Tilladelse til abort på grund af følger af primær CMV-virus
Sagsnummer:
25AB62
Offentliggørelsesdato:
fredag den 5. december 2025
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
21+4
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
38 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 38-årig kvinde med en graviditetslængde på 21+4 uger, som havde været syg med infektion under graviditeten. Ved den sene gennemskanning blev der set ascitesvæske i fosterets mave og ekkogene tarme, som kan være tegn på en underliggende sygdom eller kromosomafvigelse. Der var også set en Blacke Pouch cyste, som er en sjælden godartet medfødt misdannelse i fosterets hjerne.
En fostervandsprøve viste, at der var en primær CMV-infektion (herpes) og en MR-skanning viste desuden, at moderkagen var fortykket og en yderligere ultralydsundersøgelse viste, at fosteret havde væksthæmning, hvor særligt mavens omfang var lille (mindre end -3SD). En kromosomundersøgelse (array-CGH) var normal. Det blev oplyst, at der var en risiko for neurologiske skader på fosteret på 40 % i form af alvorlige fysiske eller mentale handicaps, og at der samlet set var en risiko for fosterdød inden fødsel og for neonatal død. Der var ikke behandlingsmuligheder for at mindske risikoen for disse komplikationer.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94 stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for alvorlig sygdom på baggrund af fosterets tilstand. Det skyldtes, at der var påvist CMV-virus, som primær infektion og at ascitesvæske, ekkogene tarme, forstørret moderkage og væksthæmning var følger efter denne virus. Derudover lagde nævnet vægt på, at der var risiko for hjernemæssige (cerebrale) påvirkninger, som ikke kunne ses på en skanning. Endeligt lagde nævnet vægt på, at der ud fra et samlet billede af de påviste følger af CMV-infektionen var en dyster prognose med risiko for fosterdød og at der er ikke var behandlingsmuligheder af CMV-infektionen og dens følger.