en passende betænkningstid på højest tre dage, hvor patienten får mulighed for at overveje at give frivilligt samtykke til behandlingen.
Vi vurderer, at der var tale om en akut situation, hvor dit helbred var i fare.
Vi vurderer, at betænkningstiden var relevant og tilstrækkelig, dehydreringens alvorlighed taget i betragtning, samt at du under hele indlæggelsen havde været afvisende overfor frivilligt at indtage væske, og således ikke udviste ambivalens, hvorfor yderligere betænkningstid ville have været formålsløs.
Vi tiltræder på den baggrund afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Beroligende medicin med magt den 17. juni 2021 kl. 11.00
Vi vurderer, at det ikke var korrekt at behandle dig med beroligende medicin med magt den 17. juni 2021 kl. 11.00 med to præparater på samme tid.
En læge kan give en patient beroligende medicin med magt, hvis det er afgørende for at bedre patientens meget urolige tilstand.
Vi vurderer, at du var i en urolig tilstand, hvor det var nødvendigt at bringe dig til ro for at bedre din tilstand.
Vi lægger vægt på, at du ifølge journalen udviste aggressiv og truende adfærd over for en medpatient og personale. Du gik hvileløst rundt og fremstod urolig.
Vi vurderer også, at det var den mindst indgribende måde at berolige dig på i situationen. Før du fik det beroligende medicin, havde man forsøgt at få dig til ro ved at tale med dig, få dig til at ændre din adfærd og skærme dig til egen stue, men uden tilstrækkelig effekt.
Du blev også forsøgt motiveret til at tage medicinen frivilligt, men det blev vurderet, at det ikke var muligt at opnå frivillig medvirken.
Medicin og dosis
Når man giver beroligende medicin med magt, skal man altid vælge lægemidler, som er afprøvede og med færrest bivirkninger. Det skal også gives i sædvanlig dosis og administration.
Du blev tilbudt at tage beroligende medicin frivilligt med injektion Serenase 5 mg og injektion Lorazepam 2 mg intramuskulært, som er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, og doseringerne var almindelige.
Vi vurderer dog, at det er usædvanligt at administrere begge lægemidler samtidigt, som det blev gjort i dit tilfælde. Man vil normalt administrere ét lægemiddel ad gangen og afvente effekten af dette, før der gives et andet lægemiddel.
Det fremgår ikke af din journal, hvorfor man valgte at give dig både injektion Serenase og injektion Lorazepam på én gang.
Den samtidige behandling med injektion Serenase og injektion Lorazepam er på den baggrund ikke tilstrækkeligt begrundet.
Vi tilsidesætter derfor beslutningen den 17. juni 2021 kl. 11.00 om at give dig beroligende medicin med magt.
Konklusion
Vi tiltræder delvist afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Det betyder, at vi kan godkende beslutningen om at give dig beroligende medicin med magt den 18. juni 2021 kl. 10.00, den 20. juni 2021 kl. 11.50, den 20. juni 2021 kl. 18.30 og den 23. juni 2021 kl. 15.35.
Det betyder også, at vi kan godkende beslutningen om behandling med tvang den 18. september 2021 kl. 10.00.
Det betyder endvidere, at vi kan godkende beslutningen om at behandle dig med elektrostimulation med brug af tvang den 21. juni 2021 kl. 10.00.
Vi ændrer på den baggrund afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn, da vi ikke kan godkende beslutningen om at give dig beroligende medicin med magt den 17. juni 2021 kl. 11.00.
Afgørelsen er truffet af et enigt ankenævn.
Lovgivning
Her kan du se de regler, som vi har afgjort din sag efter, og andre relevante regler for din sag.
Bekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (psykiatriloven)
- § 4, stk. 1, om frivillig medvirken og betænkningstid
- § 4, stk. 2 - 4, om mindst indgribende tvang
- § 12 om tvangsbehandling, herunder med elektrostimulation
- § 13 om behandling med tvang af en fysisk sygdom
- § 17, stk. 2, om beroligende medicin med magt
- § 31 om oplysninger til patienten før tvang
- § 32, stk. 1, om vejledning om klageadgang
- § 32, stk. 2 og 3, om opsættende virkning ved klage
- § 36, stk. 3, om sagsbehandlingstid i Det Psykiatriske Patientklagenævn
- § 38, stk. 1, om klage til Det Psykiatriske Ankenævn
- § 38, stk. 2, om klagefristen
- § 38, stk. 3, om klage til en anden administrativ myndighed
Bekendtgørelse nr. 339 af 15. marts 2023 af lov om lægemidler
- § 7 om afprøvede lægemidler
Bekendtgørelse nr. 1075 af 27. oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger
- § 4, om afprøvede lægemidler i sædvanlig dosis ved medicinering med tvang