Tilladelse: kvindens psykiske og sociale forhold

Resumé

Sagen drejede sig om en 22-årig kvinde, der var gravid i uge 18+6.

Der var blevet foretaget en ultralydsscanning af fosteret, som hovedsageligt havde vist normale forhold hos fosteret.

Kvinden modtog kontanthjælp og havde ikke haft en længerevarende tilknytning til en videregående uddannelse eller arbejdsmarkedet. Herudover bestod kvindens netværk primært af familie, som ikke boede tæt på. Kvinden havde i øvrigt et overforbrug af alkohol og misbrug af narkotika.

Herudover havde kvinden fået stillet diagnoserne bipolar lidelse, ADD og autisme. Kvinden modtog medicinsk behandling, men fik ikke altid taget den ordinerede medicin regelmæssigt. På grund af sin bipolare lidelse havde hun depressive perioder, som varede i flere uger, og maniske perioder af kortere karakter. I maniske perioder oplevede hun blandt andet, at hun havde et forøget forbrug af alkohol og narkotika. I depressive perioder havde hun blandt andet selvmordstanker- og planer. På grund af sin autisme var hun præget af manglende empati og havde svært ved at fungere socialt i samspil med andre. Hun havde desuden svært ved at læse andre personers signaler. Herudover havde kvinden også svært ved at etablere struktur og rammer på egen hånd, herunder at nå huslige gøremål og møde til tiden.

En speciallæge i psykiatri havde vurderet, at følgerne efter ADD og autisme ikke kunne helbredes, ligesom følgerne efter bipolar lidelse ofte ville være kronisk. Speciallægen havde også vurderet, at kvinden ikke ville være i stand til at tage vare på barnet på forsvarlig måde.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 3, 4 og 5.

Nævnet lagde vægt på, at graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet medførte en væsentlig risiko for forringelse af kvindens psykiske helbred.

Det skyldtes, at kvinden allerede grundlæggende var i en svær psykisk sygdom, som følge af sine psykiske sygdomme, hvor hun havde svært ved at udføre dagligdagsopgaver og være i sociale sammenhænge. Det skyldtes også, at kvinden var psykisk belastet af tankerne om at skulle gennemføre graviditeten, og at fortsættelsen af graviditeten kunne føre til yderligere forværring af hendes selvmordstanker og -planer. Nævnet lagde også vægt på, at der ikke var andre muligheder for afhjælpning end ved afbrydelse af den konkrete graviditet, da kvinden havde svært ved at få taget den lægeordinerede medicin regelmæssigt, og hun selvmedicinerede med alkohol og narkotika.

Nævnet lagde desuden vægt på, at hun, ud fra en samlet helhedsvurdering af den aktuelle situation, ikke ville kunne drage forsvarlig omsorg for barnet på grund af væsentlig funktionsnedsættelse, der skyldtes hendes psykiske sygdomme. Det skyldtes, at hun på grund af sine psykiske sygdomme blandt andet havde svært ved at udføre dagligdagsopgaver, være i sociale sammenhænge, læse andre personers signaler og håndtere belastninger på en hensigtsmæssig måde, herunder blandt andet ved misbrug af narkotika.

Nævnet lagde herudover også vægt på, at graviditeten, fødslen og omsorgen for barnet måtte antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden på grund af hendes sociale forhold. Det skyldtes blandt andet, at hun modtog kontanthjælp og ikke havde haft en længerevarende tilknytning til en videregående uddannelse eller arbejdsmarkedet. Det skyldtes desuden, at hun generelt ikke havde nok social støtte tæt nok på. Det skyldtes også kvindens generelle helbredsmæssige forhold, herunder blandt andet følgerne af hendes psykiske lidelser og misbrug af narkotika. Herudover lagde nævnet vægt på, at belastningen ikke kunne afhjælpes på anden måde på daværende tidspunkt end ved afbrydelse af denne graviditet.