Esbjerg 9/3-2022

Sagen angik, om sagsøgeren som følge af en for sen diagnosticering af modermærkekræft var blevet påført en patientskade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.

Sagsøgeren henvendte sig til undersøgelse på en hudklinik den 15. september 2014 og fik fjernet en formodet fedtknude på højre overarm ved operation den 24. september 2014. Klinikken undlod imidlertid at sende elementet til yderligere patologisk undersøgelse. Efterfølgende kom der sårdannelse på stedet, og efterfølgende undersøgelser viste den 26. januar 2015, at der var tale om modermærkekræft (malignt melanom). Sagsøgeren gennemgik flere operationer, hvor yderligere hud og lymfeknuder fra halsen blev fjernet.

Skaden blev anmeldt til Patienterstatningen, som ved sin afgørelse af 26. august 2015 gav sagsøgeren afslag på erstatning efter klage- og erstatningsloven, idet Patienterstatningen vurderede, at sagsøgeren ikke var påført en erstatningsberettigende skade, jf. lovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen den 26. november 2015.

Ankenævnet tiltrådte Patienterstatningens afgørelse ved afgørelse af 9. marts 2016. Ankenævnet vurderede, at behandlingen på hudklinikken ikke var i overensstemmelse med, hvorledes en erfaren specialist på det pågældende område ville have handlet, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Det var dog ankenævnets vurdering, at sagsøgeren ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade som følge af, at der ikke var handlet i overensstemmelse med den erfarne specialists standard.

Ankenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at den 5-årige statistiske overlevelsesprognose ville have været den samme, hvis man havde diagnosticeret kræften rettidigt. Ved den første kontakt med hudlægen i september 2014 var der hudlæsioner på armen og ryggen, hvorfor der med overvejende sandsynlighed allerede på dette tidspunkt var sket spredning af det maligne melanom. Det var ligeledes ankenævnets vurdering, at sagsøgeren selv ved en tidligere diagnosticering skulle igennem den samme behandling, herunder de samme operationer, hvorfor udrednings- eller behandlingsforløbet ikke var ændret som følge af diagnoseforsinkelsen. På den baggrund vurderede ankenævnet, at sagsøgeren ikke var påført en erstatningsberettigende skade. Ankenævnets afgørelse blev indklaget til retten den 7. september 2016.

Sagsøgeren døde den 8. januar 2017 som følge af kræftsygdommen, hvorefter boet efter ham indtrådte i sagen.

Retten i Esbjerg fandt i sin dom af 9. marts 2022, at hudklinikken den 24. september 2014 begik en ansvarspådragende fejl, da det fjernede væv ikke blev indsendt til histologisk undersøgelse. Retten fandt det imidlertid efter bevisførelsen for usandsynligt, at behandlingen var årsag til skaden, jf. Retslægerådets klare afvisning af årsagssammenhængen mellem fejlen og sagsøgerens kræftforløb. Der var derfor ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse, og som følge heraf tog retten ankenævnets frifindelsespåstand til følge.