Værd at vide som sagkyndig

Her på siden finder du generel vejledning til dit arbejde som sagkyndig.

Din opgave som sagkyndig

Som sagkyndig skal du hovedsageligt komme med faglige vurderinger i:

  • klagesager, hvor patienter har klaget over et behandlingsforløb 
  • ankesager fra patienterstatning, hvor patienter har søgt erstatning for skade påført ved behandling
  • rettighedssager, hvor patienter har klaget over brud på patientrettigheder

Styrelsen behandler også en række andre sagstyper, som et mindre antal sagkyndige vurderer sager indenfor, fx tilsynsankesager og psykankesager.

For at indsende vurderinger og timeforbrug skal du gå ind på  STPK´s selvbetjening.  Her logger ind med MitID. Når du er logget ind, kommer du direkte til skemaet til indberetning.

Har du et MitID erhverv, skal du logge ind med dette, hvis du har en kontrakt hos os, hvor du afregner med faktura.

1. Indsend vurdering og indberetning af tilhørende timeforbrug 

  • Udfyld fulde navn
  • Klik af i "Vurdering"
  • Klik af I relevant sagstype
  • Anfør sagsnummer
  • Anfør timer brugt i alt på sagen
  • Vedhæft vurderingen
  • Tryk på ”Næste” nederst på siden og derefter ”Send”.

2. Indsend revideret/supplerende vurdering og indberetning af tilhørende timeforbrug

  • Udfyld fulde navn
  • Klik af i "Supplerende timer til tidligere indsendt vurdering"
  • Klik af I relevant sagstype
  • Anfør sagsnummer
  • Anfør timer brugt i alt på sagen
  • Vedhæft supplerende, hvis der er noget at vedhæfte
  • Tryk på ”Næste” nederst på siden og derefter ”Send”.

3. Indsend øvrige timer, som ikke relaterer sig til en specifik sag 

  • Udfyld fulde navn
  • Klik af i "Øvrige timer"
  • Anfør dato for timeforbruget
  • Anfør timer brugt i alt på sagen
  • Beskriv i boksen ”Aktivitet”, hvad timerne er brugt på
  • Tryk på "Næste" nederst på siden og derefter "Send".

Rammerne for din vurdering

Vi sender sager til din STPK-mailadresse. Du modtager også en adviseringsmail på den mailadresse, du har oplyst til os.

Vores bookingsystem er bygget op omkring uger. Det vil sige, vi booker sager i et bestemt interval på ugebasis. I emnefeltet i sagsmailen står der altid, hvilken uge sagen er booket til samt en tidsfrist. Eksempel: sagsnr. xxxx-xxxx, booket til uge 12 med frist senest den 8. april 2024.

Nogle gange sender vi flere sager til dig på samme dag, men booket til forskellige uger. Derfor står fristen i emnefeltet, så du har et nemmere overblik over, hvilken sag du skal prioritere først.

Det er ikke muligt at videresende sags-mailen til din private mailadresse, og det er heller ikke muligt at printe sagen ud.

 

Du modtager materialet samlet i én pdf-fil.

Filen kan indeholde bogmærker, hvis der er meget sagsmateriale. Bogmærker gør det let for dig hurtigt at orientere dig i sagen.

1. Brug af bogmærker

Når du åbner PDF-filen, er der til venstre en bjælke med forskellige tegn. Hvis bjælken ikke er synlig, kan den vises ved at klikke på den lille pil, der er langs siden.

Bogmærkerne finder du ved at trykke på dette tegn:

Find bogmærke

Nu kan du klikke på hvert enkelt dokument i samleren.

Den lille pil til venstre for dokumentet indikerer, at der ligger flere dokumenter bagved – for at se dem skal du blot klikke på pilen:

  Se dokumenter
 

2. Fysisk materiale

Hvis der er fysisk materiale til sagen, bliver det sendt til din privatadresse sammen med en frankeret kuvert til at returnere materialet til os.

Vi sætter en tidsfrist på sagen. Det gør vi for at give alle parter svar så hurtigt som muligt – og for at sikre at du som sagkyndig har tid til at vurdere sagen.

