Viborg 10/4-2014

En kvinde kontaktede den 21. januar 2006 vagtlægen ad flere omgange, blev indlagt og gen-nemgik et langt og kompliceret forløb efter en infektion med bakterien pneumokok, der gav hende en alvorlig forgiftning og koldbrand, så der måtte foretages amputationer og efterfølgende plastiskkirurgisk behandling. Hun blev med virkning fra den 1. juni 2006 tilkendt førtidspension.

Patientforsikringen fandt, at hun var påført en skade i form af en forsinket diagnosticering af pneumokoksepsis medførende nekrose, DIC-syndrom og amputationer som følge af behandlingen. Patientforsikringen fastsatte godtgørelse for svie og smerte til det maksimale efter loven og fandt hende berettiget til den maksimale méngodtgørelse efter erstatningsansvarsloven på 120 %. Patientforsikringen lagde ved fastsættelse af varigt mén vægt på, at hun som følge af skaden havde fået amputeret begge underben 15 cm under knæet og 2.-5. finger på begge hænder. Hun havde nedsat sensibilitet i spidsen af venstre hånds tommelfinger og var i gang med plastikkirurgisk korrektion af sit ansigt, efter at hendes næse var faldet af.

Patientforsikringen et midlertidigt erhvervsevnetabet til 50 %, og fastsatte ved en efterfølgende afgørelse det endelige erhvervsevnetab til 85 %. Patientskadeankenævnet tiltrådte at hendes erhvervsevnetab som følge af patientskaden var 85 %.

Afgørelsen blev indbragt for retten, og der blev i denne forbindelse indhentet to vejledende udtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen. I begge udtalelser vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at hun havde et erhvervsevnetab på 85 %. Der blev i forbindelse med hovedforhandlingen afgivet forklaring fra kvinden, hendes søn og hendes to personlige hjælpere.

Retten fandt, at hun havde et erhvervsevnetab på 100 % som følge af patientskaden. Retten udtalte, at forklaringen fra kvinden sammenholdt med vidneforklaringerne efterlod et indtryk af, at hun uden fysisk hjælp end ikke kunne foretage meget afgrænsede praktiske opgaver så som at lave mad, klæde sig på eller gå på toilettet uden for hjemmet. Hun var usikker på benene, og kunne kun køre bil i meget begrænset omfang. Endvidere havde hun kognitive vanskeligheder. Retten udtalte endvidere, at forklaringerne blev støttet af det visuelle billede hun efterlod ved sit fremmøde i retten. Patientskadeankenævnet blev herefter dømt til at anerkende, at hun havde et erhvervsevnetab på 100 % som følge af patientskaden.