Herning 10/1-2017

På grund af forsnævring af rygmarvskanalen blev en patient opereret i ryggen på sygehus A i 2004. Han blev opereret igen på sygehus B i 2006, da han stadig havde rygsmerter. Rygsmerterne forsvandt ikke, og patienten mente, han var påført skade ved operationerne. Han anmeldte derfor sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen).

For så vidt angik behandlingen på sygehus A anerkendte Patientforsikringen, at patienten havde ret til erstatning. En erfaren specialist ville have udført operationen i 2004 anderledes, hvorved patienten med overvejende sandsynlighed have undgået operationen i 2006 og en forlænget sygeperiode. Patienten fik tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for udgifter til helbredelsesudgifter.

Patientforsikringen vurderede, at patienten med overvejende sandsynlighed ikke var påført en skade i forbindelse med operationen på sygehus B i 2006. Han havde derfor ikke ret til erstatning for behandlingen her.

Efter patienten igen var blevet opereret i 2010, anmodede han Patientforsikringen om at genoptage sagen vedrørende behandlingen på sygehus B. Patientforsikringen afviste at genoptage sagen, og patienten klagede over denne afgørelse til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Patienten anførte blandt andet, at det efterfølgende forløb med behov for operation i 2010 havde vist, at operationen i 2006 på sygehus B ikke var udført, som en erfaren specialist ville have gjort. 

Patientskadeankenævnet traf afgørelse i 2011 og stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet bemærkede, at Patientforsikringen, da de traf afgørelse vedrørende behandlingen på sygehus B, havde kendskab til, at patienten efter operationen i 2006 fik tiltagende gener, og at man i 2007 diskuterede muligheden for en udvidet operation i stil med den, der efterfølgende blev udført i 2010.

I 2015 anmodede patienten igen ankenævnet om at genoptage sagen. Patienten anførte blandt andet, at den operation, der blev udført i 2010, skulle have været udført tidligere. Ankenævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen. Ankenævnet bemærkede, at patienten allerede i forbindelse med den tidligere anmodning om genoptagelse af sagen havde gjort gældende, at operationen i 2006 på sygehus B var utilstrækkelig, og at operationen i 2010 burde have været foretaget tidligere.

Patienten indbragte sagen for domstolene. Retten lagde til grund, at ankenævnet allerede i 2011, under den første ankenævnssag om genoptagelse, havde kendskab til patientens sygdoms- og behandlingsforløb frem til operationen i 2010. Retten henviste desuden til, at ankenævnet ved afgørelsen i 2011 fandt sagen tilstrækkelig oplyst, og at patienten havde haft mulighed for inden for en frist på 6 måneder at indbringe afgørelsen fra 2011 for domstolene. Retten vurderede herefter, at der ved anmodningen om genoptagelse i 2015 ikke var fremkommet oplysninger eller fremsat anbringender, der ikke forelå ved ankenævnets behandling i 2011 og som sandsynliggjorde, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis de havde foreligget ved den oprindelige behandling af sagen. På den baggrund havde patienten ikke krav på genoptagelse af sagen.

Ankenævnet blev herefter frifundet.