Manglende reaktion på symptomer på blodprop
Vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt (aut. ID 00HS1) får kritik med indskærpelse for ikke at reagere på klassiske symptomer på dyb venetrombose hos en gravid patient (offentliggøres pga. indskærpelse).
Sagsnummer:
23DNM51
Offentliggørelsesdato:
mandag den 4. september 2023
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik med indskærpelse til:
- vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt (aut. ID 00HS1), Lægevagten i Region , for behandlingen den 11. januar 2023.
Det betyder, at vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Det skal desuden indskærpes over for vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Klagen
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt hos Lægevagten i Region , den 11. januar 2023.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling af sit venstre ben.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 11. januar 2023 tog 25-årige telefonisk kontakt til Lægevagten i Region , hvor hun kom til at tale med vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt. oplyste, at hendes venstre ben var hævet, at huden på benet var anderledes, samt at hun var gravid i uge 28. Vagtlægen foretog herefter en objektiv undersøgelse af s ben via et videolink, hvorefter vagtlægen vurderede, at der hverken var tale om en blodprop eller infektion. Vagtlægen opfordrede herefter til at kontakte sin praktiserende læge med henblik på kontrol.
Det fremgår af en lydfil, at oplyste over for vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt, at hendes venstre ben havde gjort rigtig ondt i et par dage, samt at det var hævet. oplyste videre, at hendes lår var varmt, samt at huden på benet så anderledes ud med rød/lilla farvede pletter.
har anført i sin klage, at hun kontaktede en akutafdeling senere samme dag, hvor det blev konstateret, at hun havde en blodprop i benet. har videre anført, at hun blev indlagt og opstartet i behandling med blodfortyndende medicin.
Begrundelse
Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling af sit venstre ben, idet vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt burde have mistænkt, at der kunne være tale om en blodprop, da havde symptomer herpå i form af smerter i benet, ensidig hævelse og rød/lilla farvede pletter på hudens overflade, ligesom hun var gravid i uge 28.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at DVT (dyb venetrombose/blodprop i de dybe vener i benet) skal mistænkes ved ensidig hævelse af underekstremiteterne, som oftest er ledsaget af smerter og funktionsbegrænsning. Gravide har desuden en øget risiko for blodpropper i den sidste del af graviditeten. - det ikke var relevant og tilstrækkeligt, at vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt opfordrede til at kontakte sin praktiserende læge med henblik på kontrol, idet hun som minimum burde have været henvist til en fysisk konsultation i lægevagten eller alternativt henvist til et hospital uden en forudgående konsultation, idet det ved mistanke om en blodprop i de dybe vener i benet er almindelig praksis at henvise patienten til akut udredning på et hospital.
Det forhold, at havde klassiske symptomer på dyb venetrombose med smerter i benet gennem 2 dage, ensidig hævelse og misfarvning af huden, uden at det blev mistænkt eller undersøgt nærmere, hvorvidt der var tale om dyb venetrombose, er efter disciplinærnævnets opfattelse en særlig skærpende omstændighed.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt handlede væsentlig under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 11. januar 2023 hos Lægevagten i Region .
Det skal samtidig indskærpes over for vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Offentliggørelse
Denne afgørelse vil blive offentliggjort på www.sundhed.dk og www.stpk.dk med angivelse af titel, navn og autorisationsID, for så vidt angår vagtlæge Håkan Johannes Brockstedt. Dette følger af klage- og erstatningslovens § 17, og af § 3, stk. 1, nr. 2, i Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger vil blive anonymiseret ved offentliggørelse.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse