Kritik for sårbehandling med steroidblokader

Speciallæge Jan Beck Mikkelsen (aut.ID 00GRR) får kritik for at behandle et sår med steroidblokader. Grundet sårets art og lokalisation burde tilstanden være set an. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM39

Offentliggørelsesdato:

3. maj 2024

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • speciallæge Jan Beck Mikkelsen (aut. ID 00GRR), Behandlingssted 1, for behandlingen den maj og 28. juni 2021.

Det betyder, at speciallæge Jan Beck Mikkelsen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge Jan Beck Mikkelsen hos Behandlingssted 1 i perioden fra den 5. marts til den 8. september 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ████ ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling af sit sår.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 5. marts 2021 blev speciallæge Jan Beck Mikkelsen kontaktet af 16-årige ████ via e-mail, da et sår fra en operation var sprunget op. Speciallægen vurderede, at hun skulle have anlagt plasterforbinding og støttebind, hvorfor hun blev indkaldt til kontrol.

Den 8. marts 2021 blev ████ tilset af speciallægen, hvor såret blev fundet irriteret og ikke helet. Såret blev vasket og ilagt strips og forbinding, ligesom en kompressionsstrømpe blev påsat.

Den 11. marts 2021 blev ████ tilset til kontrol. Såret var stadig ikke helet. Strips og forbinding blev skiftet. Der blev aftalt kontrol efter en uge.

Den 25. marts 2021 blev ████ tilset til kontrol, hvor såret endnu ikke var helet. Der var heller ikke tegn på infektion. Forbindingen blev skiftet.

Den 31. maj 2021 blev ████ tilset, da arret irriterede. Der blev givet en blokade og aftalt kontroltid om fire uger.

Den 28. juni 2021 fik ████ givet endnu en blokade.

Den 9. august 2021 blev forløbet afsluttet.

Den 8. september 2021 henvendte ████ sig på ny, da hun havde fået flere gener. Det blev vurderet, at der var indikation for at fjerne arret ved en operation.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra speciallæge Jan Beck Mikkelsen, at ████ blev behandlet efter gældende regler, men kom for hurtigt i gang med at belaste og bevæge knæet, hvilket resulterede i sårruptur. Behandling af tykke hypertrofiske ar er indsprøjtning med binyrebarkhormon.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge Jan Beck Mikkelsen for behandlingen med steroidblokader.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at det ikke var relevant at give steroidblokader i arret den 31. maj og 28. juni 2021, idet ████s sår var et hypertrofisk ar, da det var opstået efter et nyligt traume, der var sårruptur og var lokaliseret på knæet, hvor der var træk på sårkanterne. Hypertrofiske ar er fortykket ardannelse på området for den primære skade og bedres sædvanligvis med tiden uden behandling. Speciallæge Jan Beck Mikkelsen burde have anbefalet at se tilstanden an. Herefter ville den sædvanlige behandling i ortopædkirurgisk regi være behandling med tryk eller silikone. Ved behov for medikamentel behandling og kirurgi henvises patienten sædvanligvis til dermatolog eller plastikkirurg. 
  • Videre at det ikke var relevant at behandle ████s sår med steroidblokader henset lokalisationen af arret. Efter behandlingen med steroidblokader fik ████ atrofi af huden, som er en almindelig forekommende bivirkning ved lokal brug af steroider. Det er problematisk at få atrofi af huden over knæleddet, idet der er meget sparsomme bløddele i området over knæskællen. Der kan udvikles nye sår, og det kan være vanskeligt at opnå sårheling.  

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge Jan Beck Mikkelsen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 31. maj og 28. juni 2021 på Behandlingssted 1.

Disciplinærnævnet vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge Jan Beck Mikkelsen for den øvrige behandling.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at ████ modtog relevant og tilstrækkelig behandling den 8. februar 2021, idet speciallæge Jan Beck Mikkelsen foretog en klinisk undersøgelse, hvorefter tilstanden blev vurderet til at være et granulom, som er en almindelig tilstand. Den efterfølgende behandling af såret med kontroltilsyn den 11. og 25. marts 2021 og skift af forbindelse var videre relevant og i overensstemmelse med sædvanlig praksis.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge Jan Beck Mikkelsen handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 5. marts til den 8. september 2021 på Behandlingssted 1.

OFFENTLIGGØRELSE

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af speciallæge Jan Beck Mikkelsens titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi inden for de sidste 5 år har givet kritik til speciallæge Jan Beck Mikkelsen i sine afgørelser af den 11. oktober 2022, 22. februar 2022, den 30. november 2021, den 31. august 2021 og den 10. april 2018.

Afgørelserne har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser