Lyngby 7/7-2021

Sagsøger havde fået fjernet livmoderen i 1984, og man havde efterfølgende konstateret urinblærebrok. Sagsøger blev derfor opereret den 9. november 2009.

Ankenævnet for Patienterstatningen traf afgørelse den 7. juni 2012, hvor ankenævnet anerkendte, at sagsøger som følge af behandlingen den 9. november 2009 og frem blev påført en patientskade, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4 (tålereglen), i form af aflukning af venstre urinleder samt efterfølgende udvikling af sårbrok. Afgørelsen blev ikke indbragt for domstolene.

Sagen angik derimod en prøvelse af ankenævnets afgørelse af 3. oktober 2013, hvorved ankenævnet fandt, at sagsøger ikke som følge af den anerkendte patientskade var berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte, og at sagsøger ikke var påført et varigt mén.

Retslægerådet afgav under sagen seks udtalelser, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fremkom med en vejledende udtalelse. Efter Retslægerådets femte udtalelse og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse, hvori der blev lagt afgørende vægt på nye oplysninger (bilag 13), besluttede ankenævnet at se på sagsøgers sag igen.

Den 6. december 2018 traf ankenævnet afgørelse om, at ankenævnet ikke ville genoptage sagen til fornyet behandling, og at ankenævnets afgørelser af 7. juni 2012 og 3. oktober 2013 fastholdtes. Der blev ikke nedlagt påstande særskilt med relation til denne afgørelse.

Ankenævnet lagde til grund, at sagsøger (også) med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade i form af et moment af urgeinkontinens som følge af arvæv efter operationen den 9. november 2009. Skaden var dog ikke tilstrækkeligt sjælden til anerkendelse efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4 (tålereglen), idet komplikationen forekommer hos mere end 2% af de opererede patienter.

Ankenævnet gjorde efterfølgende gældende, at momentet af urgeinkontinens er forårsaget af arvæv og ikke er forårsaget af afklemning af urinrøret eller sårbrok, hvorfor inkontinens ikke en del af den anerkendte patientskade. Den samme operation havde med andre ord ifølge ankenævnet været årsag til to separate personskader; en erstatningsberettigende patientskade og en yderligere skade, som der ikke var grundlag for at anerkende som en patientskade.

Retten lagde efter Retslægerådets besvarelser til grund, at sagsøgers urgeinkontinens med overvejende sandsynlighed skyldtes arvæv efter operationen, mens det ikke fandtes godtgjort, at den opståede urgeinkontinens havde sammenhæng med eller udgjorde en del af den allerede anerkendte patientskade.

Efter Retslægerådets besvarelser fandt retten det heller ikke godtgjort, at sagsøgers urgeinkontinens var så sjælden, at lidelsen selvstændigt kunne anerkendes som en patientskade efter § 20, stk. 1, nr. 4. Ankenævnet blev således frifundet.

Endelig bemærkes, at under hovedforhandlingen ønskede sagsøger at stille en speciallæge, der var indkaldt som vidne, spørgsmål om, hvor ofte der forekommer patienter med urgeinkontinens efter en operation, som den sagsøger havde fået foretaget.

Ankenævnet protesterede herimod, navnlig under henvisning til, at Retslægerådet i sagen havde svaret, at risikoen for urgeinkontinens efter en operation som den foreliggende er på 10-15 %, og at speciallægen således ikke skulle besvare spørgsmål som sagkyndig, herunder spørgsmål som falder ind under Retslægerådets kompetence.

Retten afsagde kendelse til ankenævnets fordel om, at sagsøger ikke kunne tillades at stille vidnet spørgsmålet om skadens sjældenhed.