Svendborg 15/3-2012

En patient blev opereret på grund af aortaklapinsufficiens og aortaaneurisme. Selve hjerteoperationen blev udført med et godt resultat, men som led i operationen blev der indført en EKKOprobe, der perforerede spiserøret. Der blev derfor indsat en stent, der senere (efter en udskiftning) perforerede hovedpulsåren, hvilket medførte patientens død ca. 2 måneder efter hjerteoperationen.

Patientforsikringen fandt, at skaden ikke kunne anerkendes i henhold til klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 1 og 4, hvilket Patientskadeankenævnet tiltrådte.

Patientskadeankenævnet tiltrådte, at betingelserne i klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Retten var enig heri. Det centrale spørgsmål i sagen var imidlertid, om betingelsen om skadens relative alvor i nr. 4, var opfyldt, idet nævnet lagde til grund, at sjældenhedskriteriet i nr. 4, var opfyldt.

Et flertal i nævnet (5 ud af 8) fandt ikke, at kriteriet om skadens relative alvor var opfyldt, og lagde vægt på patientens meget alvorlige grundsygdom, der ubehandlet medførte risiko for døden med 15 % pr. år, og at der var en risiko for svære komplikationer forbundet med det operative indgreb, herunder ca. 5-6 % risiko for døden. Et mindretal i nævnet fandt henset til den meget alvorlige og sjældne skade, som behandlingen medførte, at betingelserne for anerkendelse efter nr. 4, var opfyldt.

Under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at det var meget sandsynligt, at det var nedlæggelsen af EKKOproben, der var årsag til perforeringen af spiserøret, at nedlæggelsen af EKKOproben havde væsentlig betydning for operationen, og at skadelidte meget sandsynligt døde som følge af en fatal blødning i spiserøret opstået på grund af en abnorm forbindelse mellem aorta og spiserøret med stor sandsynlighed forårsaget af den indlagte stent. Retslægerådet udtalte videre, at der var 1/10000 risiko for, at der skete perforation i hver af de to tilfælde, som var sket, og at selve hjerteoperationen var udført med et tilfredsstillende resultat. Endelig udtalte Retslægerådet, at skadelidtes hjertelidelse medførte en dødelighedsrisiko på 30 % inden for 2-3 år, hvis der ikke blev iværksat behandling, at der var en risiko på 5-6 % for døden i forbindelse med det operative indgreb og på 10 % inden for de første 30 postoperative dage, og at der herudover forelå en række ikke-ubetydelige komplikationer i form af blandt andet hjerneskade, dialysekrævende nyresvigt, forbigående atrieflimmer, pacemakerkrævende tilstand, og betændelse i brystbenet.

Retten nåede efter en konkret afvejning til samme resultat som nævnets mindretal. Retten lagde vægt på den meget alvorlige skade (døden), som ikke var en følge af patientens grundlidelse, hvorfor skaden var omfattet af klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 4, på trods af den alvorlige grundlidelse og det oplyste om dødelighedsrisikoen. Patientskadeankenævnet blev således ikke frifundet.

Dommen viser den til tider meget vanskelige afvejning, som skal foretages efter reglen i klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 4, i forhold til en på den ene side alvorlig grundlidelse og på den anden side en så alvorlig skadesfølge, som at patienten afgår ved døden.