Abort tilladt på grund af cyster på fosterets lunge

Sagsnummer:

25AB41

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 5. november 2025

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

21+2

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

25 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 25-årig kvinde der var gravid i uge 21+2. Hun anmodede om abort, da der ved fosterskanning var fundet cyster på fosterets lunge. Cysternes størrelse og antal medførte at fosterets hjerte, mavesæk og nyre blev skubbet. Fosteret havde begyndende væskeansamlinger i huden og bughulen, samt påvirket blodgennemstrømning i det blodkar der fører iltet blod fra navlestrengen til fosterets hjerte. Fosteret var akut truet med påvirkning af hjertet, cyster i lungen og væskeansamlinger.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1. Vi lagde vægt på, at der var væsentlig risiko for fosterdød i livmoderen som følge af tilstanden. Vi lagde endvidere vægt på, at barnet ville være alvorligt sygt, hvis fosteret klarede det til levedygtigt alder. Det skyldes, at der var en stor risiko for, at barnet ikke ville kunne trække vejret efter fødslen, da cysterne medførte meget begrænset lungevæv, og der derfor ikke ville kunne komme nok luft ned i lungen.