Vestre Landsret 27/8-2021
Ikke årsagsforbindelse mellem patientens nervegener og en tidligere operation. Retten tilsidesatte arbejdsmarkedets erhvervssikrings vurdering af årsagssammenhængen, da denne ikke havde støtte i Retslægerådets svar i sagen.
Rettens sagsnummer:
BS-39229/2020-VLR
Ankenævnets sagsnummer:
2015-131
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 27. august 2021
Domstol:
Vestre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
Appelleret
Nej
Patienten begyndte at døje med smerter i lænden og fik i løbet af 2012 flere smerter i lænden. Patienten blev opereret i 2013 og fik senere en blokade som følge af voldsomme smerter efter operationen. Hun blev efterfølgende henvist til yderligere undersøgelse og blev opereret igen i april 2014. Operationen hjalp imidlertid ikke på patientens smerter.
Patienterstatningen anerkendte, at der var grundlag for at yde erstatning iht. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, idet skaden i form af påvirkning af højre femoralisnerve var tilstrækkelig sjælden og alvorlig. Patienterstatningen tilkendte i samme afgørelse en godtgørelse for svie og smerte samt godtgørelse for varigt mén og erstatning for helbredelsesudgifter.
Ankenævnet vurderede imidlertid, at skaden i det aktuelle tilfælde ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig, idet patientens smerter med overvejende sandsynlighed skyldes påvirkning af nervus cutaneous femoralis lateralis, som forekommer i op til 5 procent af operationer af den pågældende slags. Der var således ikke grundlag for at yde erstatning iht. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.
Patienten indbragte sagen for Retten i Horsens med 3 påstande om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at patienten var påført en patientskade i forbindelse med operationen i 2013, var berettiget til erstatning i forbindelse med blokadeanlæggelsen og var påført en patientskade i forbindelse med operationen i 2014.
Sagen blev forelagt Retslægerådet, der i sin besvarelse understøttede ankenævnets vurdering. På denne baggrund fandt retten i Horsens ikke, at patienten havde løftet bevisbyrden for at der var tilstrækkeligt sikkert grundlag til at tilsidesætte ankenævnets vurdering.
Sagen ved landsretten angik, om en patientskade i form af nervepåvirkning medførende føletab og smerter på venstre lår havde medført et varigt mén på 5 procent og dermed haft erstatningsberettigende følger, der overstiger minimumsgrænsen for erstatning og godtgørelse på kr. 10.000,-, jf. dagældende klage- og erstatningslovens § 24, stk. 2.
Under landsrettens behandling af sagen fremkom AES med en supplerende udtalelse, der – ligesom den første – gik Ankenævnet for Patienterstatningen imod. AES vurderede således, at skadelidte ved patientskaden var blevet påført et varigt mén på 5 % i form af føleforstyrrelser og smerter i højre lår, men at føleændringerne på venstre side var svundet. Med henvisning til Retslægerådets svar havde AES lagt til grund, at føleforstyrrelserne i højre side havde årsagssammenhæng med patientskaden.
Spørgsmålet var herefter, om AES’ udtalelser (rent faktisk) havde støtte i Retslægerådets vurdering af årsagssammenhængen eller ej. I overensstemmelse med Ankenævnet for Patienterstatningens anbringende fandt landsretten ikke, at det var tilfældet. Skadelidte havde derfor ikke godtgjort, at der var et sikkert grundlag for at tilsidesætte den indbragte afgørelse om afslag på erstatning og godtgørelse.
Byrettens frifindende dom blev således stadfæstet.