Frist på 28 dage løb, fra patienten var færdigudredt

Regionen overholdt reglerne om maksimale ventetider. Patienten blev informeret om operation, men fristen på 28 dage løb først fra den næste konferencebeslutning efter endnu en skanning. Herefter kunne patienten give informeret samtykke til operationen.

Sagsnummer:

24SFP80

Offentliggørelsesdato:

3. maj 2024

Juridisk tema:

Hurtig behandling af kræft- og hjertesygdomme

Kategori:

Patientrettigheder

Kritik

Region A har ikke overholdt reglerne om retten til hurtig udredning.

Ikke kritik

Region A har overholdt reglerne om maksimale ventetider.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • du ikke blev tilbudt en forundersøgelse og operation inden for de maksimale ventetider.
  • du ikke blev udredt hurtigt nok.

Vi tager ikke stilling til den sundhedsfaglige vurdering. En del af din klage er behandlet på en anden sag med sagsnummer.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 5. juli 2022 var du til screeningsmammografi som led i folkeundersøgelsen for brystkræft. Du havde forinden mærket en knude i højre bryst.

Du fik efterfølgende et brev om, at undersøgelsen ikke havde vist tegn på kræft. Du blev i brevet anbefalet at kontakte din praktiserende læge, fordi du havde følt en knude i brystet.

Den 14. juli 2022 blev du af din egen læge henvist til Afdeling A på Hospital A til vurdering af knuden.  

Den 15. juli 2022 blev du visiteret til udredning med klinisk mammografi i kræftpakkeforløb. Du blev samme dag omvisiteret til Hospital B, som kunne undersøge dig hurtigere.

Den 21. juli 2022 blev den kliniske mammografi udført (røntgenbilleder, føleundersøgelse og ultralydsundersøgelse). Undersøgelserne rejste mistanke om, at knuden i brystet var ondartet, og der blev udtaget vævsprøver (biopsier) fra knuden. Du blev informeret om, at der var en tumor, og at det på baggrund af vævsprøven skulle afklares, om der var tale om kræft.

Samme dag henviste Hospital B dig til Afdeling B på Hospital A til videre udredning for brystkræft.

Den 1. august 2022 forelå svaret på vævsprøven. Svaret bekræftede, at knuden i brystet var kræft (lnvasivt duktalt karcinom).

Den 2. august 2022 mødte du til samtale i Afdeling B, hvor du blev informeret om resultatet og planen for den videre udredning.

Du fik efterfølgende foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen og en MR-skanning.

Den 8. august 2022 forelå svaret på MR-skanningen. Den viste en suspekt lymfeknude i højre armhule. Du fik derfor efterfølgende foretaget en ny ultralydsundersøgelse af armhulen, hvor der blev udtaget biopsier fra 2 suspekte lymfeknuder.

Den 12. august 2022 forelå der svar på, at kræften havde spredt sig til de 2 lymfeknuder.

Den 15. august 2022 blev der afholdt konference, hvor der blev lagt op til operation. Du skulle tilbydes en brystbevarende operation med fjernelse af kræftknuden (lumpektomi) samt fjernelse af lymfeknuder og fedt i armhulen (aksilrømning).

Samme dag mødte du til svar på konferencen og operationsplanlægning. Du blev informeret om operationen og de forbundne risici, og du ønskede operationen hvis muligt. Der blev planlagt en CT-skanning, og efter denne skulle den endelige planlægning af operationen ske på en ny konference. Efter den nye konference ville du enten blive kontaktet telefonisk eller blive indkaldt til svar i afdelingen. Yderligere skulle du ses af en plastikkirurg for vurdering af muligheden for rekonstruktion af brystet under operationen (onkoplastik).

Den 19. august 2022 blev svaret på CT-skanningen vurderet på en konference. Skanningen viste ikke tegn på yderligere spredning af kræften, og operationen kunne derfor gennemføres. Du blev telefonisk informeret om dette samme dag.

Den 24. august 2022 blev du set af en plastikkirurg. Kirurgen vurderede, at der var for lidt væv til, at brystet kunne rekonstrueres i forbindelse med en brystbevarende operation. Du blev informeret om muligheden for i stedet at få bortopereret hele brystet (mastektomi) og få brystet rekonstrueret senere. Du ønskede dette, og plastikkirurgen henviste derfor til en ny konference i brystkirurgisk regi med henblik på beslutning om mastektomi efterfulgt af sekundær rekonstruktion.

