Tilladelse til abort på grund af meningocele i fosterets baghoved
Sagsnummer:
25AB74
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 17. december 2025
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
21+0
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
29 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 29-årig kvinde med en graviditetslængde på 21+0 uger. Der var ved en ultralydsskanning i uge 19+0 konstateret en udposning på baghovedet af fosteret. En MR- skanning viste at der var tale om et meningocele. Det betød, at der var tale om en sjælden medfødt misdannelse, hvor hjernehinderne (meninges) og cerebrospinalvæske buler ud gennem en knoglefejl i baghovedet. Det var blandt andet oplyst, at der var risiko for at barnet fik epilepsi og neurologisk udviklingshæmning, herunder kognitive udfordringer. Risikoen var 25 % for neurologiske problemer og tilstanden ville kræve, at der skulle foretages en operation i 4-6 måneders alderen.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort efter sundhedsloven § 94 stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for alvorlig sygdom hos barnet på baggrund af meningocelet i baghovedet. Det skyldtes, at der var tale om en sjælden misdannelse, der isoleret set gav en høj risiko på 25 % for neurologisk udviklingshæmning, herunder kognitive forandringer. Nævnet lagde også vægt på, at der oftest er en genetisk tilstand, som ligger til grund for en misdannelse af denne karakter og at selvom prognosen isoleret set for selve udposningen kunne have et spænd med udfordringer af lettere grad til svær udviklingshæmning, ville en genetisk underliggende tilstand forværre prognosen.