Esbjerg 6/3-2018

Rettens sagsnummer:

BS 50-752/2016

Ankenævnets sagsnummer:

15/15109

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 5. marts 2018

Domstol:

Retten i Esbjerg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

esbjerg060318 (1)

Appelleret

Nej

En kvindelig patient fik i 2013 fjernet skjoldbruskkirtlen, fordi hun havde tiltagende trykgener på grund af forstørret skjoldbruskkirtel (struma). Patienten søgte erstatning, fordi hun ved operationen fik en lammelse af højre stemmelæbe, som medførte svagt stemmeleje, luftspild og fejlsynkning.

Patienterstatningen vurderede, at behandlingen var udført i overensstemmelse med den erfarne specialists standard, og at påvirkningen af højre stemmelæbe var en hændelig komplikation, som dog ikke var tilstrækkeligt sjælden til kunne anerkendes som en behandlingsskade.

I forbindelse med anken til Ankenævnet for Patienterstatningen anførte patienten, at hun ud over stemmebåndslammelse også var påført en skade på bi-skjoldbruskkirtlen. Patienten anførte desuden, at hun siden operationen havde haft problemer med kalkkoncentrationen i blodet.

Efter ankenævnets vurdering var der ikke med overvejende sandsynlighed sket en skade på bi-skjoldbruskkirtlen ved operationen, idet der 3 måneder efter operationen var et normalt hormonniveau fra bi-skjoldbruskkirtlerne i blodet. Ankenævnet vurderede for så vidt angik kalkkoncentrationen i blodet, at dette ikke med overvejende sandsynlighed kunne betegnes som en skade i klage- og erstatningslovens forstand, da det er forventeligt, at der vil være en forbigående tilstand med lav kalkkoncentration efter en operation med total fjernelse af skjoldbruskkirtlen. For så vidt angik stemmeproblemerne vurderede ankenævnet, at disse skyldtes en højresidig stemmebåndslammelse, der var en hændelig komplikation til operationen, men at denne skade ikke var tilstrækkeligt sjælden eller alvorlig til anerkendelse. Ankenævnet stadfæstede derfor Patienterstatningens afgørelse.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene. I forbindelse hermed blev der indhentet udtalelse fra Retslægerådet.

Retten fandt bl.a. på baggrund af Retslægerådets udtalelse, at det ikke var godtgjort, at der skulle være sket en skade på bi-skjoldbruskkirtlen. For så vidt angik skadens sjældenhed, udtalte Retslægerådet bl.a., at 1,5 - 2 procent har stemmebåndslammelse efter en operation med total fjernelse af skjoldbruskkirtlen. Uanset skadens sjældenhed fandt retten imidlertid bl.a. på baggrund af Retslægerådets bevarelse samt oplysninger i journalerne omkring generne inden operationen, sammenholdt med generne ved den indtrådte skade, at patienten ikke havde godtgjort, at der er et sådant misforhold mellem grundlidelsen og den indtrådte skade, der oversteg, hvad hun med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet blev derfor frifundet.