Tilladelse til abort på grund af væsentlig risiko for alvorlig sygdom hos barnet som følge af et underudviklet hjerte
Sagsnummer:
25AB30
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 16. oktober 2025
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
20+5
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
29 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 29-årig kvinde, der var 20+5 uger henne. En ultralydsscanning påviste, at fosteret havde hjertemisdannelsen hypoplastisk venstre hjertesyndrom (HLHS). Fosterets hovedpulsåre og venstre hjertekammer var underudviklet og uden flow. Prognosen blev vurderet som dårlig, da tilstanden krævede tre store hjerteoperationer inden for det første leveår, som alene ville blive foretaget med henblik på lindring.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1. Abortnævnet lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for alvorlig sygdom hos barnet som følge af den alvorlige hjertemisdannelse. Vi lagde også vægt på, at behandlingsmulighederne i form af flere operationer medførte risici såsom iltmangel, hjerneblødninger og infektioner. Til sidst lagde vi også vægt på, at barnet, trods behandlingsmulighederne, alene ville have et hjerte med et fungerende pumpekammer, et lavt funktionsniveau samt en øget risiko for tidlig død.