Svendborg 15/1-2021
Den 10-årige forældelsesfrist i KEL § 60b, stk. 3, regulerer udtømmende forældelsesfristen i sager, hvor patientskademyndighederne tidligere har truffet en bindende afgørelse om anerkendelse eller udbetaling af erstatning. Der er ikke hjemmel til at supplere forældelsesreglen i KEL § 60b, stk. 3, med den 30-årige forældelsesfrist i forældelsesloven.
Rettens sagsnummer:
BS-14013/2019-SVE
Ankenævnets sagsnummer:
18/7402
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 15. januar 2021
Domstol:
Retten i Svendborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Appelleret
Nej
Sagen drejer sig om en yngre mandlig patient, der i februar 2006 fik anerkendt en erstatningsberettigende nyreskade som følge af behandling med lægemidlet Pentasa, jf. § 6 i lægemiddelskadeloven. I april 2006 fik han tilkendt erstatning og godtgørelse for skaden, og sagen blev efterfølgende afsluttet uden tilkendelse af yderligere erstatning og godtgørelse.
I februar 2018 anmodede patienten om genoptagelse af sagen, idet der var indtrådt en forværring af den tidligere anerkendte nyreskade. Både Patienterstatningen og ankenævnet afviste at genoptage sagen iht. KEL § 60b, stk. 3, idet kravet var indgivet mere end 10 år efter den sidste positive afgørelse om tilkendelse af erstatning og godtgørelse.
Patienten indgav herefter stævning med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at erstatningskravet ikke var forældet.
Under retssagen gjorde patienten blandt andet gældende, at der iht. forældelseslovens (herefter "FOL") § 28 er hjemmel til at supplere forældelsesreglen i KEL § 60b, stk. 3, med den 30-årige forældelsesfrist i FOL § 3, stk. 1, nr. 1. Patienten henviste herved til forholdets særlige beskaffenhed, idet patienten ikke inden udløbet af 10-årfristen havde kendskab til senfølgen og dermed ikke kunne have anmeldt sit krav på yderligere erstatning før udløbet af den 10-årige forældelsesfrist.
Patienten gjorde desuden gældende, at forældelsesfristen i KEL § 60b, stk. 3, er i strid med de grundlæggende hensyn, som revisionen af FOL hviler på.
Retten fandt, at spørgsmålet om forældelse skulle afgøres iht. KEL § 60b, stk. 3. Bestemmelsen indeholder en absolut forældelsesfrist, som ikke kan suspenderes, om som indebærer, at patienten afskæres fra at rejse krav efter fristens udløb, selv om vedkommende ikke havde mulighed for at kende til forværringen. Spørgsmålet om forældelse skal ikke behandles iht. FOL, heller ikke i medfør af FOL § 28, da forældelsesbestemmelserne i KEL er lex specialis (speciallovgivning, der går forud for generel lovgivning), jf. FOL § 1. Ankenævnet blev derfor frifundet.