Østre Landsret 23/5-2017

En yngre kvinde anmeldte en sag til Patienterstatningen, fordi hun mente, at hun i perioden 2004-2005 havde fået stillet en forkert diagnose (skizofreni uden specifikation og skizotypisk sindslidelse), og at hun som følge heraf var blevet fejlmedicineret med Risperdal. Patienten havde bl.a. vedvarende hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær, ekstrem træthed, rysten og manglende energi og stivhed i kroppen. Skadesanmeldelsen blev modtaget i Patientforsikringen den 23. juli 2014.

Patientforsikringen fandt, at sagen var forældet, da der var gået mere end 5 år fra, at patienten følte sig fejldiagnosticeret og fejlbehandlet, til hun anmeldte forholdet, jf. lov om patient-forsikring § 19, stk. 1. Endvidere var der gået mere end 3 år, fra patienten fik kendskab til en eventuel skade som følge af behandlingen med Risperdal, til hun anmeldte den, jf. lov om erstatning for lægemiddelskader § 22, stk. 1. Patienterstatningen lagde vægt på, at det fremgik af skadesanmeldelsen, at patienten allerede på indlæggelsestidspunktet følte sig fejlplaceret, og at patienten derudover i perioden 2004-2007 løbende klagede over, at hun følte sig fejlbehandlet og fejldiagnosticeret og derfor fejlmedicineret. Videre blev der lagt vægt på, at behandlingen med Risperdal ophørte i juni 2006, og at patienten i behandlingsforløbet løbende havde oplyst, at denne behandling havde givet hende følelsen af sløvhed og tomhed.

Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Det var i klagen bl.a. anført, at forældelse med rette først kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor patienten havde opnået tilstrækkelig klarsynethed, alder og evne og som følge af oplysninger fra sin nye psykolog burde indse, at hun havde et krav at gøre gældende. Ankenævnet henviste til samme begrundelse som Patienterstatningen og tilføjede, at patienten i perioden 2004-2007 løbende gjorde opmærksom på, at medicinen gav hende følelsen af sløvhed og tomhed, og at hun således ikke befandt sig i en tilstrækkelig uvidenhed om kravet. Det forhold, at den sene anmeldelse af kravet måtte skyldes manglende kendskab til retsreglerne ændrede ikke på vurderingen.

Sagen blev indbragt for retten. Retten fandt, at patienten havde foretaget anmeldelse til Patientforsikringen efter udløbet af den 5-årige frist i lov om patientforsikring § 19, stk. 1, og efter udløbet af den 3-årige frist i lov om erstatning for lægemiddelskader § 22, stk. 1. Retten lagde til grund, at patienten gentagne gange i perioden 2004-2006 gjorde opmærksom på, at hun følte sig fejldiagnosticeret og fejlbehandlet med Risperdal. Endvidere lagde retten til grund, at patienten, efter at være tilknyttet et nyt behandlingssted, hvor hun fik stillet en ny diagnose, og efter en nedtrapning af lægemidlet Risperdal fra den 30. maj 2016, endeligt ophørte med at indtage Risperdal i perioden op til en lægesamtale den 2. marts 2007. Ved denne lægesamtale, gav hun udtryk for, at alle hendes problemer var begyndt, efter at hun begyndte at få Risperdal, og at hun ikke syntes, at den medicin, hun fik på det tidspunkt, havde samme virkning. Retten vurderede på den baggrund, at patienten fra dette tidspunkt ikke længere var i utilregnelig uvidenhed om, at hendes oplevelse af skade kunne henføres til diagnosticeringen og medicineringen. Hendes unge alder og øvrige personlige forhold samt det af patienten i øvrigt anførte, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Patienten ankede byrettens dom til Østre Landsret. Landsretten fandt af samme grunde som byretten, at patienten senest i marts 2007 burde have haft kendskab til, at hendes eventuelle skade kunne været forårsaget af behandlingen og medicineringen, og hun fra dette tidpunkt ikke længere var i utilregnelig uvidenhed herom. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom om at frifinde ankenævnet.