1. Kontakt os, hvis du ikke kan overholde tidsfristen

Kontakt os, hvis du ikke kan overholde, den tidsfrist, der er sat. Vi tager stilling til, om der skal aftales en anden frist, eller om sagen haster så meget, at den skal omplaceres til en anden sagkyndig.

Vi sender dig en påmindelse, hvis du overskrider fristen uden at give os besked, Derefter sender vi en rykker, og til sidst omplacerer vi sagen, hvis vi ikke får svar fra dig.

Når vi har omplaceret en sag, modtager du ikke flere sager fra os, før vi har været i kontakt med dig. 

Du skal afregne for den faktiske tid, du bruger på at behandle sagen. Sagerne tager typisk mellem 1-5 timer, og enkelte tager lidt længere, da de kan variere meget i kompleksitet. Du har som udgangspunkt maksimalt 7 arbejdstimer til at vurdere en sag. 

Hvis du har brug for mere tid, kan du sende os en anmodning ved at svare på mailen med sagsmateriale. Du skal sende anmodningen, inden du har brugt de 7 timer og gerne ledsaget af et skøn over, hvor meget ekstra tid, der er behov for. 

1. Skriv i et letforståeligt sprog

  • Skriv din vurdering på et let forståeligt dansk. Vores afgørelser og din sagkyndige vurdering skal kunne læses og forstås af både lægmand, jurister og sundhedsprofessionelle. 
  • Skriv i et neutralt og sagligt sprog, da din vurdering kan blive sendt til sagens parter, hvis de søger aktindsigt i sagen.
  • Brug gerne danske betegnelser og skriv evt. latinske navne i parantes bagefter. 
  • Sundhedsfaglige forkortelser skal forklares, eksempelvis p.n. (medicin efter behov).

2. Angiv afsender

  • Det skal være tydeligt, hvornår du refererer noget fra sagen, og hvornår du laver en faglig vurdering. Skriv derfor fx ”Jeg kan oplyse…” eller ”Jeg vurderer…” i stedet for ”Det vurderes…”.

3. Indsæt referencer

  • Du kan angive referencer, hvis det er relevant, fx henvise til Sundhedsstyrelsens vejledninger. Det er vigtigt, at du laver en præcis kildehenvisning til det dokument, du refererer til. Undgå at indsætte links, da de kan blive inaktive.

Her kan du se vores guide med gode råd til, hvordan du skriver en læsevenlig tekst:  STPK's skriveguide

Dine vurderinger er interne arbejdsdokumenter og som udgangspunkt undtaget fra de almindelige regler om parters ret til aktindsigt. En part i en sag vil dog kunne få aktindsigt i din vurdering i sagen, når der foreligger en afgørelse. Dette sker efter reglerne i forvaltningsloven.

Du er som sagkyndig kun juridisk ansvarlig for din vurdering. Sagsbehandleren er ansvarlig for afgørelsesudkastet, og Styrelsen for Patientklager er ansvarlig for afgørelsen.

Din vurdering er rådgivende. Det betyder, at styrelsen ikke er forpligtet til at følge dine vurderinger og konklusioner.

Du modtager vejledninger om it-systemer og elektronisk sagsbehandling direkte.

1. Vi sender vejledninger

  • introduktion til Virtuel Arbejdsplads (VIA) og Statens It (SIT)
  • vejledning til sagsbehandling i Citrix og billedarkivsystemet PACS
  • vejledning til opsætning af Outlook.

2. Du får it-support ved Statens It (SIT)

Har du brug for it-support, kan du henvende dig til Statens It. Der er åbent fra kl. 7-24 alle ugens dage:

OBS! Du skal oplyse dit x-nummer, når du henvender dig til SIT for at modtage den rette support. SIT opretter en sag på din udfordring,, så du kan følge med i løsningen og evt.modtage yderligere support.

Tag stilling til, om du kan vurdere sagen

Give os besked med det samme, hvis du ikke bør vurdere en sag. Det har stor betydning for den samlede sagsbehandlingstid, at du giver hurtigt besked, så vi kan omplacere sagen til en anden sagkyndig.

Herunder kan du se kriterier for inhabilitet, og hvad du skal gøre, hvis du mangler materiale på sagen.

Det er vigtigt, at du tager stilling til, om du har de rette kvalifikationer til at vurdere en sag. Har du ikke de rette kvalifikationer, beder vi dig sende sagen retur så hurtigt som muligt. 

