Kolding 27/02-2017

En kvindelige patient gennemgik i 2013 en hofteoperation med indsættelse af en venstresidig hofteprotese. Patienten havde henvendt sig til sin egen læge tilbage i 2010, og blev i denne forbindelse diagnosticeret med fibromyalgi.

Ved en røntgenundersøgelse i 2013 viste det sig, at patienten havde dobbeltsidigt hoftedysplasi. Det var ikke muligt at foretage en operation for hoftedysplasi (ganz-osteotomi) på grund af slid i hoften.

Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde afveget fra, hvordan erfaren specialist ville have handlet, idet en røntgenundersøgelse tilbage i 2010, med overvejende sandsynlighed havde vist dobbeltsidigt hoftedysplasi. Det var Patienterstatningens vurdering, at patienten ved rettidig diagnose og behandling havde undgået nogle af smerterne fra hoften samt indsættelsen af en hofteprotese i venstre side, idet man kunne nøjes med en ganz-osteotomi. Patienterstatningen vurderede, at patienten var berettiget til godtgørelse for midlertidigt øgede gener og for varige mén i venstre hofte svarende til 5 procent.

Patienterstatningen vurderede derudover, at patienten havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. januar til 30. september 2014, men at patienten selv ved rettidig diagnosticering ikke ville have været i stand til at varetage sit arbejde på fuld tid. Erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste blev derfor fastsat skønsmæssigt.

Ankenævnet for Patienterstatning stadfæstede Patienterstatningens afgørelse om, at patienten alene var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. januar til 30. september 2014. Ankenævnet fandt desuden, at der ved vurderingen af patientens indtægtstab også skulle tages hensyn til hendes øvrige lidelser. 

Ankenævnet vurderede, at det var meget usikkert, i hvilken grad slidgigten i venstre hofte havde udviklet sig på tidspunktet for rettidig diagnosticering i 2010, hvorfor ankenævnet ikke fandt det overvejende sandsynligt, at man straks her ville have foretaget osteotomi af venstre hofte. Ankenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at en væsentlig andel af alle osteotomier senere ender med en hofteprotese, samt at der er en ikke en ubetydelig risiko for komplikationer i forbindelse med osteotomier.

Sagen blev indbragt for retten. Retten vurderede på baggrund af det foreliggende, at patienten ikke havde løftet bevisbyrden for, at hendes indtægtstab forud for den 1. januar 2014 skyldtes den forsinkede diagnosticering af hoftedysplasi. Retten lagde i overensstemmelse med ankenævnets afgørelse til grund, at det ikke med overvejende sandsynlighed kunne antages, at patienten straks havde fået en osteotomi af venstre hofte, herunder særligt henset til, at der et år efter, at patienten blev diagnosticeret med dysplasi i højre hofte, stadig ikke var planlagt en dato for osteotomi af denne.

Ankenævnet blev herefter frifundet.