Den 26. august 2022 blev der på en konference lavet et nyt oplæg til operation med komplet fjernelse af brystet samt aksilrømning. Operationen blev planlagt til den 1. september 2022.

Ved en telefonkonsultation samme dag blev du informeret om konferencebeslutningen og operationen, og du gav dit samtykke til operationen.

Den 1. september 2022 blev du opereret som planlagt.

Du har oplyst, at du ikke er sikker på, at behandlingsgarantien blev overholdt i forløbet. Du fik taget biopsi fra brystet i slutningen af juli måned og blev først kaldt ind til operation den 1. september.

Vi har spurgt regionen, hvad årsagen var til, at du ikke blev udredt inden for fristen, hvis det ikke var på grund af mangel på kapacitet. Regionen har ikke svaret. Vi har derfor lagt til grund, at manglende kapacitet var årsagen til, at du ikke blev udredt inden for fristen.

Begrundelse

Reglerne om maksimale ventetider

Der er maksimale ventetider for behandling af patienter, der er henvist til undersøgelse eller behandling for en livstruende kræftsygdom.

Det er modtagelsen af henvisningen på det første sygehus, som er afgørende for beregning af ventetiden, hvis undersøgelse og behandling sker på flere sygehuse. Det gælder også, hvis sygehusene ligger i to forskellige regioner.

Reglerne om maksimale ventetider handler om ventetiden på bestemte dele af undersøgelsen og behandlingen. Reglerne handler derimod ikke om længden af det samlede forløb. Den samlede ventetid før den egentlige kræftbehandling er derfor ikke omfattet af reglerne om maksimale ventetider. Reglerne svarer heller ikke altid til de mål for ventetider, der er i Sundhedsstyrelsens kræftpakker. Det er, fordi et kræftpakkeforløb ikke er en patientrettighed. Pakkeforløbet er en lægefaglig målsætning for, hvordan behandlingen af en kræftpatient bør være.

Forundersøgelse

En patient skal have tilbudt en forundersøgelse inden for 14 dage, når patienten henvises til nærmere udredning på et sygehus for en påvist kræftsygdom. Det gælder også, hvis der er mistanke om en kræftsygdom.

Operation

En operation for kræft skal ske inden for 14 dage, fra patienten har givet samtykke til operationen. Operationen skal også tilbydes senest 28 dage efter, at sygehuset har modtaget henvisningen.

En beslutning ved en multidisciplinær teamkonference eller en anden konferencebeslutning om et konkret behandlingstilbud til en patient skal sidestilles med modtagelse af en henvisning til behandling.

Fristen på 28 dage løber dog først fra det tidspunkt, hvor patienten er færdigudredt, og patienten derfor kan få et konkret tilbud om operation.

Fristen på 14 dage løber fra det tidspunkt, hvor patienten har givet sit informerede samtykke på baggrund af det konkrete tilbud om operation.

Der løber ikke en ny 28 dages frist, selv om der ved en senere konference træffes beslutning om at ændre i omfanget af den tilbudte operation, medmindre ændringen skyldes nye helbredsmæssige forhold hos patienten.

Der løber dog en ny 14 dages frist, hvis det ændrede operationstilbud betyder, at det er nødvendigt at indhente et nyt informeret samtykke fra patienten.

Vores resultat

Forundersøgelse

Vi vurderer, at du blev tilbudt en forundersøgelse inden for de maksimale ventetider.

Vi har lagt vægt på, at:

  • Hospital A modtog henvisningen den 14. juli 2022.
  • du blev tilbudt en forundersøgelse i form af en klinisk mammografi den 21. juli 2022.
  • det er mindre end 14 dage, fra sygehuset modtog henvisningen.

Regionen har derfor overholdt reglerne om maksimale ventetider.

