Tilladelse til abort: ung alder og sociale forhold

Resumé

Sagen omhandlende en 17-årig ung kvinde, der var 18+5 uger henne. Kvinden ansøgte om abort på baggrund af ung alder og sociale forhold.

Kvinden havde flere måneder forinden anmodningen om abort til Abortnævnet aflyst og været udeblevet fra adskillige lægekonsultationer vedrørende abort. Kvinden var også blevet gjort opmærksom på, at graviditeten havde været ved at nærmere sig udgangen af uge 18.

Kvinden havde ikke så tæt et forhold til sine forældre, der var skilt. Hun boede hos den af sine forældre, som hun havde det mindst tætte forhold til. Kvinden havde få veninder, og hun havde ikke et godt forhold til barnefar, der ligesom hende heller ikke havde fortalt sine forældre om graviditeten. Kvindens løn rakte på daværende tidspunkt til resten af måneden, men hun skulle snart til at betale for at bo hjemme. Kvinden havde afsluttet 9. klasse og havde efter et år på en anden ungdomsuddannelse netop startet på en ny. Hun ville uddanne sig indenfor et erhverv, hvor man ofte ville skulle arbejde i weekenden og om aftenen.

Som løsningsmulighed på et eventuelt afslag på at få tilladelse til abort, havde kvinden tænkt, at det måske havde været nemmere ikke at være her.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav kvinden tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 4 og § 94, stk. 1, nr. 5. Da den gravide var mindreårig blev principperne i Børnekonventionen også iagttaget.

Abortnævnet lagde vægt på, at hun var 17 år, ikke reagerede svarende til sin alder og manglede selvomsorg. Dette kunne ses ved, at hun havde aflyst eller var udeblevet fra adskillige konsultationer vedrørende abort.

Abortnævnet lagde også vægt på, at hun ikke var selvstændig økonomisk og ikke ville kunne fortsætte med sin uddannelse, hvis hun fik et barn.

Abortnævnet lagde desuden vægt på, at hun havde et spinkelt netværk og generelt meget lidt social støtte. Dette skyldtes, at hun havde få venner, at hun ikke havde et godt forhold til barnefaren, og at hun ikke havde et særlig tæt forhold til sine forældre. Hun boede hjemme, men det kunne ikke forventes, at hendes netværk kunne give hende den nødvendige støtte og omsorg.

Abortnævnet lagde derudover også vægt på, at det var bekymrende, at hun beskrev selvmord som løsningsmulighed ved en gennemførelse af graviditeten. Dette var særligt bekymrende på grund af hendes alder, og at hun ikke ville kunne gå til nogen med disse selvmordstanker, da hun generelt havde et spinkelt netværk.

Abortnævnet lagde i øvrigt også vægt på, at hun var i krise på mange måder, også ud over at være gravid. Dette kunne ses ved, at hun havde meget lidt social støtte, manglede selvomsorg og ikke reagerede svarende til sin alder.

Abortnævnet lagde endeligt vægt på, at der efter en samlet vurdering af hendes sociale forhold og unge alder måtte antages, at hun ikke kunne drage forsvarlig omsorg for et barn, og at et barn ville medføre en alvorlig belastning af den gravide kvinde, som ikke ville kunne afhjælpes på anden måde.