Vestre Landsret 27/8-2020

Patienten blev den 8. marts 2013 påkørt af en cyklist og blev samme dag røntgenundersøgt på Hospital 1, der vurderede, at der ikke var brud på foden. Patienten henvendte sig igen den 18. marts 2013 til Hospital 1, da smerterne i foden var blevet værre og nu trak op i benet. En CT-scanning påviste et brud i lisfranc-leddet i foden. Den 20. marts 2013 blev patienten akut indlagt på Hospital 1 grundet besvimelse og åndenød og  en CT-scanning viste, at patienten havde fået blodpropper i begge lunger.

Patienterstatningen vurderede, at patienten var blevet påført en skade i forbindelse med den forsinkede diagnosticering og behandling af bruddet i foden og blodpropperne i. Hospital 1 indbragte afgørelsen for Ankenævnet for Patienterstatningen, der fandt, at patienten ikke var blevet påført en skade. Ankenævnets begrundelse var, at forsinkelsen af diagnosticeringen af bruddet i venstre fod ikke havde medført en skade og at patientens blodprop i lungerne ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingsforløbet, men i stedet forhold hos patienten selv.

Denne afgørelse indbragte patienten for domstolene. Under sagens behandling ved domstolene afgav Retslægerådet to erklæringer. Patienten gjorde principalt gældende, at den modtagne behandling på Hospital 1 ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard og subsidiært, at skaderne måtte anerkendes i medfør af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Byretten fandt, at den forsinkede diagnosticering og behandling af bruddet i foden ikke havde medført en skade, samt at blodpropperne skyldtes patientens grundsygdom og ikke behandlingsforløbet. Ankenævnet blev derfor frifundet. Patienten ankede herefter sagen til Vestre Landsret.

Landsretten fandt i lighed med byretten, at behandlingen den 8. marts 2013 var en fejlbehandling, da bruddet i foden var blevet overset. Med henvisning til Retslægerådets besvarelser om, at patientens sluttilstand i forhold til fodtraumet og dens graduering ikke kunne forklares med den forsinkede diagnosticering af bruddet, fandt landsretten dog ikke grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse.

I forhold til blodpropperne henviste landsretten til Retslægerådets besvarelser, hvoraf det blandt andet fremgik, at der ikke var kliniske tegn på en blodprop og at der ikke skulle være iværksat yderligere undersøgelser herfor i forbindelse med behandlingen af bruddet i foden, samt at blodpropperne med størst sandsynlighed var betinget af selve fodtraumet og ikke behandlingen. Landsretten nåede derefter frem til, at der heller ikke på dette punkt var grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom. Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.