Glostrup 11/10-2013

En patient, der var arveligt disponeret for grøn stær, gik i en årrække til fast kontrol hos en øjenlæge for gener i form af forhøjet tryk på begge øjne. Patienten fik pludseligt symptomer med sløret syn, rødme og smerte i højre øje og kontaktede øjenlægen akut. Øjenlægen undersøgte patienten og gav et middel mod irritation, og det blev aftalt, at øjenlægen som opfølgning skulle kontakte patienten telefonisk to dage senere (i weekenden). Patienten modtog ikke nogen opringning fra øjenlægen den aftalte dag og henvendte sig samme aften på sygehusets øjenklinik med symptomer på akut grøn stær.

Patientforsikringen anerkendte en skade i form af følger efter forsinket diagnosticering af (akut) grøn stær, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og udbetalte erstatning for hel-bredelsesudgifter og andet tab samt godtgørelse for svie og smerte. Patienten påklagede afgørelsen til Patientskadeankenævnet for så vidt angik fastsættelsen af varigt mén. Nævnet fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade som følge af behandlingsforløbet hos øjenlægen, som nævnet i øvrigt fandt i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, jf. patientforsikringslovens § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.

Patienten indbragte sagen for retten. I forbindelse med retssagen blev sagen forelagt for Rets-lægerådet. Rådet fandt, at patientens sygdomsbillede ved undersøgelsen ikke var entydigt, at øjenlægen ved undersøgelsen udøvede et lægefagligt skøn, der retrospektivt viste sig at være forkert, og at øjenlægen straks burde have sat patienten i medicinsk behandling med Pilocarpin.

Retten fandt, at patienten ikke havde løftet bevisbyrden for, at den af øjenlægen forkerte diagnose og undladte behandling for akut grøn stær med overvejende sandsynlighed havde påført patienten en skade, hvorfor forholdet ikke var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet blev hermed frifundet.