Vestre Landsret 7/6-2000

En midaldrende kvinde havde i nogle år haft gener fra underlivet. Efter en række undersøgelser m.v. fik man mistanke om, at hun led af endometriose. Da generne tiltog foretog man operativ fjernelse af et pudeformet fortykket vævsområde mellem skeden og endetarmen. Efter operationen udviklede der sig en fistel mellem endetarmen og skeden. Syningen bristede, og der konstateredes siven af afføring og pus fra vagina, hvorfor det blev nødvendigt at anlægge en aflastende colostomi. Et par måneder senere kunne tarmen lægges tilbage. Indgrebet forløb uden komplikationer. Efter endt behandling oplyste kvinden, at hun bl.a. havde konstante, invaliderende smerter i maven, lokaliseret til underlivet og til arret efter colostomien. Patientforsikringen fandt, at kvinden var behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at komplikationerne ikke lå ud over, hvad hun med rimelighed måtte tåle. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Sagen blev herefter indbragt for landsretten. Under sagen blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet.

Landsretten lagde efter Retslægerådets udtalelse til grund, at der var indikation for at gennemføre operationen, hvor vævet blev fjernet, og at den blev udført korrekt, samt at den efterfølgende stomioperation var velbegrundet og udført i overensstemmelse med anerkendt praksis. Herefter kunne hverken det forhold, at der ikke blev foretaget en ultralydsundersøgelse før operationen, eller det forhold, at en hormonbehandling ikke blev forsøgt, begrunde erstatning. Der var ej heller påvist forhold i forløbet efter operationen, der kunne begrunde erstatning efter § 2, stk. 1, nr. 1. Ved afgørelsen af, om sagsøgeren havde krav på erstatning efter § 2, stk. 1, nr. 4, måtte der ved vurderingen af sagsøgerens skade tages hensyn både til den rectovaginale fistel, der opstod i umiddelbar forbindelse med operationen, og det efterfølgende, komplicerede, forløb omfattende en stomioperation og omgøring af somioperationen samt til den langvarige sårheling. Efter det foreliggende kunne ingen af de nævnte komplikationer isoleret betragtet anses for sjældne. Komplikationerne skulle sammenholdes med, at sagsøgeren før operationen igennem lang tid havde haft underlivssmerter beskrevet som konstante med anfaldsvis forværring. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgerens skade ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle. Hun havde derfor ikke krav på erstatning i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4.

Patientskadeankenævnet blev således frifundet.