Bornholm 20/3-2018

Patienten blev ved en pladsgørende kikkertoperation i skulderen den 8. februar 2011 påført en nervepåvirkningsskade og ved anlæg af en blokade den 19. oktober 2012 påført yderligere en skade. Patienten led efterfølgende af kraftig hovedpine.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) traf afgørelse om, at patienten ved anlæg af blokaden var påført en skade i form af Horners-syndrom, og at méngraden kunne fastsættes til 5 procent. Der forelå derved grundlag for at yde erstatning efter klage- og erstatningsloven, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og § 24, stk. 1. Patientskadeankenævnet (nu Ankenævn for Patienterstatningen) tiltrådte Patientforsikringens afgørelse den 24. juni 2014. Ved Patienterstatningens afgørelse af 4. august 2014 blev patienten meddelt afslag på erstatning og godtgørelse for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt erhvervsevnetab. Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse.

Patienterstatningen traf også afgørelse om, at patienten ved kikkertoperationen blev påført en patientskade i form af en nerveskade, og at méngraden kunne fastsættes til 5 procent. Samtidig fik patienten afslag på godtgørelse og erstatning for øvrige godtgørelses- og erstatningsposter. Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse.

Patienten indbragte sagen for Retten på Bornholm med påstand om, at Ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at patientens méngrad som følge af skaden den 8. februar 2011 var mere end 5 procent. Patienten nedlagde også påstand om, at Ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at hun som følge af skaden den 8. februar 2011 og/eller skaden den 19. oktober 2012, havde ret til erstatning og godtgørelse for henholdsvis udgifter til medicin, tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte, og at hun var blevet påført et erhvervsevnetab på minimum 15 procent.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at anlæggelsen af blokaden kunne føre til nervebeskadigelse og efterfølgende Horners-syndrom, men at kikkertoperationen eller den efterfølgende påvirkning af suprascapularisnerven ikke kunne udløse Horners-syndrom. Retslægerådet udtalte yderligere, at patientens Horners-syndrom ikke var årsag til hovedpinen, som formentlig var en spændingshovedpine.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på Retslægerådets udtalelser samt Ankenævnets vurdering, hvorefter patientens hovedpine og koncentrationsbesvær ikke med overvejende sandsynlighed kunne henføres til hverken patientskaden den 8. februar 2011 eller patientskaden den 19. oktober 2012, idet det måtte anses for overvejende sandsynligt, at generne relaterede sig til den oprindelige smerteproblematik. Retten fandt, på baggrund af Retslægerådets besvarelser, heller ikke grundlag for at antage, at de to patientskader havde haft et sådant samspil, at patientens samlede méngrad var højere end summen af méngraderne for hver af de to skader.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.