Tilladelse til fosterreduktion som følge af tvilling med svær neuralrørsdefekt

Sagsnummer:

26AB22

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 29. januar 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

14+5

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

31 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 31-årig kvinde, der var gravid med tvillinger og havde en graviditetslængde på 14+5 uger. En ultralydsscanning havde vist, at den ene tvilling havde en misdannelse i form af en neuralrørsdefekt, som betød, at en del af kraniet manglede (delvis akrani), og at dele af hjernen og dens membraner bulede ud gennem åbningen i kraniet (encephalocele). Hjernemisdannelsen var uforenelig med liv og dødelig.    

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til fosterreduktion.

Abortnævnet lagde vægt på, at der var en risiko for, at tvillingen ville få alvorlig sygdom som følge af den påviste neuralrørsdefekt. Vi lagde også vægt på, at der var tale om en dødelig tilstand, og at sygdommen hos tvillingen ville kunne føre til en tidlig fødsel og svangerskabsforgiftning.  

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 95, stk. 3.