Tilladelse til abort på grund af Dandy-Walkers Syndrom, som gav hjernemisdannelse
Sagsnummer:
26AB15
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 15. januar 2026
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
19+0
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
32 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 32-årig kvinde med en graviditetslængde på 19+0 uger. En ultralydsundersøgelse havde vist, at der var forandringer i den bagerste del af hjernen og lillehjernen hos fosteret, og at der var en hjernemisdannelse i form af Dandy-Walkers Syndrom. Syndromet er forbundet med kromosomafvigelser og andre misdannelser, som man ikke altid kan finde før fødslen. Derudover er syndromet forbundet med risiko for abnorm neurologisk udvikling med forsinket udvikling, mental retardering og abnorm motorisk udvikling. Prognosen kan variere meget.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for alvorlig sygdom hos barnet på grund af, at fosteret havde en hjernemisdannelse i form af Dandy-Walkers Syndrom, som er en misdannelse i lillehjernen. Vi lagde også vægt på, at der var mere end 50 % risiko for, at der ville være genetiske syndromer hos fosteret og mere end 80 % risiko for, at fosteret ville udvikle vand i hovedet. Vi lagde endvidere vægt på, at prognosen for barnet var meget alvorlig, da misdannelsen var forbundet med relativt store risici i form af kromosomafvigelse og andre misdannelser i centralnervesystemet.
Tilladelsen blev givet efter sundhedsloven § 94 stk. 1, nr. 1.