Tilladelse på baggrund af en stor knude (teratom), der voksede ved fosterets haleben
Sagsnummer:
26AB67
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 10. marts 2026
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
21+0
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
38 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 38-årig kvinde med en graviditetslængde på 21+0 uger. En ultralydsundersøgelse i 1. trimester havde vist normale forhold, mens en ultralydsundersøgelse i 2. trimester havde vist en knude på over 5 cm, der voksede fra halebenet. En ekstra ultralydsundersøgelse konkluderede, at der var tale om en stor godartet knude, kaldet et teratom. Prognosen afhang af knudens vækst, blodforsyning og risikoen for udvikling af væskeophobning (hydrops) i graviditetsforløbet. Der var risiko for for tidlig fødsel og barnet ville skulle gennemgå en operation, hvor der blandt andet ville ske hel eller delvist fjernelse af halebenet. Der var risiko for trykskade, fordi knuden trykkede på blære og tarm, ligesom der var risiko for nerveskade ved operationen, da knuden lå i tæt relation nerveforsyningen til blære og tarm.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort. Vi lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for alvorlig sygdom hos barnet på grund af den store knude (teratom), der voksede ved halebenet. Vi lagde også vægt på, at barnet skulle opereres kort efter fødslen med et usikkert funktionsniveau til følge, fordi der var en stor risiko for, at halebenet måtte fjernes i sin helhed. Der var også en betydelig risiko for, at der ville ske skade på nerveforsyningen til blære, tarm og til benene. Derudover havde knuden en væsentlig blodkarforsyning, og fosteret var derfor i risiko for blodmangel og kredsløbsproblemer.
Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedsloven § 94, stk. 1, nr. 1.