Operation

Vi vurderer, at du blev tilbudt en operation inden for de maksimale ventetider.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det ved konferencen den 15. august 2022 blev vurderet, at der var grundlag for at tilbyde dig en brystbevarende operation med aksilrømning. Den endelige planlægning af operationen skulle ske på en ny konference efter en CT-skanning.
  • du samme dag accepterede behandlingsplanen. Du ønskede operationen, hvis denne var mulig.
  • det på konferencen den 19. august 2022 på baggrund af CT-skanningen blev besluttet, at du kunne opereres, da der ikke var yderligere spredning af kræften. Dette sidestilles med modtagelse af en henvisning til behandling.
  • du blev informeret om beslutningen samme dag, og du gav dit informerede samtykke til operationen.
  • du på baggrund af plastikkirurgens vurdering den 24. august 2022 i stedet ønskede hele brystet fjernet.
  • der derefter ved en konference den 26. august 2022 blev lavet et nyt operationsoplæg til fjernelse af hele brystet med aksilrømning.
  • du gav dit informerede samtykke til denne operation samme dag.
  • du blev opereret den 1. september 2022.
  • det er mindre end 14 dage, fra du gav dit informerede samtykke den 26. august 2022. Det er også mindre end 28 dage, fra der blev truffet beslutning om et konkret behandlingstilbud den 19. august 2022.

Regionen har derfor overholdt reglerne om maksimale ventetider.

Reglerne om retten til hurtig udredning

Når en patient bliver henvist til udredning på et sygehus, har patienten ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.

Det betyder, at sygehuset, når det er fagligt muligt, skal tilrettelægge udredningsforløbet, så patienten inden for fristen kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles. De 30 dage løber fra den dag, sygehuset modtager henvisningen.

Hvis det er nødvendigt, skal regionen planlægge mere end én undersøgelse samme dag. Det gælder også for tværgående konferencer, røntgenkonferencer og lignende.

Hvis en patient skal gennemgå en række undersøgelser, analyser og prøver, som man af faglige årsager ikke kan nå på 30 dage, er det en gyldig årsag til, at fristen på 30 dage overskrides. Faglige årsager kan fx være prøver med lang svartid. Faglige årsager kan også være undersøgelser, som må iværksættes, fordi det ikke kunne forudses, at de planlagte undersøgelser ikke kunne afdække patientens tilstand i tilstrækkelig grad.

Mangel på kapacitet kan ikke begrunde, at fristen på 30 dage overskrides. Manglende kapacitet kan fx være travlhed, personalets sygdom, ferie og øvrigt fravær.

Hvis en tid til udredning ligger senere end 30 dage fra henvisningen, er retten til hurtig udredning ikke overholdt, medmindre det på grund af faglige årsager ikke er muligt at planlægge forløbet, så undersøgelsen ligger inden for fristen.

Vores resultat

Vi vurderer, at du ikke blev udredt inden for 30 dage, og at det ikke var på grund af faglige årsager.

Vi har lagt vægt på, at:

  • Hospital A modtog din henvisning den 14. juli 2022. Fristen på 30 dage udløb derfor den 13. august 2022.
  • du ikke var færdigudredt, da fristen udløb, da du afventede svar på udredningen og information om behandlingsmulighederne.
  • regionen ikke har beskrevet nogen faglig årsag til, at du først blev informeret om behandlingsmulighederne efter fristens udløb.

Regionen har derfor ikke overholdt reglerne om retten til hurtig udredning.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b i sundhedsloven
  • 6, stk. 1, nr. 5, om maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme efter § 88 i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:

  • 82 b, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
  • 82 b, stk. 3, om nærmere regler om regionernes forpligtelser efter stk. 1 og 2
  • 88 om maksimale ventetider

Bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme:

  • 1, stk. 1, om den omfattede patientgruppe
  • 2, stk. 1, nr. 1-5, om tidsfristerne for iværksættelse af forundersøgelse eller behandling
  • 4 om patientens fremmøde og tidsfrister

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • 14, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
  • 20, stk. 1, 2. pkt., om beregning af tidsfristen for udredning

Vejledninger

Vejledning nr. 9185 af 10. april 2024 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme:

  • Punkt 1 om patientgruppen
  • Punkt 2 om de omfattede forløb
  • Punkt 4 om maksimale ventetider for kræftsygdomme
  • Punkt 8 om forholdet mellem reglerne om maksimale ventetider, andre patientrettigheder og pakkeforløb

Vejledning nr. 10109 af 22. december 2023 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:

  • Punkt 3.0 om ret til hurtig udredning