Aarhus 13/1-2021

Sagsøgeren blev i 2014 behandlet med lægemidlet Remicade mod psoriasis og psoriasisgigt. I forlængelse af behandlingen udviklede sagsøgeren autoimmun hepatitis.

Sagen angik, om en skade i form af autoimmun hepatitis som følge af behandlingen med lægemidlet Remicade var/ikke var tilstrækkelig sjælden og alvorlig (alvorlig i forhold til sagsøgerens grundlidelser) til at udløse erstatning i medfør af klage- og erstatningslovens § 43.

Sagsøgeren søgte erstatning ved Patienterstatningen. Patienterstatningen meddelte den 13. juli 2015 sagsøgeren afslag på erstatning, idet Patienterstatningen fandt, at betingelserne ikke var opfyldt. Sagsøgeren klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som den 19. februar 2016 tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.

Sagsøgeren indbragte herefter afgørelsen for retten, hvor sagsøgeren nedlagde påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at skaden i form af autoimun hepatitits var en patientskade i medfør af klage- og erstatningsloven. Det var under sagen ubestridt, at denne sygdom er en følge af behandlingen med Remicade, og at behandlingen blev iværksat korrekt.

På baggrund af de lægelige journaloptegnelser og Retslægerådets svar fandt retten ikke, at sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at der forelå det fornødne, sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse, hvorfor ankenævnet blev frifundet.