Herning 7/7-2021
Retten fandt det ikke sandsynligt, at patientens gener efter en hjertelidelse skyldtes en diagnoseforsinkelse.
Rettens sagsnummer:
BS-1577/2016-HER
Ankenævnets sagsnummer:
16/6115 (2016-169)
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 7. juli 2021
Domstol:
Retten i Herning
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Appelleret
Nej
Sagen angik, om sagsøgeren i forbindelse med sit opkald til lægevagten var blevet påført en erstatningsberettigende skade efter klage- og erstatningsloven. Tvisten i sagen var særligt, om sagsøgerens hjertelidelse helt eller delvist havde sin årsag i en diagnoseforsinkelse i forbindelse med opkaldet til lægevagten. Det var et spørgsmål under sagen, om der var grundlag for bevislempelse.
Sagsøgeren havde kontaktet lægevagten, idet han oplevede stærke smerter i brystet og oplyste, at han havde haft smerter i et par dage, men at disse var tiltagende. Sagsøgeren fik i forbindelse med opkaldet til lægevagten tid til konsultation kl. 22.00 den 1. oktober 2014, men valgte kl. 21.00 at melde afbud til denne. Klokken 22.30 henvendte sagsøgeren sig dog igen til lægevagten, idet der var en forværring af smerterne i brystet. Sagsøgeren blev herefter indlagt til observation for blodprop i hjertet. Sagsøgeren blev overført til behandling på hjerteafdelingen på et andet sygehus, hvor det viste sig, at han havde en blodprop i hjertet.
Sideløbende med Patienterstatningens behandling af sagen, klagede sagsøgeren over behandlingen den 1. oktober 2014 til Styrelsen for Patientsikkerhed, som ved afgørelse af 18. maj 2016 udtalte kritik af den behandling, som sagsøgeren havde modtaget hos lægevagten. Styrelsen udtalte, at behandlingen var ”under normen for almindelig anerkendt faglig standard”.
Sagen angik prøvelse af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 23. maj 2016, hvorved ankenævnet vurderede, at sagsøgeren ikke i forbindelse med sit opkald til lægevagten den 1. oktober 2014 var blevet påført en erstatningsberettigende skade efter klage- og erstatningsloven.
Ankenævnet havde ved afgørelserne af 28. juni 2016 og 7. maj 2018 afvist, at der var grundlag for at genoptage sagsøgerens sag.
På baggrund af Retslægerådets svar fandt retten ikke, at sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at det var overvejende sandsynligt, at hans gener/symptomer var forårsaget af diagnoseforsinkelsen, hvorfor ankenævnet blev frifundet.