Tilladelse til sterilisation af en person under 18 år: Holoprosencefali og mental retardering i middelsvær grad

Resumé

En 17-årig pige og hendes forældre anmodede om sterilisation.

Ansøgeren var kendt med en medfødt misdannelse af hjernen og var mental retarderet med en IQ på 47.

Ansøgerens diagnoser betød, at ansøgeren var svært hæmmet, manglede indsigt i mange ting og var ude af stand til at tage vare på et barn. Herudover betød ansøgerens diagnoser, at ansøgeren ikke kunne medvirke til anvende spiral, P-stav eller modtage injektioner. Ansøgeren var desuden kørestolsbruger og svært overvægtig.

Ansøgeren var ofte i aflastning, interesserede sig for drenge og skulle flytte på et bosted, når hun blev 18 år.

Anmodningen om sterilisation var begrundet i, at hun ikke ønskede eller turde risikere graviditet, hverken på daværende tidspunkt eller fremover.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet behandlede anmodningen efter sundhedslovens § 111, hvoraf det følger, at Abortnævnet blandt andet skal vurdere anmodning om tilladelse til sterilisation i de tilfælde, hvor ansøgeren er under 18 år.

Abortnævnet kan tillade sterilisation, hvis personen ikke kan drage omsorg for børn på forsvarlig måde på grund af svær psykisk lidelse med realitetstab eller manglende indsigt, anden psykisk lidelse, forstyrrelse af intellektuel udvikling, svære dyssociale personlighedstræk eller alvorlig fysisk sygdom. Der skal ved vurderingen lægges særlig vægt på, om forholdene antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af graviditet kan ske på anden måde. I de tilfælde, hvor ansøgeren er under 18 år, kan der kun gives tilladelse, hvis ganske særlige forhold taler derfor.

Abortnævnet gav tilladelse efter sundhedslovens § 107, stk. 1, nr. 2, stk. 2 og stk. 3.

Flertallet lagde vægt på flere forhold.

Flertallet lagde vægt på, at ansøgeren ikke kunne drage omsorg for børn på en forsvarlig måde på grund af sine diagnoser, herunder misdannelse af hjernen og mentalretardering i middelsvær grad. Det skyldtes, at ansøgeren fungerede som et barn på ca. 2-3 år og ikke i øvrigt kunne tage vare på sig selv, herunder at ansøgeren selv var plejekrævende og afhængig af andres hjælp og støtte i dagligdagen og under almindelige sundhedskonsultationer.

Flertallet lagde også vægt på, at ansøgerens diagnoser var varige, da de ikke kunne helbredes og senmodning blev vurderet, at være usandsynlig.

Det betød, at ansøgeren fortsat ville have brug for den rette hjælp og støtte. Det betød også, at ansøgeren ikke ville kunne indhente de evner eller tillære sig en stor del af de kompetencer, der kunne gøre, at ansøgeren senere ville kunne drage omsorg for børn på en forsvarlig måde.

Flertallet lagde desuden også vægt på, at der ikke var udsigt til, at graviditet kunne forebygges hensigtsmæssigt på anden måde. Det skyldtes, at behandling med p-piller var risikabel specielt, når man var overvægtig og ikke kunne bevæge sig. Ligesom ansøgeren heller ikke selv ville kunne administrere brugen heraf. Det skyldtes også, at oplægning af en spiral eller indoperation af en p-stav ville kræve generel anæstesi.

Endeligt lagde flertallet vægt på, at der forelå sådanne ganske særlige forhold, at der kunne gives tilladelse til ansøgeren, selvom ansøgeren var under 18 år. Det skyldtes, at ansøgeren ikke kan tage vare på sig selv, at ansøgeren tilstand er varig, at der allerede var og fortsat ville være en risiko for uønsket graviditet, da ansøgeren interesserede sig for drenge, ofte var i aflastning og snart skulle bo på et bosted. Det skyldtes også, at det ville være traumatiserende for ansøgeren, hvis hun bliver gravid, og at den omstændighed, at hun senere ville fylde 18 år ikke ville kunne ændre på eller forbedre de øvrige nævnte forhold, heriblandt sine manglende evner til at drage omsorg for børn.

Mindretallet afgav dissens. Mindretallet var enig med hensyn til, at der var flere forhold, der talte for at give en tilladelse til sterilisation, herunder blandt

andet hendes manglende evner til at drage omsorg for børn, varigheden af hendes tilstand, og at graviditet ikke kan forebygges hensigtsmæssigt på anden måde. Mindretallet var dog ikke enig i, at der forelå sådanne ganske særlige forhold, at der kunne tillades sterilisation, når ansøgeren var under 18 år. Mindretallet var ikke enig i, at risikoen for uønsket graviditet var så betydelig eller så ganske særlig, at der kunne gives tilladelse til sterilisation af ansøgeren. Mindretallet var heller ikke enig i, at de øvrige forhold var så ganske særlige, hverken i sig selv eller ud fra en samlet helhedsvurdering, at mindretallet kunne tiltræde tilladelsen til sterilisation af ansøgeren.