Tilladelse på grund af fund af Triple X og mulighed for Turner Syndrom

Sagsnummer:

25AB49

Offentliggørelsesdato:

mandag den 17. november 2025

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

20+0

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

33 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 33-årig kvinde med en graviditetslængde på 20+0. En kromosom test, NIFTY, havde vist risiko for Turner Syndrom, hvorefter der blev foretaget en moderkagebiopsi, der var normal, men den kunne ikke udelukke monosaicisme og der blev foretaget en fostervandsprøve. Fostervandsprøven påviste Triple X syndrom med mulighed for Turner Syndrom. Kvinden anmodede om abort på baggrund af dette fund og oplyste, at hun i forvejen havde et lille barn, ligesom hun oplevede at være psykisk sårbar.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94 stk. 1, nr. 1 om medicinske forhold ved fosteret.

Flertallet lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for alvorlig sygdom i form af kognitive vanskeligheder og psykisk sårbarhed på baggrund af de præsenterede kromosomfejl som Triple X og muligvis Turner Syndrom. Risikoen for kognitive vanskeligheder som indlæringsvanskeligheder blev estimeret til op mod 5-10 % ved Triple X syndrom alene og der kunne være tale om en yderligere risiko for psykisk sårbarhed, hvis det viste sig at barnet havde Turner Syndrom. Endeligt blev kvindens abortønske og hensyn til det eksisterende barn samt kvindens oplevelse af psykisk sårbarhed med angst tillagt vægt.

Mindretallet vurderede, at der var tale om en risiko for alvorlig sygdom, men at det var usikkert, hvor stor denne risiko var. Det blev tillagt vægt, at det ud fra det oplyste ikke kunne karakteriseres som en væsentlig risiko.