Speciallæge burde selv have undersøgt patienten

Speciallæge i gynækologi Huu Tri Nguyen (aut. ID 00NGM) burde selv have undersøgt en gravid kvinde, idet der var mistanke om graviditet udenfor livmoderen efter en undersøgelse lavet af en studerende. (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

23DNM65

Offentliggørelsesdato:

fredag den 29. september 2023

Speciale:

Gynækologi og obstetrik

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • speciallæge i gynækologi og obstetrik Huu Tri Nguyen, aut. ID 00NGM, ████, for behandlingen den august 2021.

Det betyder, at speciallæge i gynækologi og obstetrik Huu Tri Nguyen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i gynækologi og obstetrik Huu Tri Nguyen hos ████, den 23. august 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at speciallæge Huu Tri Nguyen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed i sin instruktion af en medicinstuderende
  • at speciallæge Huu Tri Nguyen ikke tilså eller scannede ████.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 23. august 2021 fik 23-årige ████ foretaget en graviditetsscanning af en medicinstuderende hos ████ grundet blødninger trods positive graviditetstests. Hun oplyste i et spørgeskema, at hun havde haft periodevise underlivssmerter. Til konsultationen blev det oplyst, at ████ tog en positiv graviditetstest den 5. august 2020 og fik sin menstruation dagen efter, og at hun havde endnu en blødning den 18. august 2020 samt kraftig positiv graviditetstest dagen efter. Hun fik foretaget en vaginal ultralydsscanning, der påviste normale forhold med tegn på en cyste efter ægløsning (corpus luteum). Scanningen kunne ikke bekræfte en eventuel graviditet, hvorfor der blev planlagt blodprøvetagning med 2 dages interval. ████ blev oplyst om, at der kunne være tale om en tidlig graviditet, at graviditeten ikke udviklede sig som den skulle, eller at graviditet sad uden for livmoderen. Videre blev hun oplyst om at tage lægelig kontakt ved blødning eller smerter.

Det fremgår af klagen, at ████ blev indlagt senere samme dag, fordi hun blev dårlig med kraftige smerter. Det er anført, at hun blev opereret, hvor graviditet uden for livmoderen og venstre æggeleder blev fjernet.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra speciallæge Huu Tri Nguyen, at den medicinstuderende konfererede behandlingen med ham, og at han så scanningsbillederne. Det er anført, at der på baggrund af drøftelserne blev aftalt blodprøvetagning med 2 dages interval, og at ████ blandt andet skulle informeres om, at der kunne være tale om en tidlig graviditet eller graviditet uden for livmoderen.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra speciallæge Huu Tri Nguyen, at ████ ikke havde akut blødning eller smerter.

Det fremgår af et spørgeskema, som ████ havde udfyldt, at hun havde haft periodevise underlivssmerter og blødninger.

Styrelsen har lagt vægt på:

  • at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.
  • at styrelsen ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da styrelsen træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Styrelsen finder herefter grundlag for at fastslå, at ████ oplyste, at hun havde haft periodevise underlivssmerter og blødninger.

Undersøgelse foretaget af speciallægen

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge Huu Tri Nguyen for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at speciallæge Huu Tri Nguyen burde have foretaget en gynækologisk undersøgelse og vaginal ultralydsscanning af ████, idet hun oplyste, at hun havde haft periodevise underlivssmerter og blødninger. På baggrund heraf samt resultatet af den seneste graviditetstest, der var kraftigere positiv end den forrige test trods blødninger, var der risiko og stor sandsynlighed for graviditet uden for livmoderen, som kræver indlæggelse. Det var således ikke tilstrækkeligt at lade en medicinstuderende foretage konsultationen og undersøgelsen uden supervision af speciallægen, uagtet at speciallægen vurderede scanningsbillederne, samt planlagde blodprøvetagning med 2 dages interval.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i gynækologi og obstetrik Huu Tri Nguyen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 23. august 2021 hos ████.

Instruktion af en medicinstuderende

Disciplinærnævnet vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge Huu Tri Nguyen for sin instruktion af en medicinstuderende.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at speciallæge Huu Tri Nguyen udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed i sin instruktion af en medicinstuderende, idet den medicinstuderende på baggrund af konferering med speciallægen oplyste ████ om, at scanningsbillederne ikke kunne bekræfte en eventuel graviditet, og at der kunne være tale om en tidlig graviditet, at graviditeten ikke udviklede sig som den skulle, eller at graviditet sad uden for livmoderen. Videre blev ████ oplyst om blodprøvetagning med 2 dages interval med henblik på at måle niveauet af Choriogonadotropin (hCG), der anvendes ved mistanke om graviditet, og at tage lægelig kontakt ved blødning eller smerter.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i gynækologi og obstetrik Huu Tri Nguyen handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin instruktion af en medicinstuderende i relation til behandlingen af ████ den 23. august 2021 hos ████.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed