Horsens 20/6-2018

En kvindelig patient blev i oktober 2012 opereret i venstre øre på grund af et hul på trommehinden. Patienten var tidligere opereret på grund af hul på trommehinden i højre øre. Efter operationen havde hun nedsat hørelse og var lydfølsom på venstre øre, og hun fik derfor høreapparat. Kvinden var samtidig psykisk påvirket af forløbet.

Patienterstatningen anerkendte, at kvinden var påført en skade i form af høretab på venstre øre, da der var tale om en sjælden og alvorlig komplikation, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1. nr. 4. Patienterstatningen tilkendte kvinden en godtgørelse for varigt mén på 5 procent for høretabet.

I september 2015 afgjorde Patienterstatningen, at kvinden havde ret til 2.884 kr. i erstatning for kørsel- og psykologudgifter, 167.393 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og 72.500 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Patienterstatningen afviste, at kvinden havde ret til erstatning for udgiften til høreapparat, fordi udleveringen af høreapparatet havde været gratis, samt afviste dækning af udgifter til medicin, som ikke skyldtes behandlingsskaden. Patienterstatningen afviste desuden at tilkende yderligere godtgørelse for varigt mén, da kvindens gener ikke udgjorde mere end 5 procent. Endelig afviste Patienterstatningen at yde erstatning for erhvervsevnetab, da det konkrete høretab ikke var egnet til at påvirke hendes erhvervsevne i et sådant omfang, at det kunne begrunde erstatning for erhvervsevnetab.

Kvinden klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen, som i en afgørelse 31. marts 2016 stadfæstede Patienterstatningens afgørelse.

Ankenævnets afgørelse blev af kvinden indbragt for retten med påstand om, at sagen ikke var blevet tilstrækkeligt oplyst, hvorfor ankenævnets afgørelse burde hjemvises til fornyet behandling. Under retssagen blev der indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vedrørende kvindens varige mén og erhvervsevnetab som følge af operationen i oktober 2012. AES vurderede, at kvindens varige mén som følge af behandlingsskaden var mindre end 5 procent og at hendes erhvervsevnetab var under 15 procent. AES bemærkede, at kvindens hørenedsættelse på venstre øre skyldtes en sygdom i det indre øre, og at sygdommen i øvrigt ikke var stationær, men derimod fremadskridende.

Retten lagde ud fra udtalelsen til grund, at kvindens hørenedsættelse ikke skyldes de operationer, hun havde undergået, og at den fortsatte udvikling i hendes høretab måtte tilskrives hendes grundlidelse. Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at sagen ikke var blevet tilstrækkelig oplyst, og at der i øvrigt ikke var grundlag for at tilsidesætte afgørelsen. Ankenævnet blev dermed frifundet.