Angiv om hele sagen skal omplaceres, eller om du kan lave dele af sagen.

1. Du er inhabil, hvis:

  • patienten/klager er blevet behandlet på din afdeling, klinik m.v. under det forløb, som klagen handler om
  • du har vurderet forløbet vedrørende patienten/klager i en anden institution, fx hos Styrelsen for Patientsikkerhed, Det Psykiatriske Patientklagenævn, Patienterstatningen, Retslægerådet, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
  • du har et nært, personligt forhold til én af sagens parter
  • der er andre omstændigheder, der kan skabe tvivl om din upartiskhed.

2. Særligt i sager for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn

  • Du er inhabil, hvis du ved, at den indklagede sundhedsperson er ansat på din afdeling, klinik m.v.
  • Du er inhabil, hvis du var ansat på den indklagede sundhedspersons afdeling, klinik m.v. under det forløb, som klagen handler om.
  • Du er inhabil, hvis du har vurderet samme klage, da den blev behandlet af Styrelsen for Patientklager.

3. Særligt i sager for Det Psykiatriske Ankenævn

  • Du er inhabil, hvis du var ansat på den psykiatriske afdeling på det tidspunkt, hvor der blev brugt tvang.

Kontakt sagsbehandleren hvis du er i tvivl om din habilitet.

1. Skriv til os, hvis sagen mangler materiale

Det er vigtigt, at du ser sagen igennem og hurtigst muligt giver os besked, hvis der mangler materiale:

Din forespørgsel vil blive forelagt sagsbehandleren, da der kan være begrænsninger i, hvad vi må hente. Vi vil herefter forsøge at skaffe det materiale, som du mangler.

2. Du må ikke selv indhente materiale

Det er vigtigt, at du ikke selv indhenter materiale, heller ikke selvom du har adgang til det via opslag i den elektroniske patientjournal eller lignende. Det skyldes GDPR-lovgivning og Sundhedslovens bestemmelser om opslag i elektroniske patientjournaler.

I erstatningsankesager kan der undtagelsesvist være brug for at indhente en speciallægeerklæring med en opdateret klinisk beskrivelse af patienten. I det tilfælde skal du kontakte den ansvarlige sagsbehandler. Sagsbehandlerens kontaktoplysninger fremgår af lægebrevet.

Organisering og kontakt

Alle sagkyndige i Styrelsen for Patientklager (STPK) er tilknyttet kontoret: Sundhedsfaglige og Sagkyndige. Det er også her styrelsens sundhedsfaglige team hører til. Kontorchefen er overlæge og indgår i den øverste ledelse i STPK.

Det sundhedsfaglige team i STPK består af læger, sygeplejersker og tandlæge.  

Det sundhedsfaglige team hjælper blandt andet de juridiske sagsbehandlere med at belyse og forstå de sundhedsfaglige problemstillinger i sagerne.

1. Sagkyndigkorpset

Sagkyndigkorpset består af ca. 500 sagkyndige. Vi har sagkyndige inden for alle autoriserede sundhedsfaglige faggrupper, og tilstræber at have alle sundhedsfaglige specialer repræsenteret.

Du modtager skriftlig feedback fra det sundhedsfaglige team på én af dine første vurderinger. 

Vores feedback fokuserer på form, formelle krav og anvendeligheden af din vurdering. Vi indhenter derfor tilbagemelding fra den juridiske sagsbehandler i forhold til, hvor brugbar og forståelig din vurdering har været for dem. 

Vi giver ikke feedback på det sundhedsfaglige indhold i vurderingen, da det er dig, der er eksperten indenfor dit område. 

Feedback er en mulighed igen senere i din ansættelse, hvis du selv ønsker det, eller hvis vi finder anledning til at give dig en tilbagemelding.

Vi afholder løbende faglige møder. Møderne er som udgangspunkt online. Her tager vi emner op, som har betydning for sagkyndigfunktionen. Du er velkommen til at give os forslag til indhold på møderne. Det vil typisk være en blanding af oplæg og drøftelser.

Vores sagkyndige giver udtryk for, at det har stor værdi at drøfte opgaven som sagkyndig med andre sagkyndige, og det vil vi gerne understøtte bedst muligt.

