Esbjerg 8/4-2022

Ankenævnet havde i 2012 vurderet, at sagsøger ikke var påført en skade ved behandlingen. Ankenævnet fandt desuden, at behandlingen havde levet op til, hvordan en erfaren specialist på det pågældende område ville have handlet, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL).

Sagsøger anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen. Sagsøger havde som begrundelse for sin anmodning om genoptagelse henvist til, at der ifølge hende burde være fortaget en prøvelse efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, og i den forbindelse henvist til indholdet af den sagkyndige vurdering, der blev udarbejdet i forbindelse med Patienterstatningens behandling af sagen.

Ankenævnet var ved sin afgørelse i 2012 bekendt med lægekonsulentudtalelsen, hvorfor ankenævnet fandt, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der havde væsentlig betydning for afgørelsen af sagen. Sagsøger indbragte ankenævnets afslag på genoptagelse for retten, og gjorde blandt andet gældende, at det udgjorde en sagsbehandlingsfejl, at ankenævnet i 2012 ikke havde foretaget en vurdering efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.

Retten var enig med ankenævnet i, at erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4 forudsætter, at patienten er blevet påført en skade ved behandlingen som anført i KEL § 19. Da ankenævnet i 2012 havde vurderet, at sagsøger ikke var påført en skade, havde ankenævnet derfor ikke begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at foretage en vurdering efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.

Retten fandt derfor ikke, at der var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse om ikke at genoptage sagen på et forvaltningsretligt grundlag.

Ankenævnet blev herefter i det hele frifundet.

Dommen er anket.