Aalborg 19/12-2008
Rettens sagsnummer:
BS 12-1094/2007
Ankenævnets sagsnummer:
2006-00-556
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 19. december 2008
Domstol:
Retten i Aalborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Appelleret
Ja
En patient, der to år tidligere var opereret for kræft, fik ved en operation i 2005 fjernet en udposning på hovedpulsåren og blev i den forbindelse smertebehandlet med rygmarvsbedøvelse. Ved bedøvelsen opstod en blodsamling i rygmarven, som medførte varige lammelser i patientens ben samt urin- og afføringsinkontinens. Såvel Patientforsikringen som Patientskadeankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for erstatning. Sagen blev indbragt for retten med påstand om principalt, at smertebehandlingen kunne være sket med en anden ligeværdig metode, hvorved skaden med overvejende sandsynlighed ville være undgået, subsidiært at komplikationerne var mere omfattende, end patienten med rimelighed måtte tåle. Retten fandt ikke, at skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne have været undgået ved en anden metode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv som rygmarvsbedøvelse. Retten lagde vægt på, at alternativ smertelindring i form af såkaldt endovaskulær behandling indebar risiko for andre betydende komplikationer. Retten lagde endvidere til grund, at komplikationerne var sjældne, og at de var alvorlige for patienten. Retten lagde imidlertid vægt på, at komplikationerne opstod i forbindelse med behandling af en grundsygdom, som ubehandlet medfører døden i 85 % af tilfældene, hvor udposningen brister, samt at selve det operative indgreb er forbundet med en ikke ubetydelig risiko, som aktuelt var yderligere forøget på grund af tidligere operationer. På den baggrund blev Patientskadeankenævnet frifundet.