Manglende registrering af vaccine og batchnummer
Praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen (aut. ID 00NK0) får kritik for ikke at registrere en given MFR 2 vaccine, således at vaccinens batchnummer ikke fremgik af journalen.
Sagsnummer:
23DNM50
Offentliggørelsesdato:
fredag den 1. september 2023
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling, Journalføring
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik til:
- praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen (aut. ID 00NK0), , for journalføringen den 20. maj 2020.
Der gives ikke kritik til:
- praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen, , for behandlingen.
Det betyder, at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved journalføringen.
Det betyder, at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
1. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen hos , den 20. maj 2020.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at der ikke blev foretaget en 4-års undersøgelse af
- at ikke blev vaccineret på relevant vis.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 20. maj 2020 blev 4-årige behandlet af praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen hos .
Under konsultationen modtog sin MFR 2 vaccine.
Det fremgår af klagen, at der ikke pågik en 4-års børneundersøgelse af , herunder at der ikke blev talt om hans aktuelle sundhedstilstand. Videre fremgår det, at ikke blev målt og vejet under konsultationen til trods for ønske herom. Endvidere fremgår det, at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen gav MFR 2 vaccinen uden varsel.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at det var sundhedsfagligt forsvarligt ikke at foretage en 4-års undersøgelse af i forbindelse med MFR 2 vaccinen, idet vaccinationen ikke er betinget og forudsat af en forudgående børneundersøgelse, og idet der blev tilbudt mulighed for at bestille en ny tid hertil
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at de fastlagte alderstrin i børnevaccinations- og børneundersøgelsesprogrammet skal følges kronologisk, hvorfor vaccinationen og den dertilhørende børneundersøgelse sædvanligvis udføres samtidigt. Det er imidlertid ikke en forudsætning, at der pågår en samtidig vaccination og børneundersøgelse, da de ikke er betinget og forudsat af hinanden, og det er således i overensstemmelse med praksis at foretage dem enkeltvis. Det kan hertil oplyses, at der kan foretages en MFR 2 vaccine uden en samtidig 4-års børneundersøgelse, hvis det sikres, at programmerne fortsat følges. - at blev vaccineret på relevant vis, idet han modtog en MFR 2 vaccine, hvilket er i overensstemmelse med børnevaccinationsprogrammet for 4-årige. Den omstændighed, at s mor anfører, at vaccinationen blev givet uden varsel, er ikke ensbetydende med, at vaccinationen ikke blev foretaget på relevant vis, idet der i forbindelse med vaccination af børn kan aftales forskellige muligheder vedrørende udførelsen heraf.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af , den 20. maj 2020 hos .
2. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen ikke foretog en korrekt journalføring af behandlingen af på , den 20. maj 2020.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen ikke registrerede den MFR-vaccine, som han gav til
SAGSFREMSTILLING
Den 20. maj 2020 modtog en MFR 2 vaccine af praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen hos .
Det fremgår af klagen, at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen ikke registrerede MFR 2 vaccinen i systemet. Videre fremgår det, at vaccinen efterfølgende er blevet registreret af s nye praktiserende læge, dog uden et batchnummer.
Det fremgår af en udtalelse til sagen af praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen, at MFR 2 vaccinen fejlagtigt ikke blev registreret i systemet under konsultationen.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om journalføringen har været i overensstemmelse med reglerne om journalføring samt ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.
I henhold til autorisationslovens § 21, stk. 1, skal læger føre patientjournaler over deres virksomhed.
Det fremgår af dagældende journalføringsbekendtgørelses § 10, stk. 2, nr. 2, litra i, at patientjournalen skal indeholde oplysninger om ordination af lægemidler, samt eventuelt batchnummer, hvis oplysningerne er relevante og nødvendige.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen for hans journalføring.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at der ikke blev ført journal på relevant vis, idet praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen ikke registrerede den MFR 2 vaccine, som han gav til , og vaccinens batchnummer derfor ikke fremgår af journalen.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at et batchnummer gør det muligt at identificere en bestemt og specifik produktion og parti af et givent lægemiddel således at man i tilfælde af en uventet og uønsket reaktion af lægemidlet kan reagere herpå ved at dokumentere og tilbageholde det eksakte parti.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Jørgen Geert-Jørgensen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af den 20. maj 2020 hos .
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
- § 21 om journalføring
Bekendtgørelse nr. 530 af 24. maj 2018 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.) (journalføringsbekendtgørelsen):
- § 10 om patientjournalens indhold