Du får som udgangspunkt ikke løn for din deltagelse i faglige møder, da det betragtes som interessetimer.

Vi står selvfølgelig til rådighed, hvis du har spørgsmål. Her er en oversigt over, hvordan du nemmest får den rigtige hjælp.

1. Sundhedsfaglige spørgsmål

Skriv til vores sundhedsfaglige team, hvis du har sundhedsfaglige spørgsmål vedrørende en vurdering eller lignende.

2. Spørgsmål vedrørende ansættelsesforhold

Skriv ved spørgsmål om løn/faktura, ferie/orlov, sygdom, forhold i din kontrakt eller ønsker til justering i antal sager.

3. Spørgsmål til en sag fra Center for Behandlingsklager (CBK)

Skriv, hvis du har spørgsmål til behandlingen af sager, som vedrører en behandlingsklage, 

4. Spørgsmål til en sag fra Jura og Rettigheder (JUR)

Skriv, hvis du har spørgsmål til behandlingen af sager, som vedrører en rettighedssag.

5. Spørgsmål til en sag fra Sekretariatet for Ankenævnet for Patienterstatningen (SAN)

Skriv, hvis du har spørgsmål til behandlingen af sager, som vedrører en erstatningsankesag.

6. It-support fra Statens It (SIT)

Kontakt Statens It, hvis du har brug for it-support.

Ansættelsesforhold

Vi udbetaler til din Nemkonto.

  • Hvis vi modtager din indberetning senest den 4. i måneden, bliver honoraret udbetalt i slutningen af den pågældende måned.
  • Hvis vi modtager din indberetning efter den 4. i måneden, bliver honoraret udbetalt i slutningen af den efterfølgende måned.

 

1. Informer om ændringer

Det er vigtigt, at du informerer os, hvis der sker ændringer i din kliniske ansættelse. Det gælder både, hvis du skifter til et andet behandlingssted, eller hvis der sker ændringer inden for dit kompetenceområde.

På den måde sikrer vi, at du også fremadrettet vil modtage de sager til vurdering, der er relevante for dig.

2. Krav til ansættelse 

Du skal have været klinisk aktiv i et fagspeciale i 3 år, før du må lave sagkyndigvurderinger i dit fagspeciale. Ligeledes skal du have været uddannet i mindst 5 år. 

Oplys os hurtigst muligt, hvis du selv bliver involveret i en klagesag. Du kan sende en mail til sos_raad@stpk.dk

Det sundhedsfaglige team vil herefter foretage en vurdering af klagen. 

Du hører nærmere, hvis det vurderes, at sagen har betydning for dit virke som sagkyndig.

Det er chefgruppen, der tager stilling til din videre tilknytning som sagkyndig, hvis du modtager kritik i en sag.

Du kan som udgangspunkt ikke forsætte som sagkyndig, hvis du har modtaget kritik for dit faglige virke inden for de sidste tre år, eller hvis du har fået en tilsynssanktion.

Du skal give os besked, hvis du får behov for en pause fra funktionen, eller hvis du bliver syg i længere tid.

Du har efter gensidig aftale mulighed for at holde orlov i op til et år. I enkelte tilfælde er det muligt at forlænge pausen.

Vores sagkyndigkoordinator skal have at vide, hvornår du holder ferie. Skriv til: SOSAdministration@stpk.dk

Det er vigtigt, du melder ferie i god tid, så vi har mulighed for at planlægge derefter.

Sager, som er sendt til dig op til din ferie, vil få forlænget frist svarende til varigheden af din ferie. Sager sendt til dig under din ferie, vil først være booket til efter din ferie.

Du skal kontakte os, hvis du går på pension eller dit kliniske virke ophører. Vi kan herefter tage stilling til, om du fortsat kan være tilknyttet som sagkyndig i en periode, hvis du har lyst. 

Det vil være en konkret vurdering, om du kan forsætte som sagkyndig.

Vil du ikke at være sagkyndig mere, skal vi have din opsigelse senest sidste hverdag i måneden inden, du ønsker at fratræde.

Send din opsigelse til: SOSAdministration@stpk.dk. Vi sender dig en kvittering pr. mail.

Statistik for behandling af sager