Tilladelse til sterilisation af 21-årig kvinde med middelsvær mentalretardering

Resumé

Sagen drejede sig om en 21-årig kvinde. Hun havde ytret et tydeligt ønske om at blive steriliseret, men forstod ikke betydningen af indgrebet.

Kvinden var mentalt retarderet med en IQ på 25-45. Hun udviklede sig ikke alderssvarende, var svært overvægtig og havde problemer med ryggen, hoften og fødderne.

Hun boede på et bosted fik hjælp og støtte i dagligdagen, herunder til personlig hygiejne og dagligt medicinindtag. Kvinden ville ikke kunne afvise eventuel seksuel kontakt eller sørge for regelmæssig p-pillebehandling. En spiral ville kræve, at kvinden skulle under generel anæstesi. Kvinden havde en P-stav, som gjorde, at hun tog på i vægt. Hun havde haft sin P-stav i mere end 3 år.

Mulighederne for senmodning og for at kunne lære at anvende nogle former for prævention var usandsynlig. Det kunne ikke forventes, at hendes evne til at drage omsorg for børn på en forsvarlig måde ville blive udviklet.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet behandlede sagen efter sundhedslovens § 110 og gav tilladelse efter sundhedslovens § 107, stk. 1, nr. 2 og § 107, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på, at hun var ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet på grund af forstyrrelse af hendes intellektuel udvikling, da hun var mentalt retarderet i middelsvær grad og havde en IQ på under 45 Nævnet lagde også vægt på, at hun ikke kunne drage omsorg for børn på en forsvarlig måde, da hun ikke kunne tage vare på sig selv og selv var plejekrævende og afhængig af andres hjælp og støtte i dagligdagen.

Herudover lagde nævnet vægt på, at hendes diagnoser var som varige, og ikke kunne helbredes. Det var også vurderet, at senmodning var usandsynlig og hun ville ikke kunne indhente de evner eller tillære sig de kompetencer, der kunne gøre, at hun senere ville kunne drage omsorg for børn på en forsvarlig måde.

Nævnet lagde desuden vægt på, at sterilisation ville være den mest hensigtsmæssige og mindst indgribende måde at forebygge graviditet for kvinden på. Det skyldtes blandt andet, at hvert skifte af en P-stav indebar infektionsrisiko, at P-staven ville skulle skiftes hvert 3. år, og at der var risiko for, at der ville skulle ske hyppigere skifte i hendes situation på grund af P-stavens aftagende præventive effekt ved overvægt. Andre præventionsformer kunne være uhensigtsmæssige, da hun ville have svært ved at reagere på eventuelle bivirkninger eller manglende virkninger af prævention.