Tilladelse da kvinden boede på et bosted og ville miste uddannelsestilknytning
Sagsnummer:
26AB38
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 10. februar 2026
Juridisk tema:
Sociale forhold
Graviditetslængde:
20+3
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
16 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 16-årig kvinde med en graviditetslængde på 20+3. Kvinden havde blandt andet ADHD og en spiseforstyrrelse og boede på et bosted for at sikre rette behandling. Hun havde ikke færdiggjort 9. kl, men havde udsigt til at starte i et uddannelsesforløb. Kvindens netværk var hendes forældre, der var fraskilte og hver især var udfordrede psykisk og socialt. Kvinden var ikke længere kæreste med barnefader, der gik i 10. kl. og han ønskede ikke at være en del af det.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort.
Vi lagde vægt på, at kvinden ville miste sin uddannelsestilknytning, hvis hun skulle gennemføre graviditeten og tage vare på et barn, fordi det med den store støtte fra bosted hidtil ikke var lykkedes at fastholde hende i uddannelsessystemet. Der var nu udsigt til, at det var muligt, men det ville være usandsynligt hvis hun skulle tage vare på et barn samtidig. Vi lagde også vægt på, at kvindens netværk var spinkelt, da det alene bestod af hendes forældre, som selv var udfordrede og som ikke havde kunne tage sig af kvinden, mens hun alene var i behandling for sin spiseforstyrrelse. Endeligt lagde vi vægt på, at det ikke kunne afvises at hendes psykiske tilstand ville blive forværret, hvis hun skulle tage vare på et barn.
Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94 stk. 1, nr. 5.