Roskilde 21/12-2021

En patient, der per telefon valgte at indgive en klage over Patienterstatnin-gens afgørelse, havde ikke overholdt klagefristen, hvorfor Ankenævnet for Patienterstatningen med rette havde afvist klagen som for sent indgivet

Rettens sagsnummer:

BS-44667/2020-ROS

Ankenævnets sagsnummer:

2020-4509

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 21. december 2021

Domstol:

Retten i Roskilde

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Roskilde211221

Appelleret

Nej

En patient modtog den 25. marts 2020 en afgørelse fra Patienterstatningen vedrørende yderligere erstatning i anledning af en allerede anerkendt patientskade.

Afgørelsen blev fremsendt gennem den digitale løsning, som Patienterstatningen anvender til kommunikation med patienterne, og det var i afgørelsen anført, at klage skulle indgives til Ankenævnet for Patienterstatningen inden 1 måned efter modtagelsen af afgørelsen.

Patienten henvendte sig dagen efter, den 26. marts 2020 til Patienterstatningen per telefon. Det var under sagen omstridt, hvorvidt patienten under denne samtale havde påklaget afgørelsen fra Patienterstatningen: Dette var patientens opfattelse, mens den medarbejder, der havde besvaret opkaldet blandt andet havde noteret, at patienten virkede utilfreds med afgørelsen, at han ønskede at tale med den medarbejder, der havde truffet afgørelsen, og at medarbejderen havde givet mundtlig vejledning om, hvordan afgørelsen kunne påklages til Ankenævnet for Patienterstatningen.

Den 28. april 2020, hvilket var præcis én dag efter den ved lov fastsatte klagefrists udløb på 1 måned, kontaktede patienten på ny Patienterstatningen, hvilket igen skete per telefon. Under denne samtale, hvor patienten talte med den sagsbehandler, der havde truffet afgørelsen, var det ubestridt, at patienten ønskede at klage over den. Medarbejderen hos Patienterstatningen oversendte herefter samme dag sagen til ankenævnet som en anke af Patienterstatningens afgørelse.

Under ankenævnets behandling af sagen anførte patienten, at han allerede den 26. marts 2020 havde påklaget afgørelsen under telefonsamtalen. Ankenævnet traf afgørelse om at afvise at behandle klagen på grund af overskridelse af klagefristen. Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at klageren havde påklaget afgørelsen forud for den 28. april 2020 eller at der i øvrigt var oplyst om sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ses bort fra overskridelsen af klagefristen.

Patienten indbragte ankenævnets afgørelse om afvisning for domstolene, hvor han fastholdt, at han havde klaget rettidigt ved henvendelsen den 26. marts 2020.

Herudover var det patientens synspunkt, at han under samtalen den 26. marts 2020 burde have været vejledt om muligheden for at klage per telefon, og at klagefristen derfor måtte anses suspenderet frem til den 28. april 2020.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at det af Patienterstatningens telefonnotat fra samtalen den 26. marts 2020 fremgik, at patienten var blevet vejledt om muligheden for at klage over afgørelsen, og at en sådan vejledning ikke ville give mening, hvis patienten under samtalen havde klaget over afgørelsen. Retten lagde endvidere vægt på patientens egen forklaring for retten om, at han under telefonsamtalen den 26. marts 2020 også havde modtaget en mundtlig vejledning om, hvordan han kunne klage pr. telefon, og altså ikke kun via den digitale selvbetjeningsløsning, som der var henvist til i den skriftlige klagevejledning.

Idet patienten herudover ikke havde oplyst en særlig grund til, at der kunne ses bort fra overskridelsen af klagefristen, fandt retten herefter ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse om afvisning af klagen, og frifandt derfor ankenævnet for patientens påstand om, at sagen skulle hjemvises til realitetsbehandling hos ankenævnet.